På en rigtig varm dag i København er Svanemøllestranden det helt rigtige sted at befinde sig. I hvert fald hvis du er til sand, strand og vand så tæt på byen som muligt. Denne relativt nyanlagte strand er blevet en ægte sommerklassiker. Faktisk i sådan en grad, at det kan være svært at finde en ledig plet på den 4.000 kvadratmeter store trekant af lækkert, blødt sand.

Måske kan du finde plads på den lange bænk, der strækker sig langs den 130 meter lange bademole. Hvis det lykkes, kan du sagtens bruge mange timer her i vandkanten blandt de københavnske børnefamilier med udsigt over byen og Svanemølleværket.

Svanemøllestranden i København - et af højdepunkterne ved "7 oplevelser i København om sommeren". Læs alt om København her.

Billede taget af Bine Rodenberger (CC BY 2.0) Redigeret

Hvad er højdepunkterne på Svanemøllestranden?

Udover havnebade og badezoner i Københavns Havn er Svanemøllestranden det badested og den strand, der ligger tættest på byen. Foruden den praktiske beliggenhed er det også bare en hyggelig strand, der er blevet anlagt langs den eksisterende strandpromenade. Derfor er der masser af liv og aktivitet her, ikke bare om sommeren.

Gå ud i det lave vand fra stranden, eller brug en af stigerne på bademolen til at komme ud til det dybere vand, hvis du vil svømme dig en tur. Hvis vejret ikke er til at bade, kan du slå dig ned på en bænk enten på molen eller promenaden, der bliver flittigt brugt til løbe- og gåture.

Godt at vide om Svanemøllestranden

Svanemøllestranden ligger, som navnet antyder, i Østerbrokvarteret Svanemøllen, 10 minutters gang fra Svanemøllen Station. Der går S-tog hertil fra hele byen. Hvis du hopper på jernhesten, tager det 20 minutter fra Rådhuspladsen. Der er også parkeringsmuligheder lige ved stranden, hvis du ankommer i bil.

Ved siden af ligger en af Danmarks største lystbådehavne, Svanemøllehavnen, hvor det er oplagt at gå en tur og måske få lidt at spise. I nærheden ligger også bydelen Nordhavn, hvor du kan gå på opdagelse blandt de mange nyopførte bygninger. I den anden retning ligger Tuborg Havn, som blandt andet byder på videnskabsmuseet Experimentarium.

Svanemøllestranden i København

Adresse: Strandpromenaden 36, 2100 København Ø, Danmark

Telefon: +45 33 66 33 70