Grønt er godt for øjnene, siges det, og Botanisk Have er det helt rigtige sted, hvis du vil afprøve den påstand. Haven råder nemlig over Danmarks største samling af både levende planter og tørrede af slagsen i herbariet. Her kan du lade dig omslutte af over 100 år gamle træer og mere end 23.000 forskellige slags planter.
Lige ved det hektiske Nørreport finder du dette grønne åndehul, hvor du kan gå langs de mange stier eller slå dig ned på en bænk eller græsset. Mange bruger også det grønne område som en pause i en stresset hverdag eller til at sidde og læse en bog.
Botanisk Have i København - et af højdepunkterne ved "11 oplevelser i København med børn" og "De 12 bedste oplevelser i København for par". Læs alt om København her.
Højdepunkter i Botanisk Have
En oase af subtropiske og tropiske planter samt en tung varme møder dig, når du åbner dørene til Palmehuset, haveanlæggets mest imponerende bygning opført i støbejern og glas. Det er en hel fugtig verden for sig med store palmer, kaktus og en charmerende vindeltrappe, der er lige til Instagram.
Fra terrassen foran har du udkig over hele haven: bassinet med åkander, stenhøjene med alpine planter, rododendronhaven og søen bagved. Hvis du trænger til lidt at drikke, finder du også en kaffevogn her under åben himmel, når vejret er til det.
Godt at vide om Botanisk Have
Botanisk Have ligger et stenkast fra Nørreport midt i København, så det er nemt at komme hertil fra hele byen, da der går både S-tog, metro og busser stort set til døren. Derudover er det ganske gratis at besøge selve haven, dog skal der betales entré til Palmehuset, som også inkluderer Sommerfuglehuset om sommeren.
Du kan også bruge haven som pitstop mellem de mange seværdigheder i området, blandt andet Statens Museum for Kunst, Arbejdermuseet, Statens Naturhistoriske Museum og Rosenborg. Hvis du bliver sulten af al den traven rundt, ligger Torvehallerne også lige om hjørnet.
Botanisk Have i København
Adresse: Gothersgade 128, 1123 København K, Danmark
Åbningstider: Åbningstiderne varierer efter sæson
Telefon: +45 35 32 22 22