Statens Museum for Kunst er et godt bud, hvis du kun har tid til at se ét kunstmuseum i København. Museet rummer nemlig Danmarks største kunstsamling med omkring 260.000 kunstværker. Gå på opdagelse i 700 års kunst og kunsthistorie, der udfolder sig i de faste udstillinger og rækken af særudstillinger. Du kan vælge en enkelt eller flere udstillinger ud eller tage hele turen og bruge mange timer blandt kunsten.
Arkitekturen afspejler variationen i den omfattende samling, som er udstillet både i den oprindelige historicistiske museumsbygning fra 1800-tallet og den hvide, moderne tilbygning fra 1990’erne. I overgangen ligger den glasoverdækkede skulpturgade, hvor du kan kigge nærmere på begge facader.
SMK – Statens Museum for Kunst i København - et af højdepunkterne ved "11 oplevelser i København med børn". Læs alt om København her.
Hvad er højdepunkterne på Statens Museum for Kunst?
I de smukke lokaler på Statens Museum for Kunst kan du følge udviklingen i dansk og udenlandsk kunst fra 1300-tallet og frem til i dag. Dyk ned i europæisk kunst fra middelalderen til oplysningstiden, dansk og nordisk kunst fra guldalderen til modernismens fødsel og fransk kunst fra starten af 1900-tallet med værker af blandt andet André Derain, Henri Matisse og Pablo Picasso.
I tilbygningen kan du blive klogere på både dansk og international kunst fra 1900-tallet og fremefter. Derudover udstilles kunstværker af danske samtidskunstnere, som indkøbes løbende, så den historiske samling også bliver ved med at være relevant for nutiden.
Billede taget af Helen Ilus (CC BY-SA 4.0) Redigeret
Godt at vide om Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst ligger midt i København, og det er nemt at komme frem med offentlig transport. Der går metro og S-tog til både Østerport og Nørreport, og fra begge stationer er der omkring 10 minutters gang. Hvis du trænger til lidt frisk luft efter museumsbesøget, kan du gå en tur rundt om søerne i det omkringliggende Østre Anlæg.
Her finder du også kunstmuseet Den Hirschsprungske Samling. I nærheden ligger desuden Rosenborg og Statens Naturhistoriske Museum, som også er en del af Parkmuseerne, hvor du kan købe en samlet billet til seks museer. Hvis du trænger til lidt frisk luft, kan du besøge naboerne Botanisk Have og Kongens Have.
SMK – Statens Museum for Kunst i København
Adresse: Sølvgade 48-50, 1307 København K, Danmark
Åbningstider: Tirsdag til søndag fra kl. 10.00 til kl. 18.00, onsdag til kl. 20.00
Telefon: +45 33 74 84 94