Et besøg på Christiansborg Slot er et besøg i en spændende verden fuld af kongelige gemakker og historiske sale, der imponerer med overdådig udsmykning og prægtige detaljer. Her kommer alle sanser virkelig på overarbejde! Christiansborg Slot huser nemlig både De Kongelige Repræsentationslokaler med Riddersalen og Dronningens Gobeliner, hvor 1100 års danmarkshistorie fra vikingetiden til år 2000 er vævet ind i 17 farvestrålende vægtæpper. Hertil kommer De Kongelige Stalde, Det Kongelige Festkøkken, Christiansborg Slotskirke og ruinerne under slottet.
Du bør derfor sætte god tid af til dit besøg på Christiansborg Slot, der både kan besigtiges på egen hånd eller som en del af en guidet rundvisning. Hertil kommer de mange spændende særarrangementer året igennem. Mens børnefamilier uden tvivl vil elske nissejagten ved juletid, vil udsigten til et møde med de kongelige guldsmede eller et spændende foredrag om kongelig mode sikkert få det kræsne fashionista-hjerte til at slå et ekstra slag.
Christiansborg Slot i København - et af højdepunkterne ved "De 11 mest Instagram-venlige steder i København" og "De 14 bedste oplevelser i København". Læs alt om København her.
Højdepunkter på Christiansborg Slot
En kongelig karet fra 1840 belagt med 24-karats bladguld lyder måske mest af alt som en rekvisit i Askepot, men faktisk kan du se dette prægtige køretøj og ikke mindst de dertilhørende hvide heste i De Kongelige Stalde. Et andet højdepunkt under besøget på Christiansborg Slot udgøres af Det Kongelige Festkøkken, hvor du kan indsnuse stemningen og aromaen fra de travle forberedelser til slottets mange store gallamiddage gennem de seneste århundreder. Køkkenet rummer desuden en af Europas største samlinger af kobberkøkkentøj, og mon ikke det bliver pudset og poleret efter alle kunstens regler, så det skinner og funkler til den helt store guldmedalje?
Et andet højdepunkt i både overført og bogstavelig forstand er tårnet på Christiansborg Slot, der siden 2014 har været åbent for offentligheden og er hovedstadens højeste tårn. Udsigten fra toppen er selvsagt en konge værdig – i klart vejr kan du se helt til Sverige.
Historien om Christiansborg Slot
Slotsholmen har været centrum for magten i Danmark i 800 år. Det nuværende Christiansborg Slot har dog kun eksisteret siden 1928, for slottet har nemlig været brændt ned hele to gange. Det første slot stod færdigt i 1740, men gik kun 54 år senere op i røg. Samme skæbne og korte levetid overgik det næste slot i rækken, der kun holdt skansen fra 1828 til 1884. I 1992 var den så gal igen. Denne gang satte en vildfaren karnevalsraket Christiansborg Slotskirke i brand. Restaureringen tog fem år og kostede 100 millioner kroner.
Som en anden interessant detalje kan nævnes, at det nuværende slot bl.a. var tiltænkt som kongelig bolig for Christian 10. Han ville dog hellere bo i Christian VIII's Palæ på Amalienborg, og lige siden har Christiansborg Slot udelukkende fungeret som kongehusets, Statsministeriets og Folketingets arbejdsplads.
Godt at vide om Christiansborg Slot
Børnefamilier skal bestemt ikke frygte at få en kedelig dag inden for slottets tykke mure, for det er skam fulgt med tiden. Således kan hele familien komme på mobilskattejagt på slottet i form af spillet MuseumsMysteriet, hvor I skal stoppe en drilsk mestertyv i at stjæle alle slottets kostbare skatte. De mindste kan til gengæld få til opgave at finde de mange kongelige dyr på de farvestrålende tapeter og vægtæpper i De Kongelige Repræsentationslokaler. Et særligt børnehæfte guider små dyrevenner godt på vej.
Både den lille og store sult er der også tænkt på. Du kan nemlig spise et veltilberedt måltid i Folketingets gamle pulterkammer, Meyers i Tårnet. Smag på dansk madhistorie i form af udsøgt smørrebrød, mens du beundrer de stemningsfulde buster og statuer i det historiske lokale.
Christiansborg Slot i København
Adresse: Prins Jørgens Gård 5, 1240 København K, Danmark
Åbningstider: Åbningstiderne varierer efter sæson. Som udgangspunkt mandag til søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.00.
Telefon: +45 33 11 51 76