Strøget er nok en af de allermest kendte gågader i Danmark. Indkøbsområdet ligger midt i København og strækker sig lidt over en kilometer fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Her finder du masser af muligheder for at shoppe igennem i de mange butikker, der tæller alt lige fra budgetvenlige kæder til eksklusive mærkevareforretninger.

Strøget er et kaldenavn fra 1800-tallet, der bliver brugt om gaderne Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet og Østergade samt torvene Nytorv, Gammeltorv og Amagertorv. Dengang var Strøget det helt rigtige sted at spadsere for dem, der gerne ville se og blive set. Også i dag er der mange mennesker, der går turen langs hele eller dele af gaden, der blev bilfri i 1962. Hvis du vil ind og svinge dankortet i alle butikkerne, kan du godt få rigtig mange timer til at gå her, og der er også mulighed for at købe mad og drikke, hvis maven rumler undervejs.

Strøget i København - et af højdepunkterne ved "De 14 bedste oplevelser i København" og "De 13 bedste shoppingsteder i København". Læs alt om København her.

Højdepunkter på Strøget

Det, der gør Strøget til noget helt særligt, er nok koncentrationen af de mange butikker på en af Europas længste handelsgader. Her kan du besøge butik efter butik, mens du lader dig opsluge af mængden af fodgængere i samme ærinde. Samtidig betyder beliggenheden midt i København, at du også kan smutte ned ad nogle af de mange sidegader og se en række seværdigheder.

Undervejs kan du kigge nærmere på vartegn som springvandet Caritasbrønden, der ligger på Gammeltorv, den imponerende bygning, der rummer Københavns Domhus på Nytorv, Helligaandskirken og Storkespringvandet på Amagertorv, der både har været tilhørssted for hippierne i 1960’erne og breakdancere i 1980’erne. I dag kan du stadig tage en pause fra shoppingræset og nyde gadeunderholdningen på Amagertorv i form af blandt andet akrobatik, dans og musik.

Strøgets shoppingmuligheder

Der er nok at vælge imellem på Strøget. Hvis du begynder i den ende, der vender ud mod Kongens Nytorv, finder du her en række luksusbutikker med både tøj- og smykkemærker i den allerdyreste ende. Du kan også lægge vejen forbi stormagasinerne Illum og Magasin du Nord, der for sidstnævntes vedkommende ligger lige ved Østergade.

Som du bevæger dig op ad gågaden, kommer du også forbi kædebutikker med legetøj, tøj til både mænd, kvinder og børn, sko, møbler, indretning, skønhedsprodukter, og alt hvad hjertet ellers kan begære. Hvis du bliver sulten undervejs, er der rig mulighed for at købe både mad, is og andre lækkerier. Du kan både snuppe noget hurtigt på farten eller sætte dig ind et sted på en hyggelig café eller en restaurant.

Godt at vide om Strøget

Det er nemt at komme til Strøget fra resten af København. Der går metro til både Rådhuspladsen og Kongens Nytorv, ligesom du også kan begynde shoppingturen fra Nørreport Station, hvis du vil have Købmagergade med i købet. Hvis du vil udforske de lidt mindre, selvstændige butikker, kan du for eksempel slå et smut ned omkring området Pisserenden med Larsbjørnsstræde og Studiestræde eller Strædet, der løber parallelt med Strøget fra Højbro Plads.

Hvis du trænger til at sidde lidt ned og hvile fødderne efter al den shopping, kan du besøge den hyggelige biograf Grand Teatret og se en af de film, der er på plakaten. Har du brug for noget sødt at styrke dig på, ligger La Glace, der er et af Danmarks ældste konditorier, også i en sidegade til Strøget – de lækre traditionelle lagkager skal nok få tænderne til at løbe i vand!

Strøget i København