Rundetårn er en af hovedstadens mest karakteristiske bygninger. Som navnet antyder, er det et rundt tårn, der hæver sig hele 41 meter over Købmagergade i Indre By. Tårnet blev oprindeligt bygget som astronomisk observatorium, men i dag kan du tage turen op ad den berømte sneglegang og nyde den smukke udsigt over Københavns tage. Når du træder ud ad døren til udsigtsplatformen i 35 meters højde, åbenbarer der sig et 360 graders udsyn over København og omegn med kig helt til Sverige.
Rundetårn rummer også både udstillinger og arrangementer i salen, der husede Københavns Universitets bogsamling. Så når du kan løsrive dig fra det imponerende vue over byen, kan du bevæge dig halvvejs ned til Bibliotekssalen. Her kan du fordybe dig i de skiftende udstillinger, der dækker emner lige fra kunst til videnskab og historie, se en koncert eller kigge på udvalget i den lille butik.
Rundetårn i København - et af højdepunkterne ved "10 oplevelser i København om vinteren" og "De 14 bedste oplevelser i København". Læs alt om København her.
Højdepunkter i Rundetårn
Noget af det allermest fascinerende ved Rundetårn er den særlige sneglegang, der snor sig syv en halv gang om tårnets hule kerne. Her kan du gå hele vejen op langs de hvidkalkede mure til trapperne allerøverst, mens du kigger ud ad vinduerne undervejs og ser, hvordan fodgængerne bliver mindre og mindre.
Der er en række forskellige forklaringer på, hvorfor man valgte at bygge sådan en sneglegang. Et af buddene lyder, at det skulle være, så bygherren Christian 4. kunne blive transporteret derop, enten til hest, i vogn eller bærestol. Et andet går på, at det på den måde var lettere at fragte astronomiske instrumenter op i tårnet. Det skulle i hvert fald være sikkert, at den russiske zar Peter den Store har taget turen op enten til hest eller i hestevogn.
Rundetårns historie
Rundetårn blev opført i 1600-tallet som en del af et bygningskompleks, der også rummer Trinitatis Kirke. Idéen var, at der her skulle være astronomisk observatorium på tårnets øverste platform, universitetsbibliotek på etagen over Trinitatis Kirke og så selve kirkerummet nedenfor. Tårnets første officielle navn var Københavns Kongelige Stjerneborg, hvilket vidner om ønsket om at skabe en efterfølger til den danske astronom Tycho Brahes Stjerneborg på Ven.
Observatoriet var i århundreder centrum for dansk astronomi, men blev i 1800-tallet flyttet, da den øgede mængde lys fra hovedstaden gjorde arbejdet svært. Det nuværende observatorium stammer fra 1929, hvor det blev indrettet som folkeobservatorium med en linsekikkert. Den dag i dag er der mulighed for at kigge forbi observatoriet, som er åbent og bemandet tirsdag og onsdag aften i vintersæsonen.
Godt at vide om Rundetårn
Rundetårn ligger midt i København ved den travle butiksgade Købmagergade. Fra Nørreport Station er der fem minutters gang, hvis du vel at mærke går direkte og ikke stopper op og lader dig friste af nogle af de mange shoppingmuligheder undervejs. Turen til vejrs i Rundetårn kan derfor oplagt kombineres med en shoppetur her og på Strøget.
Hvis du vil gå på opdagelse i resten af bygningskomplekset, kan du også besøge Trinitatis Kirke i samme omgang. Er du nysgerrig på flere af Christian 4.s bygningsværker, kan du også lægge vejen forbi hans lystslot Rosenborg Slot og den tilhørende Kongens Have. Overfor parken ligger også Cinemateket, hvor du både kan opleve historiske filmperler og nyere filmværker, der ikke bliver vist i de kommercielle biografer.
Rundetårn i København
Adresse: Købmagergade 52A, 1150 København, Danmark
Åbningstider: Dagligt fra kl. 10.00 til kl. 20.00 fra april til september og fra kl. 10.00 til kl. 18.00 fra oktober til marts
Telefon: +45 33 73 03 73