Med sine mange cykelstier er Finland uden tvivl et cykelparadis, uanset hvor cykelturen begynder. Der er aldrig langt på cykel fra dit overnatningssted til smukke, uspolerede naturomgivelser. Mange steder har asfalterede cykelstier, der gør det nemt at tage på tur. Der er både ruter på mange hundrede kilometer, hvis du vil køre langt, men der findes også utallige cykelstier til en dagsudflugt.

På en cykel kan du komme helt tæt på den finske natur og de mange søer. Samtidig kan du stoppe lige så ofte, som du vil, og nyde omgivelserne undervejs. Hvis der skal mere tempo på, er der også mulighed for at køre ned ad stejle skrænter på stier markeret med sort.

  • 1

    Levi Bike Park

    Kør på mountainbike i et skiområde nord for polarcirklen

    Levi Bike Park
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Levi Bike Park ligger i et af Finlands største vintersportssteder, som om sommeren byder på en række fantastiske mountainbikestier. Lad liften føre dig til toppen af fjeldet Levi, som ligger i det finske Lapland. Stierne går på kryds og tværs af fjeldet, så det er bare at køre ad så mange, du orker, på vejen ned.

    Der er forskellige niveauer af stier, alt efter om du er begynder eller mere erfaren på mountainbike eller downhill-cykel. Du kan leje cykel og udstyr hos Levi Bike Park. På de sværeste sorte stier skal selv de mest erfarne mountainbikere nok få deres sag for. Hvis du er helt ny eller knap så adrenalinhungrende, kan du også tage stierne i roligere tempo og nyde udsigten. De fleste af restauranterne på bjergskråningen har åbent året rundt, så du kan både drikke en kop kaffe eller få noget at spise undervejs.

    Telefon: +358 20 796 0208

    Kort

    Billede taget af W.Rebel (CC BY 3.0) Redigeret

  • 2

    Sininen Saavutus

    Lad dig udfordre med en tur gennem en nationalpark på mountainbike

    Sininen Saavutus
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    Mountainbikestien Sininen Saavutus ligger i Hossa Nationalpark i Suomussalmi i det østlige Finland ved grænsen til Rusland. I nationalparken findes der flere mountainbikestier, hvoraf Sininen Saavutus er den længste og mest krævende. Rutens 50 kilometer begynder og slutter ved Hossa Besøgscenter ligesom de andre stier. For at komme rundt skal du være i god form og have gode mountainbikefærdigheder. Dele af denne smukke sti er nemlig mere tekniske, ligesom der er udfordringer i form af stigninger og nedkørsler. Hvis det er regnvejr, bliver stien endnu vanskeligere med våde rødder undervejs.

    Sininen Saavutus er oplagt, hvis du leder efter en længere mountainbikesti med varieret terræn. Det er også muligt at tilpasse ruten ved at begynde eller slutte et andet sted eller afkorte turen. Stien går gennem hele Hossa Nationalpark, hvor der er hytter og bålpladser, hvis du trænger til et hvil.

    Kort
  • 3

    Puumala Skærgårdsrute

    Oplev det finske sølandskab på cykel

    Puumala Skærgårdsrute
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    En af de smukkeste cykelstier i Finland er nok Puumala Skærgårdsrute, der ligger i den sydøstligste del af landet, tæt på den russiske grænse. Denne prisvindende sti går igennem skærgården ved søen Lietvesi, der er en del af Finlands største sø, Saimaa. Der er 60 imponerende kilometer at cykle ad, hvor du bliver ført fra ø til ø via broer og kabelfærger. Nyd udsigten over søer, marker og skove undervejs. Du kan endda være heldig at få øje på en ringsæl, der hviler sig på en klippe.

    Puumala Skærgårdsrute går som en cirkel rundt om søen, så du kan begynde turen hvor som helst. Vær dog opmærksom på, at færgen mellem Hurissalo og Lintusalo kun sejler et par gange om dagen om sommeren. Færgebilletter skal købes online i forvejen, da der kun er plads til et begrænset antal cykler og motorcykler på færgen.

  • 4

    Skærgårdens Ringvej

    Tramp i pedalerne rundt i skærgården på den finske vestkyst

    Skærgårdens Ringvej
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Den 250 kilometer lange Skærgårdens Ringvej går igennem Skærgårdshavet ved Turku på landets vestkyst. Den er oplagt, hvis du leder efter en cykelsti i Finland til en længere cykelferie om sommeren. Ruten byder på fantastisk udsigt over skærgården og masser af faciliteter undervejs, hvor du kommer fra ø til ø med færge, nogle endda kabelfærge. Tag dig god tid på Skærgårdens Ringvej, så du kan nyde rutens skærgårdsstemning, havbrise og imponerende natur hele vejen rundt. Du kan også afvige fra ruten, hvis du får øje på noget, du vil udforske, ligesom der er rig mulighed for at stoppe ved caféer, butikker, havne og andre spændende steder.

    Om sommeren kan du overnatte på charmerende hoteller eller campingpladser rundt omkring på øerne. Hvis du synes, at det lyder lidt for langt, er der også en kortere udgave af ruten ved navn Lille Ringvej. Den strækker sig over 120 kilometer, men kommer alligevel omkring 15 beboede øer samt et par ubeboede af slagsen.

    Billede taget af Leo-setä (CC BY 2.0) Redigeret

  • 5

    Kukastunturin Polkaisu

    Nyd bjergudsigten fra en mountainbike

    Kukastunturin Polkaisu
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    Mountainbikestien Kukastunturin Polkaisu byder på en helt ny måde at opleve Laplands vildmark på. Undervejs kan du se de imponerende bjerge i den nordvestligste del af Finland. På den 20 kilometer lange cykelsti er der en fantastisk udsigt over Pallas-Yllästunturi Nationalpark i den vestlige del af Lapland. Kukastunturin Polkaisu starter ved Hotel Äkäshotelli på gangbrædder, hvor du skal trække, inden du kan køre ind i urskoven og begynde opstigningen mod fjeldet Kukastunturi.

    Mountainbikestien er ikke teknisk sværd, og udsigten til Ylläs-fjeldene fra toppen er anstrengelserne værd. Det er svært at forestille sig et bedre sted at opleve midnatssolen eller se efterårsfarverne. Du kan leje en mountainbike og andet udstyr på stedet, hvis du ikke selv har cykel med, og på de tre timer undervejs er der mulighed for et ophold ved en hyggelig ødemarkscafé.

  • 6

    Kuopio Nordlige Cykelsti

    Tag familien med på cykeltur langs bredden af søen Kallavesi

    Kuopio Nordlige Cykelsti
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    Kuopio Nordlige Cykelsti ligger, som navnet antyder, nord for byen Kuopio i det østcentrale Finland ved bredden af søen Kallavesi. Her kommer du i en cirkel på 20 kilometer omkring højdedraget Pujio langs med søens bred. Det tager omkring tre timer at køre Kuopio Nordlige Cykelsti, som derfor er oplagt til en dagsudflugt, hvor der ikke kræves tekniske færdigheder eller vildt god form. Børnene kan derfor godt cykle med på ruten og vil sikkert elske muligheden for at stoppe ved flere strande og bade undervejs.

    Cykelruten begynder ved Kuopio Markedsplads, der med sine små boder også er værd at udforske for at opleve stemningen. Køb lidt lækkerier med til turen, så du kan se frem til en picnic, når sulten melder sig. Der er masser af steder med udsigt ved cykelstien, så den medbragte frokost kan indtages med udsigt til søen og skærgården. Du finder også caféer og restauranter, hvis du ikke selv tager mad med.

    Kort
  • 7

    Stierne ved Näsijärvi og Pyhäjärvi

    Udforsk et omfattende netværk af cykelstier med udsigt til smukke søer

    Stierne ved Näsijärvi og Pyhäjärvi
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    Stierne ved Näsijärvi og Pyhäjärvi er blandt nogle af de mange muligheder for cyklister i området omkring Finlands tredjestørste by Tampere i den vestlige del af landet. Her er nemlig et vidtstrakt netværk af stier, der både når området ved søen Näsijärvi nord for byen og søen Pyhäjärvi mod syd. Cykelturen kan også kombineres med tog og Hopealinjat-bådene, hvor du kan tage cyklen med på søerne. Hvis du benytter dig af disse muligheder, er det godt at bestille plads på forhånd.

    Mod nord på Näsijärvi Sti kan du vælge mellem tre hovedstier, der tilbyder en række forskellige faciliteter og oplevelser. Det tager flere dage at cykle hele stien, men du kan også vælge forskellige strækninger, der passer dig, hvad angår kondition og tidsplan. Ved Pyhäjärvi finder du stier til dagsudflugter, som er under 50 kilometer, og den 10 kilometer lange Maisemareitti Sti kan hele familien være med på. Der er nærmest ikke noget mere afslappende end at cykle langs den idylliske søbred. Udover den smukke søudsigt kan du på stierne ved Näsijärvi og Pyhäjärvi også dykke ned i områdets landbrugsliv og kulturhistorie.

  • 8

    Kuninkaantie

    Følg i de kongeliges fodspor på cykel fra Turku til Helsinki

    Kuninkaantie
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    Kuninkaantie betyder Kongevejen og er en gammel postrute, der går fra Bergen i Norge og hele vejen til Sankt Petersborg i Rusland. Den finske del af ruten strækker sig gennem den sydlige del af landet fra Turku på vestkysten til hovedstaden Helsinki via blandt andet Paimio, Salo, Tammisaari og Fiskari. Den historiske Kuninkaantie-rute har været anvendt af både kongelige, biskopper, borgerskabet, militæret og kunstnere gennem tiderne. I dag er det en fantastisk måde at opleve Finlands grønne natur og skærgård på to hjul. Undervejs kan du udforske kulturhistoriske seværdigheder som Mustio Slot og det idylliske landsbymiljø i jernværksbyerne Fiskari og Pinjainen. Der er masser at opleve i disse historiske landsbyer, hvor de tidligere fabriksanlæg bliver brugt til kunstværksteder, butikker, museer, udstillinger og restauranter.

    Den 227 kilometer lange cykelsti passer godt til en længere cykelferie og er ikke teknisk svær, så alle kan være med, uanset form og erfaring. Kuninkaantie udgøres for størstedelens vedkommende af asfalterede cykelstier, og hvis du vil cykle videre fra hovedstaden, kan du fortsætte til Kouvola.

    Billede taget af Outdoors Finland (CC BY 2.0) Redigeret