Vesterbro er et af Københavns mest populære og pulserende kvarterer. Her finder du spændende butikker, alternative barer, prisvindende restauranter og gode spillesteder. Børnefamilierne kommer dog heller ikke til kort, men har flere gode parker og legepladser at vælge imellem. Samtidig er Vesterbro i disse år ved at blive udvidet med en helt ny bydel – Jernbanebyen – og her er der både flere grønne områder og fritidsfaciliteter på tegnebrættet. Vesterbro går altså om muligt en endnu mere attraktiv fremtid i møde.
Samtidig har Vesterbro fået en helt ny og stor uddannelsesinstitution i Campus Carlsberg, der huser Københavns Professionsskole, og hvis mange studerende føjer endnu mere liv til den allerede travle bydel. Samtidig er nye studieboliger rykket ind DSB's gamle værkstedsområde, hvor der også er blevet plads til den grønne oase Banegaarden med gårdbutik, restaurant og diverse workshops og arrangementer med fokus på bæredygtighed og naturlige smagsoplevelser.
Vesterbro i København - et af højdepunkterne ved "De 12 mest populære kvarterer i København". Læs alt om København her.
Hvad er højdepunkterne på Vesterbro?
Et must på Vesterbro er afgjort et besøg i Folkehuset Absalon på Sønder Boulevard, hvor der hver aften arrangeres fællesspisning ved hyggelige langborde. I weekenden bydes der inden for til god mad, cocktails og quiz med mere under overskriften Friday Night Delight. I dagtimerne kan du kigge forbi til et spil bordtennis og en kop kaffe eller deltage i husets mange arrangementer, fra tegneserieværksted til yoga eller croquis.
Vil du hellere udfolde dig udendørs, kan du kigge forbi den historiske Enghavepark, der er blevet forvandlet til en skybrudssikret klimapark med vinterskøjtebane, multibane, springvandshave, rosenhave og legeplads. Apropos legepladser må Vesterbro kunne byde på byens mest ikoniske af slagsen, nemlig Legepladsen i Skydebanehaven. Legepladsens indgangsport er en 20 meter høj mur med gotiske spir og tårne, der leder tankerne hen på en middelalderborg. Som en hilsen til områdets fortid som skytternes legeplads er der blandt andet opført en kæmpestor papegøje med skudhuller, klatrevæg og rutsjebane.
Shopping på Vesterbro
Trænger du til at få fornyet garderoben, burde det være en smal sag på Vesterbro. Ganske vist finder du ingen flagskibsbutikker og store kæder her, men til gengæld er kvarteret rigt på små butikker med håndplukkede varer og genbrugsbutikker med vintagemode. Disse finder du især på Istedgade. Kig f.eks. inden for hos trendbutikkerne Kyoto, Es, Rude, Rockahula, Invasion eller Donna Ya Doll. Er det nærmere hjemmet, der trænger til en overhaling? Så er DANSK Made for Rooms et godt bud. Det samme gælder Dora, hvis hylder bugner af tidløse designklassikere fra store danske mærker som f.eks. Georg Jensen og Hay, men også unikke vintagefund og mere finurlige design.
Al den shopping gør sulten, men det er der i den grad råd for på Istedgade. Her ligger madstederne som perler på en snor og lokker med alt fra raffineret streetfood til asiatiske specialiteter og det bedste fra det mellemøstlige køkken.
Godt at vide om Vesterbro
Vesterbro er kendt som en populær bydel blandt børnefamilier og shoppingentusiaster, men har bestemt også meget at byde på i aften- og nattetimerne. Over for Enghaveparken finder du f.eks. spillestedet Vega, der udover sine over 350 årlige koncerter med aktuelle kunstnere fra både ind- og udland imponerer med sit historiske interiør, der oser af kvalitet, æstetik og godt håndværk. Her går du kort sagt til koncert i stemningsfulde rammer med mørke træpaneler, lysekroner, friser og mange andre flotte designdetaljer.
Er du på udkig efter et godt sted til en drink med vennerne? Så prøv f.eks. de små indiebarer Märkbar på Vesterbrogade eller Riesen på Enghavevej. Ølkendere kan fortrække til Ølbar Mikkeller på Viktoriagade, hvor du i øvrigt også finder byens mest populære natklub for lesbiske, Vela. Endelig kan du også slå dig ned i Ideal Bar på Vega, hvor du kan opleve morgendagens stjerner over en frisktappet øl.