Det er nemt at finde steder at stå på ski i og omkring Oslo, selvom du befinder dig i Norges hovedstad og største by. Det er måske ikke landets højeste bjerge, men alligevel er der et godt udbud af steder, hvis du er villig til at tage turen ud af centrum. Hvad enten du er til langrend eller alpint skiløb, er der flere forskellige muligheder.
Skovområdet Oslomarka er nok det bedste til langrendsløbere. Her kan du slutte dig til de mange osloboere, som kører kilometer op og ned ad løjperne hver vinter. I området er der også en række hytter, hvor du kan aflægge stop undervejs og få varmen og lidt at spise. Hvis det skal gå stærkere, er der selvfølgelig også steder, hvor du kan spænde alpinskiene på i Oslo.
- 1
Sloreåsen Slalåmbakke
Enkel bakke, der hitter blandt de lokale familier
- Oplevelser
- Familier
Sloreåsen Slalåmbakke er et populært udflugtsmål til en skitur blandt indbyggerne i bydelene Nordstrand og Søndre Nordstrand, der ligger i den sydlige del af Oslo. Skibakken drives af de frivillige kræfter i den lokale Ljan Alpinklubb, og du kan nå toppen med en tallerkenlift.
Når mørket falder på, er Sloreåsen Slalåmbakke oplyst af projektørlys. På den nederste del af bakken er der en særlig gratis børnelift, der består af et rullebånd. På den måde kan hele familien og begyndere være med på denne hyggelige og lette bakke.
Adresse: Sloreåsen, 1257 Oslo, Norge
Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 17.30 til kl. 21.00 samt lørdag og søndag fra kl. 11.00 til kl. 17.00
Kort - 2
Oslo Vinterpark
Skiløb hele dagen nord for Holmenkollen
- Oplevelser
Oslo Vinterpark ligger på Tryvannshøgda ved det tidligere fjernsynstårn Tryvannstårnet nordvest for centrum. Tidligere lå her blot en øde parkeringsplads, skov og en enkelt skibakke ved navn Wyllerløypa.
Nu består Oslo Vinterpark, der også kaldes Skimore Oslo, af 18 forskellige pister og hele 11 lifte, som kan nås på 40 minutter med offentlig transport. Derudover har skisportsstedet modsat mange af de andre i byen åbent om morgenen i hverdagene i højsæsonen, hvilket betyder, at du kan hoppe på skiene lige efter morgenmaden. Der er skiftende sværhedsgrader at afprøve, men den længste og mest udfordrende pist er den historiske Wyllerløypa.
Adresse: Tryvannsveien 64, 0791 Oslo, Norge
Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 09.00 til kl. 21.00 samt lørdag og søndag fra kl. 09.00 til kl. 17.00
Telefon: +47 22 14 36 10
KortBillede taget af Hans-Petter Fjeld (CC BY-SA 2.5) Redigeret
- 3
Holmenkollen Nasjonalanlegg
Verdenskendt skianlæg for både professionelle og fritidsskiløbere
- Oplevelser
Holmenkollen er kendt for sin berømte skihopbakke Holmenkollbakken, hvor der har været afholdt skihop siden slutningen af 1800-tallet.
Måske har du fulgt med i skihopkonkurrencer i fjernsynet på den imponerende konstruktion, der er blevet et vartegn for Oslo, og hvor der faktisk er gratis adgang for alle. Dog ikke til selve skihopbakken, men Holmenkollen Nasjonalanlegg tæller andre og mindre bakker, ligesom en række langrendsløjper begynder her. Du kan tage T-banen til Holmenkollen Station og gå det sidste stykke til skianlægget.
Adresse: Holmenkollveien 140, 0791 Oslo, Norge
Kort - 4
Oslo Skisenter
Stå på ski med panoramaudsigt over byen
- Oplevelser
Oslo Skisenter ligger på toppen af udsigtspunktet Grefsenkollen nordøst for centrum og strækker sig i to retninger mod henholdsvis bakkerne Grefsenkleiva og Trollkleiva. Det tager en times tid at nå frem i bus fra Jernbanetorget med et enkelt skift, og så er du fremme ved de fire lifter og seks pister af forskellig sværhedsgrad.
Grefsenkleiva byder på en fantastisk panoramaudsigt over Groruddalen og skovområdet Østmarka. På denne side kan du suse ned ad en sort og en rød pist, hvis det gerne skal gå lidt stærkt. Trollkleiva er mere til børnefamilier og nybegyndere, der kan køre ad den grønne pist ned ad bakken. Der er dog også muligheder her for de mere erfarne skiløbere.
Adresse: Østreheimsveien 28, 0590 Oslo, Norge
Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 14.00 til kl. 21.00 samt lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.00
Telefon: +47 22 65 79 98
Kort - 5
Liabakken
Sjov for børn og unge i den østlige del af byen
- Oplevelser
Liabakken ligger i bydelen Stovner i det nordøstlige Oslo, og her kan du nemt komme ud at stå på ski og kælke, selv med de allermindste. Det er her hos Liabakken Skisenter, at mange børn og unge fra den østlige del af byen har fået deres første bekendtskab med skiløb.
Det er gratis at komme med liften op, ligesom du kan låne udstyr på stedet. Sammen med åbningstiderne gør dette Liabakken til et populært udflugtsmål efter skoletid i hverdagene samt i weekenden.
Adresse: Inga Bjørnsons Vei 1A, 0969 Oslo, Norge
Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 17.00 til kl. 20.30 samt lørdag og søndag fra kl. 11.00 til kl. 17.00
Kort - 6
Nordmarka
Udforsk den norske hovedstads store skovområde
- Oplevelser
Nordmarka har eksisteret, længe før der overhovedet var tænkt på skisportssteder i Oslo. Dette enorme skovområde strækker sig nord for byen som det ultimative friluftsparadis uanset årstiden og byder på et stort udvalg af hytter, serveringssteder og udflugtsmuligheder.
Så hvis du vil finde et sted at stå på ski i Oslo, kan du såmænd bare hoppe på bussen med dine langrendsski til for eksempel Hammeren, hvorefter der er 25 smukke kilometer til søen Katnosa, hvor Sandvikshytta byder på vafler og kaffe i weekenden. Hvis du hellere vil være helt for dig selv, er det bare at smøre en madpakke, fylde termokanden og tage en pause undervejs.
Kort - 7
Trollvann
Stå på langrendsski fra en hyggelig sø
- Oplevelser
- Familier
Trollvann er en sø nordøst for centrum af Oslo, der er et praktisk udgangspunkt for skiaktiviteter for hele familien, hvis I vil udforske det nærliggende Oslomarka, byens store skov- og naturområde. Det er derfor et oplagt sted at stå på ski i Oslo, da du både finder skianlægget Oslo Skisenter her og en række velafmærkede langrendsløjper, der fører dig ind mod Linderudstua, Lillomarka og den østlige side af Nordmarka.
Nogle af de letteste skiruter fra Trollvann går til Lilloseter, Sandermosen og Skar. Hvis du vil på en længere tur mod vest, kan du køre langs søen Maridalsvannet mod Ullevålseter og Skjennungstua. Det er muligt at leje både snowboard, slalomski og langrendsski ved Trollvann.
Kort - 8
Varingskollen Alpinsenter
Med tog til et professionelt træningsanlæg, der er åbent for alle
- Oplevelser
Nordøst for Oslo ligger Varingskollen Alpinsenter, hvor der er gode muligheder for både at vandre og stå på ski.
Det tager kun en halv time at komme med toget fra Oslo Centralstation til denne skjulte perle, hvor der er seks skibakker at boltre sig på. Du kan leje udstyr på stedet og slutte dig til de professionelle skiløbere, der bruger Varingskollen Alpinsenter til træningen. Der er både røde, blå og grønne pister samt en udfordrende sort ved navn Olaløypa, ligesom de helt små kan hygge sig i familieparken for foden af bakken.
Adresse: Vargveien, 1488 Hakadal, Norge
Åbningstider: Mandag, onsdag og fredag fra kl. 14.00 til kl. 21.00, tirsdag og torsdag fra kl. 09.00 til kl. 21.00 samt lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.00
Telefon: +47 67 07 56 49
Kort - 9
SkiHurdal
Familievenlige pister en times kørsel mod nord
- Oplevelser
SkiHurdal er blandt nogle af de mange skibakker, du finder lige uden for Oslo. En times kørsel nord for den norske hovedstad finder du dette skisportssted med tre lifter, der fører til en række forskellige pister.
Her kan du vælge, hvor svær turen ned skal være. Der er en særlig børnebakke for foden af de større pister hos SkiHurdal, men fra toppen er der flere familievenlige grønne pister, som de mindste skiløbere kan afprøve. Hvis du vil udfordres lidt mere, er der også røde og en enkelt sort af slagsen, hvor der kan køres lidt stærkere.
Adresse: Steinsjøvegen 11, 2090 Hurdal, Norge
Telefon: +47 63 92 02 00
Kort - 10
Kolsås Skisenter
Tag bussen på ski vest for centrum
- Oplevelser
Kolsås Skisenter ligger på den østlige del af bakken Kolsåstoppen, der tydeligt kan ses fra Oslo, når du kigger mod nordvest til forstaden Bærum. Det er nemt at komme frem til skisportsstedet med bus fra Oslo Busterminal.
Der er tre forskellige bakker at vælge imellem hos Kolsås Skisenter, hvoraf to af dem er særligt beregnet til børn. Tag enten t-liften eller tallerkenliften op til den største af bakkerne, Kolsåsbakken, hvor du kan vælge sværhedsgraden af ruten ned. Når du trænger til en pause, serveres der kaffe og toddy i den hyggelige café.
Adresse: Gamle Ringeriksvei 222, 1353 Bærums Verk, Norge
Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 17.00 til kl. 21.00 samt lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.00
Telefon: +47 48 20 51 80
Kort