Ny Carlsberg Glyptotek er imponerende allerede set udefra. Indgangen til Glyptoteket, som dette kunstmuseum også bare kaldes, ligger i en storslået trefløjet bygning, der er inspireret af den venetianske renæssance. Inde bag de røde tegl finder du omkring 10.000 kunstværker, der er opdelt i to hovedsamlinger. Én med fokus på antik kunst med blandt andet statuer og skulpturer og den anden med fokus på fransk og dansk kunst fra 1800-tallet og 1900-tallet.

Der er en helt særlig og nærmest ophøjet stemning her på stedet. Det føles, som om der også er plads til store tanker i de smukke sale med marmorsøjler og mosaikgulv. Det er et godt sted at gå i dybden med kunsten, men du kan også bare nyde de smukke omgivelser med en ven eller kæreste. Midt i det hele ligger den skønne subtropiske vinterhave med palmer, guldfisk og vandskulptur, ligesom der også er en café, hvor du kan hvile ben og øjne.

Ny Carlsberg Glyptotek i København - et af højdepunkterne ved "De 12 bedste oplevelser i København for par" og "De 14 bedste budgetvenlige oplevelser i København". Læs alt om København her.

Højdepunkter på Ny Carlsberg Glyptotek

Den omfattende samling af antik kunst byder på egyptiske, græske, etruskiske og romerske kunstværker og antikke genstande. Her kan du gå på opdagelse i de faste udstillinger af græske og romerske skulpturer, der omfatter både guder, gudinder, helte, kejserportrætter, gravrelieffer, vaser og votivofre, hvoraf især de romerske portræthoveder bliver fremhævet. I den egyptiske samling finder du både mumier, hieroglyffer, gravarkitektur og gravfund.

I den moderne del af samlingen kan du opleve dansk guldalderkunst med værker af blandt andre C.W. Eckersberg og Vilhelm Hammershøi, fransk skulpturkunst fra 1800-tallet med en række værker af Auguste Rodin samt fransk malerkunst med en vigtig samling af Paul Gauguins kunst. Glyptoteket er blevet udvidet ad flere omgange, så museet i dag består af tre bygninger, hvoraf den ene bliver brugt til særudstillinger i tre etager og har en tagterrasse med en flot udsigt over byen.

Ny Carlsberg Glyptoteks tilblivelse

Museet blev stiftet af brygger Carl Jacobsen, der var en af Danmarks største og vigtigste erhvervsmænd i 1800-tallet og en lidenskabelig kunstsamler. I første omgang var kunsten bare beregnet til privat brug, men siden voksede samlingen sig så stor, at den blev flyttet til det gamle glyptotek på Carlsberg ved siden af bryggeriet.

Siden donerede bryggeren den store samling til den danske stat, mod at kunsten blev udstillet i en ny bygning, der blev opført for dels offentlige og egne midler, deraf navnet Ny Carlsberg Glyptotek. Det var vigtigt for Carl Jacobsen, at museet skulle fungere som en oase, hvor gæster kunne koble af fra hverdagen og indtage kunsten i afvekslende arkitektur. Ny Carlsberg Glyptotek slog dørene op for allerførste gang i 1897.

Godt at vide om Ny Carlsberg Glyptotek

Glyptoteket ligger midt i København, kun fem minutters gang fra Rådhuspladsen og et par minutter mere fra Københavns Hovedbanegård. Du kan tage både tog og metro til begge steder og så gå derfra. Tirsdag er der gratis adgang til både museet og caféen, hvor der ellers skal betales entré til museet, også hvis du bare vil drikke en kop kaffe.

På din rundtur blandt Glyptotekets mange skulpturer kan du måske høre en række hvin fra naboen. Tivoli og forlystelserne ligger nemlig lige ved siden af, så du kan overveje at lægge vejen her forbi, når du er færdig med at se på kunst. Hvis du er til mere københavnerhistorie, kan du også besøge både Københavns Museum og Nationalmuseet, der ligger få minutter derfra.

Ny Carlsberg Glyptotek i København

Adresse: Dantes Plads 7, 1556 København V, Danmark

Åbningstider: Tirsdag til søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.00, torsdag til kl. 21.00

Telefon: +45 33 41 81 41