Field’s er et af Danmarks største shoppingcentre og et sandt shoppingmekka. Her er der nemlig over 140 butikker fordelt på to etager, så der kan hurtigt gå mange timer, inden du har været det hele igennem. Hvis du er ved at gå sukkerkold, er der også en lang række forskellige restauranter, caféer og kaffebarer, hvor du kan tage en pause.
Navnet Field’s kommer af områdets tidligere funktion som græsningsareal uden for København, men i dag har det udviklet sig til en helt ny bydel, der har vokset sig større og større, siden de første bygninger blev opført i starten af 2000’erne.
Field's i København - et af højdepunkterne ved "De 13 bedste shoppingsteder i København". Læs alt om København her.
Højdepunkter i Field’s
Det store udvalg er klart et af højdepunkterne i Field’s. Mode til mænd og kvinder, skønhedsprodukter, legetøj, babytøj, sko, telefoni, boliginteriør, bøger, smykker, undertøj, elektronik og helseprodukter er bare nogle af de mange ting, der tilbydes her.
Derudover rummer Field’s også et apotek, en balletskole, neglesalon og tandlæge, så du kan pleje kroppen, ligesom de mange indkøb kan kombineres med en tur i biografen. Hvis du står og mangler dagligvarer, ligger der også et stort hypermarked, hvor du kan handle. De fleste af spisestederne er samlet på et fælles område på øverste etage, hvor der både serveres burgere, sandwich og stenaldermad.
Godt at vide om Field’s
Field’s ligger på Amager i bydelen Ørestad. Området har sin egen tog- og metrostation, Ørestad Station, der ligger få minutters gang fra shoppingcentret. Med metroen tager det 10 minutter fra Kongens Nytorv, og fra Københavns Hovedbanegård tager regionaltoget seks minutter. Der er også parkeringspladser, hvis du ankommer i bil.
På jernhesten tager turen omkring 20 minutter fra Rådhuspladsen – måske lidt længere, hvis du vælger den naturskønne rute gennem det fredede naturområde Amager Fælled. Shoppeturen kan efterfølges af en opdagelsestur rundt i det nye kvarter med de mange kontorbygninger og den moderne arkitektur, der omgiver Field’s. Blandt de mest kendte bygninger er VM-Husene og Bjerget.
Field's i København
Adresse: Arne Jacobsens Allé 12, 2300 København S, Danmark
Åbningstider: Dagligt fra kl. 10.00 til kl. 20.00
Telefon: +45 70 20 85 05