Der findes et væld af romantiske oplevelser i delstaten New York for par. Den amerikanske delstat er berømt for sin alsidige natur, fascinerende historie og kultur og byder på utallige muligheder for eventyr i det fri, med alt fra det storslåede vandfald Niagara Falls til fredfyldte ophold ved søerne Lake Placid og Lake George.

Vinkendere vil elske en tur på den smukke Seneca Lake Wine Trail, mens Shelter Island byder på ro og fred i ugenerte omgivelser. Vi har samlet 10 fortryllende oplevelser i delstaten New York, fra Manhattans travle gader til Long Islands idylliske kyster.

  • 1

    Manhattan

    Hvor kulinariske lækkerier møder kunstneriske skatte

    Manhattan
    • Par
    • Mad
    • Historie
    • Luksus
    • Natteliv
    • Shopping

    Manhattan hører naturligvis hjemme på listen over de bedste oplevelser i delstaten New York for par. Uanset om I vil opleve storbyens kulinariske udbud eller udforske de verdenskendte museer og seværdigheder, er der uendelige muligheder i USA's kulturelle hovedstad.

    Fordyb jer fuldstændigt i de store kunstsamlinger på Metropolitan Museum of Art, efterfulgt af en gåtur i Central Park, der med sine mange stier og smukke natur er en uforglemmelig oplevelse. Se et fantastisk show på Broadway, og spis jer mætte i dumplings i Chinatown. Gå en tur i de historiske gader i Greenwich Village, nyd en ægte newyorkerpizza, og glæd jer til nye overraskelser om hvert gadehjørne på Manhattan.

    Kort
  • 2

    The Hamptons

    Oplev det berømte feriested på Long Island

    The Hamptons
    • Par
    • Mad
    • Luksus

    The Hamptons er navnet på en række eksklusive kystbyer i den østlige ende af Long Island. Det er et luksuriøst og afslappende feriested og en klar favoritdestination blandt New York Citys overklasse.

    Gå en tur i det bløde sand på Cooper's Beach i Southampton, eller lej cykler, og udforsk den fantastiske kystlinje. Nyd en vinsmagning på en vingård, eller spis friskfangede skaldyr på en af de mange gourmetrestauranter i The Hamptons. I East Hampton finder I luksusbutikker med kendte mærker og et udvalg af spa- og yogasteder, hvor I kan slappe helt af og forkæle jer selv. Er I til noget lidt anderledes, så besøg LongHouse Reserve som er et stort område med smukt anlagte haver blandet med forskellige kunstinstallationer.

    Kort
  • 3

    Lake Placid

    Et mekka for vintersport

    Lake Placid
    • Oplevelser
    • Par
    • Billeder

    Lake Placid er en lille bjergby med en masse at byde på. Byen ligger i hjertet af bjergområdet Adirondack Mountains, hvilket gør den til et ideelt feriested for friluftsfolk og andre, der gerne vil opleve det smukke og fredfyldte landskab.

    Lake Placid er desuden kendt for at være centrum for vintersport. På Lake Placid Olympic Museum kan I se spændende ting fra tidligere olympiske vindere, og I kan tage en tur på bobslæde i The Olympic Sports Complex. Tag også din bedre halvdel med på en romantisk hestetrukket kanetur, eller løb på skøjter på Olympic Oval. Området omkring Lake Placid byder på udfordrende vandreture med panoramaudsigt, og under en bådtur på søen får I en fremragende udsigt over de frodige skove og høje bjerge.

    Kort
  • 4

    Lake George

    Besøg et paradis ved søen i Adirondack Mountains

    Lake George
    • Oplevelser
    • Par
    • Historie
    • Billeder

    Lake George, som også bliver kaldt "de amerikanske søers dronning", er et fabelagtigt område for eventyr i det fri. Vandsport er et hit her, og I kan leje alt fra speedbåde og sejlbåde til kajakker, så I kan sejle rundt på søen i jeres eget tempo. Hvis I hellere vil lade andre styre båden, kan I komme på en sejltur, som inkluderer fyrværkerishow over vandet.

    Lake George er omgivet af bjergområdet Adirondack Mountains og byder på vandreture og aktiviteter som ridning og golf. Besøg Fort William Henry Museum, som er et restaureret britisk fort fra den franske og indianske krig. Udstillingerne på museet viser forskellige genstande, der giver indsigt i fortets historie og livet i det 18. århundrede.

    Kort
  • 5

    Montauk

    Slap af i Long Islands idylliske kystparadis

    Montauk
    • Oplevelser
    • Par
    • Billeder

    Montauk byder på fremragende fisk og skaldyr og nogle af de bedste strande på USA's østkyst. Med sin beliggenhed på den østlige spids af Long Island kan området prale af både smukke strande langs Atlanterhavet og de blide bølger i Block Island Sound. Tag ud til surferne på den populære Ditch Plains Beach, eller gå en tur på det bløde sand på den mere rolige Gin Beach.

    Friskfanget fisk og skaldyr er virkelig i topklasse her, så forkæl jer selv med en skøn hummerret eller en velsmagende clam chowder. I Montauk er der rig mulighed for at nyde panoramaudsigten over havet. Gå en tur i de bølgende bakker og stejle sandklitter i Shadmoor State Park, eller nyd udsigten fra toppen af Montauk Point Lighthouse, som er et af de ældste fyrtårne i USA.

    Kort
  • 6

    Seneca Lake Wine Trail

    Nyd hver eneste tår i et af New Yorks mest kendte vinområder

    Seneca Lake Wine Trail
    • Oplevelser
    • Par
    • Mad

    Charmerende Seneca Lake er et af de mest berømte vinområder i USA. Søens dybe vand og de omkringliggende skrånende bjerge skaber et unikt klima, der er velegnet til at dyrke druer. 25 vingårde i området producerer en bred vifte af vine, og I kan være sikre på at få en uforglemmelig oplevelse på ruten.

    Bliv klogere på den lokale vinkultur på en gåtur gennem vinmarkerne eller et besøg hos en af de lokale producenter. Nyd den naturskønne udsigt over søen og vinmarkerne, mens I får en prisvindende riesling eller chardonnay på en vinsmagning. Seneca Lake har masser af steder at udforske, lige fra lokale caféer og bagerier langs vinruten til vandrestier med åer og grotter i den nærliggende Watkins Glen State Park.

    Telefon: +1 877-536-2717

    Kort
  • 7

    Shelter Island

    Få et fredeligt ø-ophold i afsides omgivelser

    Shelter Island
    • Oplevelser
    • Par

    I kan kun komme til Shelter Island med færge, og øen er en fredelig oase mellem North og South Forks på Long Island. Her er charmerende småbyer, øde strande og masser af smuk natur – perfekt til et romantisk ophold.

    En tredjedel af Shelter Island er et beskyttet område med navnet Mashomack Preserve, som dækker et varieret naturområde med frodige skove, vådområder og 17 kilometer kystlinje. Gå en tur, eller lej en kajak eller et paddleboard for at udforske bugten. Hils på øens indbyggere, mens I handler på det lokale madmarked, tag en runde golf på Shelter Island Country Club, og slut jeres dag af med frisk fisk og skaldyr på havnen.

    Kort
  • 8

    Great Northern Catskills

    Tag på udflugt i New Yorks bjerge

    Great Northern Catskills
    • Oplevelser
    • Par
    • Mad
    • Billeder

    I mere end 100 år har Great Northern Catskills været en populær destination for newyorkere, der søger ud af byen for at finde fred og ro. Følg Hudson River to timer nord for New York City, hvor I bliver mødt af snoede veje gennem bølgende grønne bjerge og dybe, skovklædte dale.

    Områdets store stisystem giver masser af muligheder for vandreture, og mange af ruterne byder på en fantastisk udsigt over bjergene, som strækker sig ud i det fjerne. Der er også rig mulighed for overnatning, lige fra campingpladser og hyggelige hytter til hoteller med alt inklusive. Spis på en af de mange lokale diners i Great Northern Catskills, eller find et sted, der serverer mad tilberedt med lækre råvarer fra lokale gårde, som området er kendt for.

    Kort
  • 9

    Niagaravandfaldene

    Oplev en af USA's majestætiske naturattraktioner

    Niagaravandfaldene
    • Oplevelser
    • Par
    • Billeder

    Niagravandfaldene er helt sikkert blandt de bedste oplevelser i delstaten New York for par. På bådturen Maid of the Mist får I et regnslag på og kommer med på en spændende tur langs Niagara-floden, hvor I kan opleve alle tre vandfald på nært hold. Prospect Point er det bedste sted at opleve American Falls og den flotte aftenbelysning.

    Medbring jeres pas, og gå over grænsen til Canada for at se de store Horseshoe Falls fra den canadiske side, som ifølge nogle er den bedste udsigt af dem alle. Når I har fået nok af Niagravandfaldene, kan I læne jer tilbage og slappe af i en terapeutisk salthule, som siges at have flere positive effekter på hud og åndedræt.

    Kort
  • 10

    Saratoga Springs

    Oplev en unik by med spændende aktiviteter og elegance

    Saratoga Springs
    • Par
    • Historie

    Saratoga Springs byder på en fremragende blanding af afslapning, underholdning og smukke naturlige omgivelser. Området er kendt for sine mineralkilder, og det historiske Roosevelt Baths and Spa tilbyder mineralbade og andre terapeutiske behandlinger med det mineralholdige vand.

    Gå en tur i de charmerende gader i centrum af Saratoga Springs, der er præget af bygninger i hellenisk stil. Eller brug en aften på at se en koncert eller forestilling i Saratoga Performing Arts Centre. Husk også at besøge den berømte Saratoga Race Course, som er en af de ældste og mest prestigefyldte hestevæddeløbsbaner i USA.

    Kort