Waterfront Shopping er et eksklusivt, mindre shoppingcenter, der ligger ud til en kanal ved Tuborg Havn, nord for København. I de brede gange med højt til loftet kan du kigge nærmere på udvalget af få, men gode butikker og måske tage et kig til vandet undervejs.

Hvis du gerne vil shoppe, men også nyde godt af den maritime stemning på havnefronten og opleve lidt af velhaverbydelen Hellerup, så kan du roligt drage mod Waterfront Shopping, hvor der også er mulighed for at drikke en kop kaffe og en juice eller spise frokost. Hvis vejret er godt, er der borde og stole udendørs.

Waterfront Shopping i København - et af højdepunkterne ved "De 13 bedste shoppingsteder i København". Læs alt om København her.

Billede taget af Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0) Redigeret

Højdepunkter i Waterfront Shopping

Beliggenheden ved vandet og de skønne omgivelser er et af højdepunkterne i Waterfront Shopping. Her er der rig mulighed for at shoppe blandt andet sko, boligindretning, designertøj fra forskellige brands, børnetøj, telefoni og skønhedsprodukter. Sørg for at tage rigeligt med pauser, så du får chancen for at lægge vejen forbi de forskellige terrasser udendørs med udsigt over den moderne kanal.

Derudover kan du også forkæle dig selv med en tur til frisøren eller få ordnet negle, ligesom butikscentret rummer både fitnesscenter og spa. Der ligger desuden et apotek og to dagligvarebutikker, så der samtidig kan komme styr på de mere praktiske gøremål.

Billede taget af News Oresund (CC BY-SA 4.0) Redigeret

Godt at vide om Waterfront Shopping

Waterfront Shopping ligger lidt nord for København i bydelen Tuborg Havn i Hellerup. Fra centrum af København kan du cykle langs Østerbrogade og Strandvejen på omkring 20 minutter. Der kører også flere busruter dertil. Hvis du tager S-toget, skal du stå af på Hellerup eller Svanemøllen Station, hvorfra du kan gå eller tage bussen det sidste stykke.

Kombiner shoppingturen med en gåtur i lystbådehavnen, der ligger få minutter derfra. Hvis det er en varm dag, og du har lyst til at bade, finder du også både Hellerup Strand og Svanemøllestranden i nærheden. Er du mere til et museumsbesøg, har du naboen Experimentarium i samme område.

Waterfront Shopping i København

Adresse: Philip Heymans Alle 17, 2900 Hellerup, Danmark

Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 10.00 til kl. 19.00, lørdag fra kl. 10.00 til kl. 17.00 samt søndag fra kl. 11.00 til kl. 16.00. Supermarkeder og spisesteder har særlige åbningstider.

Telefon: +45 39 30 23 02