Familier kommer ikke til at mangle oplevelser i New York, selvom den er kendt som byen, der aldrig sover. Alene den enorme Central Park er fyldt med legepladser, kilometervis af cykel- og vandrestier, picnicspots og en zoologisk have med dyreliv fra hele verden.
Derudover kan både børn og voksne få timer til at gå med at kigge på sjældne genstande, malerier og endda dinosaurer på byens mange museer. Mange af dem tilbyder også daglige workshops og aktiviteter for børn, som selv kan give sig i kast med for eksempel at male, forme eller håndtere rigtige fossiler. I kan også se en Disney-musical på Broadways ældste teater eller besøge Frihedsgudinden. Det er bare at kigge nærmere for at få idéer og inspiration til ferien i New York. Her er vores bud på de bedste oplevelser i New York for familier.
- 1
Central Park
Slå jer løs i det grønne midt i storbyen
- Lavt budget
- Par
- Familier
- Billeder
Central Park er blandt de største grønne områder i New York og rummer over 20 legepladser, kunstige søer og damme samt et omfattende netværk af gangstier. Her bliver der ofte arrangeret et stort udbud af oplevelser, udstillinger og koncerter, især i foråret og om sommeren.
Central Park har masser af oplevelser i New York for familier, såsom karrusellen, Central Park Zoo og den smukke have Central Park Conservatory Garden med det tilhørende Belvedere Castle. Parken er åben for offentligheden året rundt, og det er også muligt at få en rundvisning for et symbolsk beløb.
Kort - 2
New York Public Library
Gå på opdagelse blandt de offentlige bibliotekers perler
- Lavt budget
- Familier
- Historie
New York Public Library har mere end 90 afdelinger, men hovedbiblioteket, der også kaldes Stephen A. Schwarzman Building, er nok den mest imponerende af bygningerne med sin arkitektur i Beaux-Arts-stil, omfattende samling af sjældne bøger, forfatterforedrag og workshops for alle aldre.
En af bibliotekets mest besøgte udstillinger er Peter Plys-udstillingen i Children's Centre i samme bygning. Her kan du se de originale bamser af Peter Plys, Tigerdyret og Grisling, som Christopher Robin, forfatteren Alan Alexander Milnes søn, legede med i sin tid, og som blev udgangspunkt for historierne. Hvis du vil vide mere om New York Public Library, er der gratis rundvisninger på stedet kl. 11.00 og kl. 14.00 fra mandag til lørdag.
Adresse: 476 5th Ave, New York, NY 10018, USA
Åbningstider: Mandag og torsdag til lørdag fra kl. 10.00 til kl. 18.00, tirsdag og onsdag fra kl. 10.00 til kl. 20.00 samt søndag fra kl. 13.00 til kl. 17.00
Telefon: +1 212-340-0863
Kort - 3
Luna Park in Coney Island
En forlystelsespark ved stranden i Brooklyn
- Familier
- Historie
Luna Park in Coney Island ligger, som navnet antyder, på Coney Island og er en sjov forlystelsespark med rutsjebaner og andre spændende forlystelser. En tur herud er helt klart blandt de bedste oplevelser i New York for familier, da den også kan kombineres med en tur i vandet fra den nærliggende strand. Den nuværende Luna Park in Coney Island har kun haft åbent siden 2010, men har overtaget en række forlystelser fra tidligere parker på stedet. Det gælder blandt andet den historiske trærutsjebane ved navn Cyclone, som har ligget her siden 1927 og er på den amerikanske liste over bevaringsværdige kulturmonumenter.
Forlystelsesparken er opkaldt efter en forlystelsespark ved navn Luna Park, som lå på Coney Island fra 1903, indtil den brændte ned i 1944.
Adresse: 1000 Surf Ave, Brooklyn, NY 11224, USA
Åbningstider: Åbningstiderne varierer afhængigt af årstiden
Telefon: +1 718-373-5862
Kort - 4
Brooklyn Botanic Garden
Besøg en verden af blomster og planter
- Lavt budget
- Par
- Familier
- Billeder
Brooklyn Botanic Garden breder sig over 21 hektar i den nordøstlige del af Prospect Park. Her kan du kigge på et imponerende udvalg af drivhuse, anlagte haver og damme, mens du går langs smukke gangstier rundt i den botaniske have.
En af de største oplevelser er kirsebærtræerne, som du kan se i blomst om foråret på kirsebæralléen Cherry Esplanade. Der skal normalt betales entré til Brooklyn Botanic Garden, men hvis du er i byen om vinteren, er der gratis adgang fra tirsdag til fredag.
Adresse: 990 Washington Ave, Brooklyn, NY 11225, USA
Åbningstider: Tirsdag til fredag fra kl. 08.00 til kl. 18.00, lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 18.00
Telefon: +1 718-623-7200
Kort - 5
New Amsterdam Theatre
Se en Disney-musical på Broadway
- Familier
- Historie
New Amsterdam Theatre slog for første gang dørene op i 1903 og er dermed et af de ældste teatre på Broadway, hvor der stadig bliver spillet teater. Teatrets indre er udsmykket med scener fra Shakespeare-skuespil og Richard Wagner-operaer samt figurer fra H.C. Andersens eventyr og Æsops fabler. På teatrets scene bliver der kun spillet Disney-musicals såsom Aladdin, Løvernes Konge, Mary Poppinsog Frost.
Selv hvis det ikke lige passer med en forestilling, kan New Amsterdam Theatre besøges på en rundvisning, hvor I bliver klogere på teaterverdenen og får mulighed for at prøve Disney-kostumer.
Adresse: 214 W 42nd St., New York, 10036, USA
Åbningstider: Billetkontoret: Mandag til fredag fra kl. 09.00 til kl. 20.00, lørdag fra kl. 10.00 til kl. 20.00 og søndag fra kl. 10.00 til kl. 18.30
Telefon: +1 212-282-2900
Kort - 6
Children's Museum of the Arts
Lad børnene skabe kunst med inspiration fra jævnaldrende
- Familier
- Historie
Children's Museum of the Arts rummer over 2.000 kunstværker i form af blandt andet malerier, skulpturer og kunsthåndværk, der alle er skabt af børn, helt tilbage fra 1930'erne og frem til i dag.
Derudover er museets fornemste opgave at inspirere børn og unge til at skabe kunst via en række workshops og undervisningsprogrammer. Blandt andet kan børn mellem 7 og 12 år prøve deres kræfter med stopmotion, indtaling og videoproduktion i stedets Media Lab. På hverdage kan børn deltage i åbne sessioner, hvor kunstnere guider dem i arbejdet med for eksempel maleri, ler, historiefortælling eller trommespil.
Adresse: 103 Charlton St., New York, 10014, USA
Åbningstider: Mandag fra kl. 12.00 til kl. 17.00, torsdag og fredag fra kl. 12.00 til kl. 18.00 samt lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.00
Telefon: +1 212-274-0986
Kort - 7
The Battery
Prøv en moderne karrusel i denne park ved vandet
- Familier
- Billeder
I parken The Battery er der masser af plads til at få brændt lidt krudt af på de 10 hektar på sydspidsen af Manhattan ud til New Yorks havn.
Blandt andet kan I prøve den utraditionelle karrusel SeaGlass Carousel, der har genskabt en verden under havets overflade, hvor du sidder på en kæmpe fisk omgivet af lys og musik. Af sikkerhedsmæssige årsager skal børn på under én meters højde sidde på skødet af en voksen under turen.
Adresse: State Street and Battery Place, New York, NY 10004, USA
Telefon: +1 212-344-3491
Kort - 8
Frihedsgudinden
Hop på en færge, og sejl ud til denne berømte statue
- Familier
- Historie
- Billeder
Frihedsgudinden er med sin placering i indsejlingen til New Yorks havn normalt det første, rejsende ser ved ankomsten til byen. Sådan har det været siden 1886, hvor statuen blev indviet, og herfra er der panoramaudsigt over New York, New Jersey, New Yorks havn og den nærliggende Ellis Island.
Sokkelen rummer en udstilling, hvor du kan blive klogere på Frihedsgudindens historie gennem modeller, fotografier, tekster og videooptagelser. Færgebilletten til Liberty Island, hvor statuen ligger, inkluderer en lydguide. Hvis du vil en tur op i kronen, skal du være opmærksom på, at det koster ekstra, ligesom du også bør booke tid i forvejen.
Adresse: Liberty Island, New York, NY 10004, USA
Åbningstider: Dagligt fra kl. 09.30 til kl. 16.30
Telefon: +1 212-363-3200
Kort - 9
American Museum of Natural History
Tag på skattejagt blandt de mange fossiler
- Familier
- Historie
- Billeder
Det naturhistoriske museum American Museum of Natural History byder på hele 45 permanente udstillingsrum med millioner af genstande og fossiler fra forhistorisk tid. Her finder du for eksempel en af verdens største samlinger af dinosaurskeletter, blandt andet en afstøbning af en 37 meter lang titanosaur.
Et andet must er Hayden Planetarium, hvor du kan se videooptagelser af galakser, stjerner og planeter. Der er også særlige workshops og sjove lege for børn og unge på American Museum of Natural History, ligesom der er mulighed for at gå på skattejagt i udstillingslokalerne med fossiler.
Adresse: 200 Central Park West, New York, NY 10024, USA
Åbningstider: Onsdag til søndag fra kl. 10.00 til kl. 17.30
Telefon: +1 212-769-5100
Kort - 10
Madame Tussauds New York
Kom helt tæt på berømtheder af voks
- Par
- Familier
- Grupper
- Billeder
På voksmuseet Madame Tussauds New York kan du opleve mere end 200 utroligt vellignende voksfigurer af berømte personligheder. Figurerne er opdelt i en række temaer, herunder musik, film, sport, kongelige og Hollywood.
Blandt de forskellige universer på stedet er en hyldest til Ghostbusters-filmene med et uhyggeligt spøgelseshus og besøg i undergrunden. Der bliver løbende lavet nye udstillinger og oplevelser på Madame Tussauds New York med inspiration fra aktuelle kulturbegivenheder.
Adresse: 234 W 42nd St, New York, NY 10036, USA
Åbningstider: Åbningstiderne varierer afhængigt af årstiden
Telefon: +1 212-512-9600
KortBillede taget af InSapphoWeTrust (CC BY-SA 2.0) Redigeret