Norge er et fantastisk sted at tage på roadtrip, og den norske natur er helt utrolig smuk. Uanset om du tager din egen bil med til Norge eller lejer en, når du er kommet frem, kan du sætte dig til rette bag rattet og sætte kursen mod alle de smukkeste destinationer i vores nordlige naboland. Var der nogen, der sagde roadtrip? Tag nordpå til Lofoten, og se midnatssolen danse, eller udforsk Sørlandet tæt på Danmark. Uanset hvor din roadtrip går hen, kan du glæde dig til nye og storslåede naturoplevelser.

  • 1

    Åndalsnes

    Lad bilen stå, og tag på vandretur mellem fjorden og fjeldet

    Åndalsnes
    • Oplevelser
    • Billeder

    På en sandbanke, der hvor Rauma møder Romsdalsfjorden, ligger den smukke by Åndalsnes ved Norges vestkyst. Det er den perfekte destination for alle, der elsker at vandre og klatre i bjergene. På Norsk Tindemuseum kan du blive klogere på, hvor du skal køre hen for at opleve de flotteste bjerge – hvad enten du vil helt tæt på eller beundre dem på afstand. Romsdalen er så spækket med bjergrige oplevelser, at det er svært at nævne dem alle, men Romsdalsstigen Via Ferrata er et godt bud, hvis du har mod på turen. Udsigten herfra er usammenlignelig!

    Kort
  • 2

    Trollstigen

    En op- eller nedstigning, som kræver en dygtig bilist

    Trollstigen
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Trollstigen i Valldalen snor sig op ad bjerget med 11 hårnålesving, som kan sætte selv de mest rolige nerver på en hård prøve. Men det er turen værd! Efterhånden som vejen snor sig ud af Romsdalen i det vestlige Norge og op i bjergene, åbenbarer der sig en storslået udsigt, som gør, at du glemmer alt om svedeturene bag turistbusserne op ad "stigen". Du bør vente med at tage billeder, til du er helt fremme ved udkigspunktet på toppen. Det er her, du får den allerbedste udsigt. Tag på roadtrip til Trollstigen, og oplev den selv!

    Kort
  • 3

    Valldalen

    30 kilometers idyl fra fjorden til bjergtoppene

    Valldalen
    • Oplevelser
    • Billeder

    På køreturen gennem bjergene og ned til Valldalen ved Norges vestkyst kan du tage dig selv i at tænke, hvor mærkeligt det er, at nogen vil bo på et sted som dette. Det går dog op for dig, når du ankommer. Magen til fantastiske naturomgivelser skal du lede længe efter! Valldalen er en lille perle, omkranset af høje bjerge, fjorden og de frodige enge, som er forbeholdt den glade bilturist. Her finder du altid parkering, overnatning og en gæstfri befolkning, som er stolte af naturen og gerne giver dig tips til de bedste roadtrips i området.

    Kort
  • 4

    Norddal

    Se Storfjorden fra nye vinkler

    Norddal
    • Oplevelser
    • Billeder

    Selvom Norddal er et mindre område, er der meget at se. Der er noget magisk over lyset, luften og menneskerne, som bor her ved Norges vestkyst. På en roadtrip til Norddal kan du passende holde en pause i centrum af byen. Du kommer dog nok hurtigt bag rattet igen, så du kan se mest muligt at den flotte udsigt over Storfjorden. Vejen op ad bjerget undgår hårnålesving, så der er mulighed for at tage billeder hele vejen op.

    Kort
  • 5

    Turistvejen over Sognefjellet

    Vejen over fjeldet byder på mere end golde bjerge

    Turistvejen over Sognefjellet
    • Oplevelser
    • Billeder

    Den nationale turistvej over Sognefjellet er det højest beliggende bjergpas i Norge og løber mellem kommunerne Luster og Lom midt i landet. De norske turistveje er udvalgt på grund af den unikke natur, og ruten over Sognefjellet er ingen undtagelse. De idylliske bjergtoppe kan virke harmløse, når du kommer tilstrækkeligt op i højderne. Du bør dog ikke lade dig narre. Sognefjellsvegen er en udfordring selv for rutinerede bilister, især dem som vover sig igennem om vinteren. Der kan være både midlertidig lukning og kolonnekørsel, så det betaler sig at lytte til radioen og tjekke vejrudsigten.

    Kort
  • 6

    Ørnesvingen og udkigspunktet over Geirangerfjorden

    Hvis du kun skal besøge et enkelt udkigspunkt i år

    Ørnesvingen og udkigspunktet over Geirangerfjorden
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Ørnevegen er navnet på den første strækning af Rigsvej 63 mellem Geiranger og Eidsdal i det vestlige Norge, og den snor sig næsten 10 kilometer stejlt op ad bjerget. Fra toppen er der en betagende udsigt over fjorden fra udkigspunktet Ørnesvingen. Denne konstruktion er bygget som en platform højt over vandet. Herfra kan du tage nogle helt fantastiske feriebilleder, og der er virkelig mulighed for at bruge panoramafunktionen. Du har udsigt over landsbyen, men også langt ud over den utroligt smukke Geirangerfjorden.

    Kort
  • 7

    Atlanterhavsvejen

    Flere seværdigheder pr. meter end mange museer

    Atlanterhavsvejen
    • Oplevelser
    • Billeder

    At en strækning så kort som Atlanterhavsvejen kan imponere og overraske så meget er helt unikt – selv i Norge. Denne vej på Norges vestkyst er noget helt for sig selv med kurver, som ville gøre selv Salvador Dalí og Antoni Gaudí misundelige. Derudover kan du opleve et af Norges mest forblæste og overjordiske kystlandskaber, som har været med til at give denne roadtrip en plads i rejseguider over hele verden.

    Kort
  • 8

    Bergen og Hardanger

    Fra Vestlandets hovedstad til Norges måske smukkeste fjord

    Bergen og Hardanger
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Bergen er for mange det perfekte udgangspunkt for en ferie med et væld af seværdigheder, oplevelser og attraktioner. Med bil og GPS kan du bruge Norges næststørste by på vestkysten som base på din ferie. Tag på roadtrip til Hardangervidda Nationalpark, og brug dagen på at udforske noget af Norges smukkeste og mest frodige natur, mens du om aftenen kan nyde godt af Bergens natteliv og spisesteder. Hardanger er desuden kendt for sine særlige velsmagende æbler.

    Kort
  • 9

    Bodø og Lofoten

    Et ørige med dyreliv, mennesker og livlige landsbyer

    Bodø og Lofoten
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Hvad siger du til at tilbringe sommeren i Lofoten højt mod nord? Med Bodø som udgangspunkt kommer du godt fra start. Herfra kan du tage færgen til Moskenes i Lofoten, eller du kan tage den lange køretur på fastlandet og sejle med færgen tilbage. Uanset hvad du vælger, kan du glæde dig til at udforske en af Norges mest populære og naturskønne regioner. Overnat i en traditionel fiskerhytte kaldet "rorbu" undervejs, og husk at tage masser af billeder. Du bliver helt sikkert ikke skuffet.

    Kort
  • 10

    Varangerbotn til Hamningberg

    En populær roadtrip på Varangerhalvøen

    Varangerbotn til Hamningberg
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Inderst inde i Varangerfjorden ligger Varangerbotn, som danner udgangspunkt for en af de mest omtalte og sagnomspundne nationalparker i Norge. Varangerhalvøen i det allernordligste Norge strækker sig over et stort areal, og her venter naturskønhed, midnatssol og livsbekræftende oplevelser. Ruten langs fjordens nordlige bred – og sydsiden af Varangerhalvøya Nationalpark – tager dig med forbi kystbyer som Nesseby og Vadsø. Det er byer med historiske rødder i den nordøstligste del af Norge. Selvom her er aktiviteter fra morgen til aften om vinteren, lader mange sig også lokke af det evige lys fra midnatssolen om sommeren.

    Kort