Det er en vanskelig opgave at udvælge de 10 bedste skisportssteder i Østrig, som er spækket med skiområder i verdensklasse. Det forholdsvis lille land består næsten udelukkende af bjerge og rummer et væld af knejsende tinder og smukke dale. Der er naturligvis også en lang historie og tradition for vintersport.
De bedste skisportssteder i Østrig har typisk flere hundrede kilometer pister og fremragende faciliteter. Mange af skilifterne er ultramoderne med varme i sæderne og vidunderlige panoramaudsigter, du kan nyde undervejs. Med så mange steder at vælge imellem er der noget for enhver skiløber og snowboarder på listen, lige fra nybegyndere til garvede skibumser.
- 1
Arlberg
Østrigs største sammenhængende skiområde
- Oplevelser
- Luksus
Arlberg-regionen strækker sig over et stort område i den vestligste del af Østrig bestående af Lech, Zürs, Stuben, Klösterle, Sankt Christoph og selvfølgelig Sankt Anton am Arlberg. Det har været en populær vintersportsdestination siden 1901, hvor den første regionale skiklub blev grundlagt.
I dag er det Østrigs største sammenhængende skiområde med 305 kilometer pister, 200 kilometer offpiste, 45 stolelifter, 15 gondoler og 28 træklifter. Højdepunktet i Arlberg er dog Der Weisse Ring eller "den hvide ring". Der er tale om en 22 kilometer lang pist i et loop gennem bjergene, hvor der årligt afholdes kapløb.
Kort - 2
Kitzbühel
Stå på ski i forårsmånederne
- Oplevelser
- Luksus
Kitzbühel i delstaten Tyrol tæt ved grænsen til Tyskland er kendt for sine gode skimuligheder i foråret, da pisterne typisk er tilgængelige helt indtil starten af maj. Det er et utrolig smukt skisportssted med fremragende skiløb på 192 kilometer afmærkede og velpræparerede pister. Netværket omfatter 47 blå pister, 32 røde pister og 17 sorte pister, hvilket sikrer, at der er noget for skiløbere på alle niveauer.
Derudover finder du hele 57 lifter, som fragter dig rundt i terrænet, og begynderbakkerne er gratis at benytte. Kitzbühel byder på mange aktiviteter udover skiløb med snowboardparker, kælkebaner og masser af vandreruter.
Kort - 3
Zell am See-Kaprun
Fantastisk skiløb på gletsjere
- Oplevelser
- Luksus
Regionen Zell am See-Kaprun ligger tæt ved grænsen til Tyskland og byder på 408 kilometer velpræparerede pister og 121 lifter. Området omfatter den imponerende gletsjer Kitzsteinhorn, så du kan være sikker på sne hele sæsonen. Dermed er der også nogle få pister åbne, inden højsæsonen skydes i gang.
Det er værd at anskaffe liftkortet Ski ALPIN CARD, hvis du skal på skiferie i Zell am See-Kaprun. Så har du fri adgang til stort set hele regionen. Kortet gælder til tre områder: Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn, Schmittenhöhe i Zell am See og Kitzsteinhorn-gletsjeren i Kaprun.
Kort - 4
Seefeld in Tirol
Et mekka for langrendsløbere
- Oplevelser
- Luksus
Seefeld in Tirol var vært for de nordiske discipliner under Vinter-OL i 1964 og 1976, hvilket var med til at cementere byen som en førsteklasses destination for langrendsløbere. Mere præcist rummer terrænet i delstaten Tyrol i den vestlige del af Østrig over 245 kilometer fremragende præparerede pister i alle sværhedsgrader. Nogle af langrendsløjperne oplyses af projektører om aftenen, mens andre er hundevenlige.
Når det kommer til alpint skiløb, er udbuddet mindre og mere enkelt. Seefeld in Tirol ligger blot 20 kilometer fra Innsbruck Lufthavn og er en god mulighed for begyndere med 34 lifter og 26 kilometer pister, hvoraf nogle af disse også er projektørbelyste.
Kort - 5
Zillertal
En af verdens største skisportsdale
- Oplevelser
- Par
- Grupper
- Luksus
Zillertal øst for Innsbruck i delstaten Tyrol er en af de største skisportsdale i verden med hele 542 kilometer præparerede pister fordelt på fire skiområder. Dette enorme skisportssted har pister i alle sværhedsgrader, uanset om du er til brede begynderbakker eller udfordrende pukkelpister.
Zillertal Superskipass giver dig adgang til hele herligheden, herunder de 180 lifter. I terrænet finder du et væld af faciliteter, lige fra snowboardparker og styrtløbsbaner til skibørnehaver. Liftkortet giver desuden adgang til gratis transport med alle skibusserne i Zillertal.
Kort - 6
Saalbach-Hinterglemm
Et paradis for fans af offpiste
- Oplevelser
- Grupper
- Luksus
Selvom Saalbach-Hinterglemm kan prale af hele 270 kilometer pister og 70 moderne lifter, er skisportsstedet allermest kendt for sit offpisteterræn. Det naturlige bjergterræn egner sig perfekt til skiløb i dyb puddersne. Hvis du ikke er helt klar til offpiste, er der også særlige afmærkede pister i Saalbach-Hinterglemm, som ikke præpareres efter snefald.
Du finder pister på begge sider af Saalbach-dalen, hvoraf den sydvendte side er mere solbeskinnet og behagelig. Den nordvendte side ligger i skygge og har dermed mere sne og flere træer, hvilket gør den bedre egnet til offpiste. Hinterglemm byder på en lille, men sjov funpark.
Kort - 7
Ötztal
Udforsk to gletsjere i denne smukke dal
- Oplevelser
- Luksus
Ötztal-regionen i Tyrol er en af de mest tætpakkede skidestinationer i Østrig med seks forskellige skiområder og over 350 kilometer pister samlet i én dal. Området rummer endda to fantastiske gletsjere, Rettenbach og Tiefenbach.
Blandt skiområderne i Ötztal finder du Obergurgl-Hochgurgl med det flotte tilnavn "Alpernes diamant". Lidt nordligere i dalen ligger Sölden, som anses for at være et af de allerbedste skisportssteder i Østrig. Ötztal ligger i den vestlige del af Østrig, omkring én time og 15 minutters kørsel fra Innsbruck Lufthavn.
Kort - 8
Kitzbühel-alperne
Gør dig klar til en skisafari
- Oplevelser
- Familier
- Luksus
Kitzbühel-alperne i Tyrol udgør et enormt område med fire regioner, som igen er inddelt i ni skiområder. Her finder du særdeles velpræparerede pister og hele 900 kilometer af dem. Som det kan forventes af et område i denne størrelsesorden er der stor variation i udbuddet og gode muligheder for skiløbere på alle niveauer.
Du kan med fordel udforske Kitzbühel-alperne på en skisafari. Få en af de lokale guider til at lægge ruten gennem de varierede skiområder, så den passer til dit niveau og dine præferencer. Familier vil måske synes godt om Brixental, mens de mere øvede foretrækker den dybe puddersne i Schwarzloferalm.
Kort - 9
Wilder Kaiser
Et godt valg, hvis du vil løbe om aftenen
- Oplevelser
- Familier
- Natteliv
Udover at være blandt de bedste skisportssteder i Østrig er Wilder Kaiser blevet kåret til verdens bedste skiområde flere gange, og det er da også et af de største. Der er mere end 284 kilometer pister. Fornøjelserne slutter heller ikke, når solen går ned, da Wilder Kaiser også rummer et af Østrigs største områder til aftenskiløb samt tre projektørbelyste kælkebaner.
Som om det ikke var nok, er skisportsstedet blandt de mest familievenlige i verden. Priserne for skiudlejning, skiskole og børnepasning er også gode, og faciliteterne tæller tre funparker og 121 kilometer blå pister.
Kort - 10
Salzburger Sportwelt
Hvor pisterne altid er klar
- Oplevelser
- Par
- Luksus
- Natteliv
Salzburger Sportwelt ligger midt i den berømte region Ski Amadé i det centrale Østrig, der tæller landets største netværk af skiområder. Dette skisportssted skiller sig ud med sine mange teknologiske faciliteter, der omfatter over tusind snekanoner, som hjælper med at sikre, at alle pisterne er tilstrækkeligt sneklædte sæsonen igennem.
Salzburger Sportwelt byder på omkring 760 kilometer pister og 270 lifter, som du frit kan benytte med ét og samme liftkort. Derudover er der et godt udvalg af afterski-steder og unikke faciliteter som et massagetelt midt på pisten, hvor du kan bløde dine ømme muskler op, inden du kører videre.
Kort