London er en fantastisk by til en mindeværdig date eller en aften i byen for at fejre en særlig lejlighed. Som forfatteren Samuel Johnson udtrykte det helt tilbage i 1700-tallet med de berømte ord: "Hvis man er træt af London, er man træt af livet." Det er lige så sandt i dag, og en del af det, der gør det til sådan en fornøjelse at besøge London, er den store variation i tilbuddet af seværdigheder og aktiviteter, især for romantikere.
Uanset om du og din bedre halvdel trænger til et godt grin sammen eller bare vil slappe af i hinandens selskab, kan London levere de passende omgivelser, hvad end I råder over et begrænset budget eller har spenderbukserne på. Læs nærmere i vores guide til de bedste oplevelser for par i London.
- 1
Saint Paul's Cathedral
En historisk kirke med et særligt "hviskegalleri"
- Par
- Historie
- Billeder
Saint Paul's Cathedral, der er tegnet af Christopher Wren, har været en af Londons vigtigste seværdigheder i mere end 300 år. Den storslåede kuppel og det betagende indre gør katedralen til en af byens mest imponerende bygninger.
Det berømte hviskegalleri er oplagt at besøge for par på en romantisk tur til London. Tag turen op ad de 259 trin, til du når hviskegalleriet, der løber langs kuplen. Her kan I hviske søde ting til hinanden fra hver side af galleriet, som så tydeligt kan høres af den anden på grund af lydbølgerne.
Adresse: St Paul's Churchyard, London EC4M 8AD, Storbritannien
Åbningstider: Mandag til lørdag fra kl. 10.00 til kl. 16.30 og søndag til gudstjeneste
Telefon: +44 (0)2072 468350
Kort - 2
Little Venice
Charmerende kvarter med smukke og rolige kanaler
- Lavt budget
- Par
- Mad
Little Venice i London er kendt for sine kanaler og hyggelige caféer. Det er svært at tro, at et så roligt og fredeligt sted ligger lige ved siden af travle bydele som Camden og Paddington. Her finder du virkelig en oase midt i den hektiske by.
Derfor er Little Venice helt perfekt til en romantisk gåtur, mens I forestiller jer, hvordan det er at bo i et af de elegante byhuse, der ligger langs kanalerne. Tag med en af turbådene, der sejler fra mødestedet mellem Grand Union Canal og Regent's Canal. Her kan I se det hele fra vandsiden og nyde hinandens selskab.
Kort - 3
The Shard
Knejsende skyskraber med betagende udsigt
- Par
- Luksus
- Billeder
The Shard blev indviet i 2012, og siden da har denne imponerende skyskraber vundet både besøgendes og londonernes hjerter. Oplev den fascinerende panoramaudsigt sammen med din bedre halvdel på udsigtsplatformene på 69. og 72. etage. I klart vejr kan I se hele 60 kilometer væk.
Hvis besøget skal være ekstra særligt, kan du købe den helt store pakke, som inkluderer privat adgang til seværdigheden, champagne, chokolade og en stor blomsterbuket. Derudover bliver rummet udsmykket med rosenblade og stearinlys.
Adresse: 32 London Bridge St, London SE1 9SG, Storbritannien
Åbningstider: Åbningstiderne varierer afhængigt af årstiden
Telefon: +44 (0)344 499 7222
Kort - 4
London Eye
Det kendte pariserhjul ved Themsen
- Par
- Familier
- Billeder
London Eye blev oprindeligt bygget som en midlertidig seværdighed i forbindelse med fejringen af årtusindskiftet i den britiske hovedstad. Men pariserhjulet blev så populært, at det aldrig lukkede igen. London Eye ligger på Themsens sydlige bred med udsigt over Westminster og Houses of Parliament.
Reserver en privat gondol, hvis I skal have en mindeværdig oplevelse på kæresteturen. Der er pakker med navne som "Cupid's Capsule", hvor romantikken virkelig er i højsædet. Her kan du imponere din udkårne, mens solen går ned, og lysene bliver tændt på Londons kendte seværdigheder.
Adresse: Riverside Building, County Hall, Bishop's, London SE1 7PB, Storbritannien
Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 11.00 til kl. 18.00, lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 20.30
Telefon: +44 (0)8709 908881
Kort - 5
The Serpentine i Hyde Park
En smuk sø, der blev anlagt i 1700-tallet
- Lavt budget
- Par
- Familier
Hyde Park er den andenstørste af de kongelige parker i det centrale London, og her finder du den smukke sø The Serpentine, der blev skabt efter Caroline af Ansbachs befaling i 1730.
Siden 1820'erne har søen været opdelt af en bro, der adskiller de to dele af søen. Der er også to bådhuse. East Boat House er det ældste af dem og blev opført i 1903 af foreningen Royal Humane Society. Om sommeren kan der lejes vandcykler og robåde, men I kan også lade færgen SolarShuttle transportere jer over til springvandet til minde om prinsesse Diana. Mindestedet ligger på The Serpentines sydlige bred.
Adresse: Hyde Park, London W2 2UH, Storbritannien
Åbningstider: Juni til september: dagligt fra kl. 10.00 til kl. 18.00
Telefon: +44 (0)2077 063422
Kort - 6
Hampstead Heath
Historisk hedeområde med picnicområder og udsigt
- Lavt budget
- Par
- Familier
- Billeder
Hampstead Heath er et gammelt hedeområde, der ligger på en knejsende højderyg, som giver adgang til nogle af de bedste udsigtspunkter over byen. Den 320 hektar store park rummer grønne enge og skyggefyldte skovområder, ligesom der er naturlige damme, hvor I kan bade.
Udsigten er en af de bedste årsager til at tage turen op ad Parliament Hill, som bakken i den sydøstlige del af Hampstead Heath hedder. Tag mad med fra de forskellige delikatesseforretninger og bagerier på Hampstead High Street, så I kan nyde en picnic på toppen. På vejen ned kan I tage en pause på den historiske, hjemsøgte pub Holly Bush, hvor I kan sidde tæt ved pejsen.
Adresse: Hampstead, London, Storbritannien
Åbningstider: Døgnet rundt
Telefon: +44 (0)2073 323322
Kort - 7
Royal Observatory, Greenwich
Bestig bakken op til en seværdighed med udsigt over Themsen
- Par
- Familier
- Billeder
Turen til Royal Observatory begynder med en skøn gåtur gennem Greenwich Park. Observatoriets beliggenhed øverst på en bakke er en god grund til at tage en afstikker til denne del af den britiske hovedstad, der har spillet en stor rolle inden for astronomi og navigation.
Derudover er det også et oplagt sted at tage en selfie sammen, mens I har et ben på hver side af nulmeridianen. En linje i messing markerer denne vigtige længdegrad, der er med til at definere jordens andre længdekredse. Hvis det skal være særligt romantisk, kan I lægge vejen forbi, når der afholdes stjerneforevisninger eller særlige arrangementer omkring valentinsdag i februar.
Adresse: Blackheath Ave, Greenwich, London SE10 8XJ, Storbritannien
Åbningstider: Dagligt fra kl. 10.00 til kl. 17.00
Telefon: +44 (0)2083 126608
Kort - 8
RIB-bådtur på Themsen
En bådtur med høj hastighed gennem den britiske hovedstad
- Oplevelser
- Par
- Familier
En tur i en RIB-båd på Themsen er lig med en adrenalinpumpende sejltur med masser af fart. En bådtur i romantikkens tegn består for mange mennesker af en intim middag på vandet, men hvad med en hurtiggående sejltur, der overraskende nok kan være endnu mere romantisk? Der er et par arrangører af RIB-ture på Themsen, som er perfekte til at få adrenalinet op at køre som par.
Sammen kan I lytte til guiden fortælle, mens I holder godt fast i hinanden og forsøger at undgå at få alt for meget vand i hovedet. Det går rigtig stærkt på sådan en tur, men den vil højst sandsynligt give jer begge et stort smil på læberne, mens I knuger jer til hinanden og oplever seværdighederne langs floden i London på helt særlig vis.
Adresse: Victoria Embankment, London WC2N 6PA, Storbritannien
Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 09.00 til kl. 17.30, lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.30
Telefon: +44 (0)2032 451177
KortBillede taget af mattbuck (CC BY-SA 3.0) Redigeret
- 9
Emirates Air Line fra Royal Docks
En højtflyvende kabelbanetur over Themsen
- Par
- Billeder
Emirates Air Line er en kabelbane, der forbinder Royal Docks med Greenwich Peninsula. Her er der mulighed for masser af romantik på turen, mens I kigger ud over centrum og det østlige London og nyder det imponerende og moderne bybillede med den karakteristiske O2 Arena og Canary Wharfs skyskrabere. Derudover er det en af de seværdigheder i London, der giver mest værdi for pengene. Du betaler bare med dit Oyster-kort, da det er en del af den kollektive trafik.
Det er også det højeste observationspunkt over floden, som er særligt imponerende om aftenen, hvor London lyser op under jer. Planlæg jeres kabelbanetur til efter kl. 19.00, hvor hastigheden bliver sat lidt ned, så der er mere tid til at nyde udsigten sammen.
Adresse: 27 Western Gateway, Royal Docks, London E16 1FA, Storbritannien
Åbningstider: Mandag til torsdag fra kl. 07.00 til kl. 21.00, fredag fra kl. 07.00 til kl. 22.00, lørdag fra kl. 08.00 til kl. 22.00 og søndag fra kl. 09.00 til kl. 21.00
Telefon: +44 (0)3432 221234
Kort - 10
Royal Opera House
Besøg et operahus af en helt særlig kaliber
- Par
- Natteliv
Royal Opera House er Londons vigtigste scene for opera, der tiltrækker topartister til produktioner med overdådige kulisser. Operahuset ligger i det pulserende Covent Garden, midt i teaterområdet i den britiske hovedstad. Dette er en af de mest livlige bydele, hvad angår underholdning om aftenen.
Se en forestilling sammen her, og lad jer rive med af de mange følelser i operaforestillinger skrevet af komponister som Puccini, Mozart, Verdi og Rossini. Royal Opera House er også kendt for sine magiske balletproduktioner, som kombinerer elegance med dygtighed. Der er udsigt til en helt speciel romantisk aften i London i dette historiske operahus, når I oplever en forestilling sammen.
Adresse: Bow St, Covent Garden, London WC2E 9DD, Storbritannien
Telefon: +44 (0)2072 401200
Kort