Det svære bliver nok at vælge blandt de mange destinationer i Finland til en roadtrip, for der er masser af vidder og kilometer at tilbagelægge hos vores nordiske genbo. Skove, marker og sølandskaber er skønne at udforske om sommeren på en biltur, og der er helt sikkert destinationer, hvor det er værd at stille bilen og kigge nærmere.
Det allerbedste er, at du helt selv bestemmer, hvor ruten går hen, og hvor længe du bliver et sted – om det skal være et par timer eller flere dage. Skal det være strandferie, vandreture i naturen, shopping eller historiske seværdigheder? Pak kufferten og lidt at gumle på undervejs, og skru op for musikken, mens du kører på roadtrip til Finland og disse destinationer.
- 1
Porvoo
Sug til dig af den historiske stemning, og forkæl smagsløgene i denne træby
- Par
- Familier
- Mad
- Historie
- Natteliv
- Billeder
- Shopping
Poorvo er nærmest obligatorisk som destination på en roadtrip til Finland, hvis du er historieinteresseret og madglad. Her er nemlig hyggelige små stræder, charmerende røde pakhuse ved floden, museer og lækker mad. Alt sammen finder du kun 50 kilometer øst for hovedstaden Helsinki ad motorvej 7. Poorvo kan besøges hele året, men er særlig skøn om sommeren. Find en af de mange gratis parkeringspladser, og tilbring en afslappet sommerdag i den lille by. Gå en tur i de brostensbelagte gader blandt træhusene i den gamle bydel, og læg vejen forbi Porvoo Katedral, der er blevet genopbygget efter flere brande. Besøg også de berømte pakhuse ved floden. Sørg for at tanke op på drikkevarer undervejs, og køb chokolade fra chokoladefabrikken Brunberg.
Museerne tæller blandt andet den finske nationaldigter Johan Ludvig Runebergs hjem og Porvoo Dukke- og Legetøjsmuseum. Vil du ud på vandet, kan du sejle en tur i Porvoos skærgård. Når sulten melder sig, finder du en række restauranter at vælge mellem, hvor den står på både internationale lækkerier og finsk mad med lokale ingredienser.
Kort - 2
Puumala
Kør gennem det smukke finske søområde med fantastisk udsigt fra bilen
- Lavt budget
- Billeder
Puumala er en oplagt destination på din roadtrip i Finland. Denne by i det sydøstlige Finland ligger nemlig ved den smukke hovedvej 62, der går igennem landets største sø, Saimaa. Vejen fra Mikkeli til Puumala tæt på den russiske grænse bugter sig langs små øer og er blevet kaldt en af verdens smukkeste. Når du sidder bag rattet her, er det ikke svært at forstå, hvorfor Puumala er et af de mest populære sommerhusområder i Finland. Udsigten til søen kan selvfølgelig også nydes fra selve Puumala. Parker ved den livlige havn i den lille by, og kig på mennesker og både. Ved siden af havnen finder du den kæmpestore Puumalansalmi Bro, hvor du kan tage elevatoren op til et udsigtstårn. Der er endda en café, så du kan nyde udsigten med lidt at drikke til.
På hovedgaden ligger den gulmalede trækirke Puumala Kirke. Hvis du tør vove dig ud i en dans, kan du kombinere badeturen på Pistohiekka Strand med en svingom i stedets dansepavillon, hvor der afholdes traditionel finsk dans. I august arrangeres den årlige musikfestival Siltakemmakat ved havnen i Puumala.
Kort - 3
Hanko
Slap af ved stranden i denne historiske badeby med smukke trævillaer
- Par
- Familier
- Mad
- Historie
- Billeder
- Shopping
Hanko byder på sommeridyl, masser af historie, strande og frisk havluft. Byen ligger på Finlands sydligste spids for enden af motorvej 25, midt imellem Turku og Helsinki. Her finder du både god mad, bådliv, strande og shoppingmuligheder. Begynd i den østlige havn Itäsatama, hvor du som regel kan finde gratis parkering. Hvis du vil en tur ud at sejle, afgår der både til de nærliggende øer og Bengtskär Fyrtårn herfra. Kig nærmere på bådene, og spis eventuelt frokost på en af de mange caféer og restauranter.
Fortsæt mod øst, hvor sandstrande med gode bademuligheder strækker sig, så langt øjet rækker. Her ligger også en række charmerende trævillaer udsmykket med udskæringer, der stammer fra byens tid som kursted, og stien Rakkaudenpolku med det romantiske navn "kærlighedens vej". I centrum af Hanko er der fyldt med små butikker og pop op-udsalg med fine små ting til at tage med hjem. Området har haft en vigtig historisk og strategisk betydning i en række krige, og de historieinteresserede kan besøge monumenter og flere museer om militærhistorien.
Kort - 4
Mikkeli
Nyd ferielandet med hyggeligt byliv og natur
- Familier
- Natteliv
- Billeder
- Shopping
I Mikkeli kan du både nyde godt af byens bekvemmeligheder og landlivets fred og ro, hvilket de mange sommerhusgæster kan bevidne. Med sin beliggenhed i det sydøstlige Finland ved bredden af søen Saimaa er der kun 2,5 timers kørsel hertil fra hovedstaden Helsinki. Sæt bilen, og begiv dig som det allerførste mod markedspladsen i centrum af Mikkeli, hvor du kan kigge på mennesker og boder med masser af frugt og grøntsager. Køb en bakke friske ærter eller jordbær, sæt tænderne i en smørstegt fisk, eller undersøg det finurlige kunsthåndværk, der er til salg. Tag turen op til det nærliggende Naisvuori Udsigtstårn, hvor der er udsyn over hele byen og de omkringliggende skove og søer. Prikken over i'et er en omgang kaffe og vafler i tårnets café.
Fem minutters kørsel derfra ligger den gamle præstegård Kenkävero, der er bygget i træ med smukke udskæringer, café og en blomstrende have. Du kan også lade dig transportere på en hyggelig sejltur på Saimaa, der er Finlands største sø. Den indre skærgård omkring Mikkeli kan selvfølgelig også udforskes i bil.
Kort - 5
Nuuksio Nationalpark
Stræk benene, og kig efter flyveegern
- Oplevelser
- Lavt budget
- Familier
- Billeder
Nuuksio Nationalpark er det helt rigtige sted at stå ud og få lidt frisk luft midt i skoven, når du har siddet mange timer i bilen. Parken ligger mindre end en times kørsel nordvest for Helsinki og er en oplagt destination i det sydlige Finland til korte eller længere skovture. Der er parkeringspladser både i nord, syd, vest og øst, men husk, at du kun må parkere på de markerede områder. Når du har fundet et sted til bilen, er det tid til at komme ud i naturen. Udforsk Nuuksio Nationalparks kløfter, dale og bakker, mens du dufter til blomsterne undervejs, går ved bredden af damme og søer og kigger på træerne. Hvis du er heldig, får du måske øje på et af de sky flyveegern.
Der er flere steder, hvor du kan grille en pølse eller spise din medbragte madpakke. Hvis du får sved på panden, er det bare at tage en dukkert i en af nationalparkens søer. Vil du på en længere vandretur, kan du også overnatte i Nuuksio Nationalpark i hytter eller på campingpladser i eget telt. Nogle er gratis, mens andre kan bestilles på forhånd mod et gebyr.
Åbningstider: Nationalparken har åbent hele året, men om vinteren er det kun få stier, der ryddes
Kort - 6
Skærgårdens Ringvej
Oplev skærgårdslivet på fire hjul
- Oplevelser
- Familier
- Historie
- Billeder
På Skærgårdens Ringvej kan du nemt opleve skærgården uden at have en båd. Denne turistrute i Skærgårdshavet i det sydvestlige Finland strækker sig nemlig 250 kilometer fra ø til ø. Undervejs kan du udover det altid nærværende hav nyde godt af skov, marker, skærgårdsklipper og måske være heldig at se en sæl eller en elg. Begynd køreturen i byen Turku, hvorfra du kan køre mod øst til Parainen eller vestpå til Naantali eller Taivassalo. Stop op undervejs, og kig nærmere på seværdighederne. Der er blandt andet ruinerne af Kuusisto Slot, øen Seili, hvis svenske navn Själö betyder "sælø", det rødhvide Utö Fyrtårn, den gamle bydel med charmerende træhuse i Naantali og Louhisaari Herregård. Nyd den friske luft på vejen fra sted til sted, hvor den ene smukke udsigt over skærgården er flottere end den anden.
Skærgårdens Ringvej er en rigtig sommermagnet, og der ligger masser af restauranter, caféer, hoteller og bed and breakfasts på ruten. Øerne i skærgården er forbundet af broer og forskellige slags færger, blandt andet kabelfærger. Alle færgeoverfarter er gratis, undtagen med den store færge M/S Antonia, hvor der skal købes billet. Det er kun muligt at køre hele Skærgårdens Ringvej rundt i sommerperioden, da den store færge kun sejler fra maj til slutningen af august.
- 7
Yyteri
Slå dig ned i klitterne, og tag en dukkert ved denne sandstrand
- Oplevelser
- Lavt budget
- Familier
- Billeder
Det gyldne sand på stranden i Yyteri strækker sig hele seks kilometer, så der er masser af plads til at slappe af efter køreturen. Yyteri Strand ligger på den finske vestkyst ud mod Bottenhavet, et kvarters kørsel nordvest for havnebyen Pori. Sæt bilen på den gratis parkeringsplads, og gå ad gangbrædderne til stranden, hvor der er omklædningsrum på vejen. Derefter er det bare at finde et sted til håndklædet på den skønne strand og nyde udsigten til sand og skov. Tag en svømmetur i havet, hvis det bliver for varmt, og luk op for den medbragte picnickurv, når sulten melder sig.
Hvis det skal gå lidt stærkere, er der mulighed for at surfe eller stå på paddleboard, ligesom du kan leje en fatbike. Eller hvad med en vandretur på stien gennem vadeområdet? Har du hund med, findes der også en særlig strand ved Yyteri til hunde. Fra Yyteri Strand er der ikke langt til Bottenhavet Nationalpark, som kan besøges i båd.
Åbningstider: Badesæsonen er normalt fra juni til slutningen af august
Kort - 8
Fiskari
Besøg denne charmerende landsby, der er vokset op omkring et jernværk
- Par
- Familier
- Mad
- Historie
- Billeder
- Shopping
Den lille landsby Fiskari bør også være på ruteplanen, hvis du er til shopping og design. Landsbyen er i dag en del af byen Raasepori og ligger på sydkysten, omkring en times kørsel fra hovedstaden Helsinki. Du kender formentlig godt stedets svenske navn, Fiskars, som er blevet synonymt med jernværket, der siden har udviklet sig til en verdensomspændende virksomhed. I dag har Fiskari dog udviklet sig til et populært feriested, hvor kunst- og håndværksvirksomheder holder til i de tidligere fabriksanlæg.
Parker bilen, og kig indenfor hos Fiskars Museum og Kwum Keramikmuseum. Du kan også strække benene på en gåtur langs floden Fiskarinjoki. Kaffe- og frokostmulighederne er mange blandt landsbyens caféer og restauranter. Derefter er det tid til at udforske de utallige små butikker, der sælger lokalt håndværk og design, lige fra tøj, stearinlys, blomster og bøger til smykker og kunst. Du kan endda selv prøve at lave stearinlys eller puste glas. Du kan også tage med på en rundvisning på museerne. Der er også mulighed for at overnatte i Fiskari for at opleve den historiske landsby og håndværkernes dagligdagsliv om aftenen.
Kort - 9
Lapland
Tag på jagt efter nordlyset på en vinterkøretur
- Oplevelser
- Lavt budget
- Par
- Familier
- Billeder
En roadtrip til Lapland langt oppe mod nord i Finland er en helt særlig oplevelse. Med den rigtige bil og det rette udstyr er det fascinerende at køre gennem sneklædte fjelde med udsigt over vidtstrakte skove, mens rensdyr lunter forbi. Den allerstørste seværdighed for mange er dog nordlyset. Men der er ingen garanti. Det skal først og fremmest være mørkt og klart. Det bedste tidspunkt at se nordlys i Lapland på er om vinteren ved midnatstid. Du kan tjekke den daglige prognose på Finlands Meteorologiske Instituts hjemmeside eller downloade en app, der giver dig besked om, hvor det er sandsynligt at se nordlys.
Hvis forholdene ser lovende ud, er det bare at hoppe i bilen og køre et sted hen, hvor det er helt mørkt, og der er fri udsigt. Det kunne for eksempel være på toppen af et fjeld uden for mange træer eller ved bredden af en sø. Derfor skal du være forberedt på at gå det sidste stykke med en lommelygte i hånden. Pak dig godt ind, og medbring noget varmt at drikke, snacks og eventuelt noget at sidde på. Søen Iso-Vietonens bred i Ylitornio er et godt sted at opleve nordlys, fordi den ligger lige ved siden af vejen.
Åbningstider: Sæsonen for nordlys begynder i slutningen af august og fortsætter til foråret
Kort