Slotsholmen er en ø i centrum af København, der siden middelalderen har været omdrejningspunkt for den danske centraladministration. Derfor er øen også meget passende blevet opkaldt efter de mange borge og slotte, der har ligget her gennem tiden. Hvis du går en tur i det indre København, kommer du højst sandsynligt forbi Slotsholmen, der ligger lige midt i det hele mellem Indre By og Christianshavn. Derudover er der også nok af broer over til øen, nærmest uanset hvor i byen du kommer fra.
Der er masser af ting at udforske på øens 21 hektar. Først og fremmest er der selvfølgelig Christiansborg Slot, som bliver brugt af Folketinget, Statsministeriet, Højesteret og Kongehuset. Du finder også en række andre seværdigheder knyttet til staten og kongehuset, så hvis du er til museer, slotte, historie og imponerende arkitektur, vil du helt sikkert kunne bruge lang tid her.
Slotsholmen i København - et af højdepunkterne ved "De 14 bedste oplevelser i København". Læs alt om København her.
Højdepunkter på Slotsholmen
Hvis du vil dykke ned i Københavns historie, er Christiansborg et godt sted at starte. Gå over Højbro, der fører direkte dertil. Under det nuværende Christiansborg finder du ruinerne af de to tidligere borge, som har ligget på stedet. Du kan også udforske magtens centrum i vore dage ved at besøge Folketinget og De Kongelige Repræsentationslokaler.
Bagved Christiansborg ligger Det Kongelige Biblioteks Have, der er en skjult perle i den travle by. I denne lille oase kan du puste ud på en bænk med udsyn til en vandskulptur og Det Kongelige Biblioteks gamle bygning, hvor du også finder Dansk Jødisk Museum. På den anden side ligger bibliotekets moderne tilbygning Den Sorte Diamant med sin enorme facade i sort granit. På Slotsholmen kan du også besøge så forskellige museer som Krigsmuseet og Thorvaldsens Museum.
Slotsholmens historie
Slotsholmen er i dag omgivet af kanaler, men i middelalderen var det faktisk en rigtig ø med navnet Strandholm. Her grundlagde Biskop Absalon sin borg i 1167. Denne borg var forløber for Københavns Slot, som fra 1400-tallet blev hovedresidens for de danske konger. I 1600-tallet blev den sydlige del af Slotsholmen udbygget af Christian 4., som anlagde en krigshavn med et tøjhus og et provianthus på hver side.
Københavns Slot blev revet ned i 1731 for at give plads til det første Christiansborg Slot. Siden er Christiansborg brændt ned og blevet genopbygget to gange, så vore dages udgave er den tredje af slagsen med samme navn. Kongefamilien var i mellemtiden flyttet til Amalienborg, og da Danmark overgik fra enevælde til folkestyre, rykkede parlamentet ind på Christiansborg og Slotsholmen i 1849.
Godt at vide om Slotsholmen
Slotsholmen omkranses af vand til alle sider i form af Inderhavnen, Slotsholmskanalen og Frederiksholms Kanal. Fra Sjællandssiden er der hele otte broer at vælge imellem, nemlig Bryghusbroen, Prinsens Bro, Marmorbroen, Stormbroen, Højbro, Holmens Bro, Børsbroen og Christian IV's Bro, der ligger fordelt på de to kanaler. Hvis du kommer fra Christianshavn, kan du krydse Knippelsbro for at komme til Slotsholmen.
Ankommer du med metroen, er Gammel Strand den nærmeste station. Her kan du også tage på kanalrundfart, hvis du vil ud at se hovedstaden fra vandsiden. Kommer du på gåben fra toget, er der omkring et kvarters gang fra både Københavns Hovedbanegård og Nørreport Station. I nærheden finder du en lang række af Indre Bys shoppingmuligheder, spisesteder og caféer, hvis du trænger til at slappe lidt af oven på de mange historiske seværdigheder på Slotsholmen.