Sydhavnstippen er et forholdsvis nyetableret grønt område syd for den københavnske bydel Sydhavnen ud til Kalveboderne, der er farvandet mellem Sjælland og Amager.
Den 40 hektar store, grønne oase er unik for København, da den er blevet til ved selvsåning. Planter og træer er egenhændigt kommet til oven på de store mængder restjord og byggeaffald, som i årene 1945 til 1973 blev tippet af i vandet – heraf navnet Sydhavnstippen, som i folkemunde blot kaldes Tippen. Hovedparten af arealet har status af offentligt rekreativt område, mens resten er udlagt til erhverv og boliger samt en genbrugsstation. Forskellige private foreninger og initiativer står for naturplejen i området.
Sydhavnstippen i København - et af højdepunkterne ved "De 11 bedste natursteder i København". Læs alt om København her.
Billede taget af Jens Cederskjold (CC BY 3.0) Redigeret
Hvad er højdepunkterne på Sydhavnstippen?
Sydhavnstippen byder på en – efter storbyforhold – imponerende artsrigdom. Alene de mange forskellige fugle (der er talt over 150 forskellige arter på stedet) er et besøg værd. Du kan opleve både trækfugle og standfugle, vadefugle, rovfugle og spurve. Er du heldig, kan du måske spotte en fiskeørn.
Du kan også møde harer, egern, sommerfugle, padder og sågar sæler i vandet ud for Sydhavnstippen. I sommerhalvåret kan du hilse på de fritgående alpakaer og får i området. De blev oprindeligt introduceret i 2009 for at forhindre, at hele området sprang i skov og for at holde invasive plantearter som bjørneklo nede.
Godt at vide om Sydhavnstippen
Hvis du trænger til et afbræk fra den hektiske storbystemning, kan du nemt tage dig et frikvarter i Sydhavnstippen. Hvis du vælger at cykle herud ad de mange cykelstier, tager turen cirka 20 minutter fra Rådhuspladsen. Ellers kan du tage toget til en af de nærmeste S-togstationer, Sydhavn Station eller Sjælør Station, og tilbagelægge de resterende ca. 800 meter til fods.
Hvorfor ikke lægge vejen forbi Fiskerihavnen eller marinaen ud til Kalveboderne? Her kan du på en varm sommerdag styrke dig med en is eller en forfriskning i et uforfalsket københavnerkvarter. Får du lyst til en dukkert, finder du Valby Strandpark få hundrede meter vest for Sydhavnstippen i forlængelse af den store Valbyparken med dens mange smukke roser.
Sydhavnstippen i København
Adresse: Fragtvej 9, 2450 København SV, Danmark