Nørrebro er et af Københavns brokvarterer. Det ligger tæt på Indre By og Nørreport Station, men alligevel er det som at komme ind i en helt særlig verden, når du krydser Søerne og Dronning Louises Bro til Nørrebro. Hvis solen skinner, er broen fyldt med folk, der drikker kaffe eller øl og hører musik. På Nørrebro-siden finder du både barer, caféer, små butikker, grønne åndehuller, kebab og Michelin-mad.
Samtidig er det byens mest folkerige og befolkningstætte bydel, så hvis du gerne vil opleve hverdagslivet, som det leves i København, er Nørrebro et oplagt sted. Området tiltrækker familier, studerende og unge fra hele byen, som enten lever her eller kommer på besøg for at nyde godt af de mange kulturelle tilbud og gå ud om aftenen. Om dagen kan du cykle eller gå rundt og udforske de travle, hippe gader, der byder på masser af sjove og finurlige oplevelser.
Nørrebro i København - et af højdepunkterne ved "De 14 bedste oplevelser i København". Læs alt om København her.
Højdepunkter på Nørrebro
Nørrebrogade er Nørrebros hovedgade og livsåre, der strækker sig igennem hele bydelen. Herfra kan du dreje ned ad de forskellige sidegader. Ravnsborggade på højre side, hvor der traditionelt har ligget mange antikvitetshandlere og marskandisere. Blågårdsgade på venstre hånd med grønthandlere, restauranter med mad fra hele verden og fyldt med mennesker ved barernes mange udendørs borde på sommeraftener. På den anden side ligger Elmegade, hvor du finder masser af sko- og tøjbutikker, hvis du er i shoppehumør.
Hvis du fortsætter turen ned ad Nørrebrogade, når du Assistens Kirkegård, som er omkranset af den karakteristiske gule mur, der om sommeren bliver fyldt med loppeboder om lørdagen. Gå igennem kirkegården og ud på Jagtvej, som du kan krydse over og besøge Jægersborggade, hvor hipsterne flokkes til de mange specialbutikker og caféer. Følg Nørrebroparken, der er skabt på det tidligere baneterræn, til Superkilen og Den Røde Plads med det smukke bibliotek i det gamle sporvognsdepot.
Nørrebros historie
Nørrebro har traditionelt set været byens arbejderkvarter, hvor folk har boet mange og meget tæt. Området omkring Blågårds Plads har tidligere haft tilnavne som Den Sorte Firkant og Rabarberkvarteret. I 1970’erne og 1980’erne blev der gennemført en omfattende bysanering, som skulle give mere lys og luft, men som også førte til konfrontationer mellem beboere og politiet. Nørrebro har også historisk set været omdrejningspunkt for en lang række politiske bevægelser på venstrefløjen.
Før da lå Nørrebro langt ude på landet med få bygninger og landsteder som Solitude, Blågård og Store Ravnsborg. Men da Københavns volde blev sløjfet, og bygrænsen flyttet midt i 1800-tallet, blev der bygget massevis af små lejligheder til de mange arbejdere, og området begyndte at tage den form, som vi kender i dag.
Godt at vide om Nørrebro
Nørrebro opleves allerbedst til fods eller på cykel. Men det er selvfølgelig også muligt at ankomme med metroen for eksempel til Nørrebros Runddel, Nuuks Plads, Skjolds Plads eller Nørrebro Station. Du kan også stige på bussen langs Nørrebrogade og køre med den buslinje, der transporterer allerflest mennesker hver dag i hele København, nemlig 5C.
Fra Nørrebro kan du også nemt komme videre til nogle af de andre brokvarterer i København og besøge seværdigheder der. For eksempel ligger Fælledparken på Østerbro lige på grænsen til Nørrebro og kalder på en lang gåtur eller en omgang fodbold. På den anden side af Søerne ligger centrum med de mange historiske turistattraktioner og museer, så du kan eventuelt kombinere en dag med sightseeing med en kop kaffe, middag eller drinks på Nørrebro om aftenen.