Nye kartofler, cremet sovs, flæsk i stride strømme, surt og syltet. Det traditionelle danske køkken skal man bestemt ikke kimse ad! Der findes et hav af lækre danske klassikere, der har bestået deres prøve i løbet af de sidste 200 år eller mere og stadig stolt serveres på de lokale restauranter i dag. De fleste af de traditionelle danske retter består af råvarer, der kan fanges, samles og dyrkes i Danmark under naturlige klimatiske forhold. Danskerne er særligt glade for kød og kartofler, der selvsagt nemmest glider ned med en god sovs til.

  • 1

    Stegt flæsk med persillesovs

    Sæt tænderne i Danmarks sprøde nationalret

    Stegt flæsk med persillesovs
    • Mad

    I 2014 stemte danskerne om, hvilken ret der skulle være Danmarks nationalret. Omkring 40% af dem, der deltog i afstemningen, var enige om, at Danmarks nationalret burde være stegt flæsk med persillesovs. Retten må vel egentlig også siges at være så dansk, som noget kan være, for hvis der er noget, danskerne kan lide, så er det kød, kartofler og sovs! Der var derfor heller ingen slinger i persillesovsen, da valget om Danmarks nationalret faldt på de sprøde og salte skiver flæsk. De fleste traditionelle danske restauranter serverer stegt flæsk ad libitum, så du skal ikke være bange for at gå sulten derfra. Som tilbehør kan du forvente at få serveret danske kartofler og en tyk persillesovs.

  • 2

    Smørrebrød

    Har du smagt dyrlægens natmad?

    Smørrebrød
    • Mad

    Smørrebrød er for Danmark, hvad pizzaen er for Italien og paellaen for Spanien: en vaskeægte klassiker. Danskerne er vilde med rugbrødsmadder, og smørrebrødet har af samme grund været en fast del af menuen i de danske hjem i mere end 100 år. Gennem tidens løb er smørrebrødet blevet forfinet, og mange lokale spisesteder har gjort det til en kunstart at servere højtbelagte og flot anrettede smørrebrød. Blandt de mange varianter af denne klassiker finder du rejemadden, der typisk bliver serveret med æg og kaviar, “leverdrengen”, der består af et tykt lag leverpostej toppet med rødbede, champignon og bacon, samt “dyrlægens natmad”, hvis lag er bygget op af leverpostej, saltkød, sky og løgringe på et solidt rugbrødsfundament. Velbekomme!

  • 3

    Hakkebøf med bløde løg

    En traditionel tallerken med kød, kartofler, sovs og surt

    Hakkebøf med bløde løg
    • Mad

    Hakkebøf med bløde løg er en gammel dansk ret, som i høj grad stadig holder den dag i dag. De store hakkedrenge serveres med bløde løg på toppen, der er stegt på panden i smør, og spises med kogte kartofler og en cremet brun sovs. Den traditionelle version af hakkebøf med bløde løg bliver desuden serveret med noget surt tilbehør. Det kunne eksempelvis være syltede rødbeder, asier eller agurkesalat. Selvom hakkebøffen egentlig er tiltænkt som aftensmad, kan den ligesom så mange andre danske retter sagtens nydes på et stykke rugbrød til frokost.

  • 4

    Brændende kærlighed

    Den direkte vej til din partners hjerte

    Brændende kærlighed
    • Mad

    Brændende kærlighed. En traditionel dansk spise, der ikke indeholder oceaner af chili, selvom man godt kunne foranlediges til at tro, at det er det, navnet antyder. Navnet siges dog at stamme fra udtrykket “vejen til en mands hjerte går gennem hans mave”, eftersom kvinden ved at servere denne ret for sin mand erklærede sin kærlighed til ham. Når først du har smagt denne ret bestående af cremet kartoffelmos, sprøde bacontern og syltede rødbeder, vil du med sikkerhed også kunne mærke kærligheden brænde i din mund.

  • 5

    Stegte sild

    En sprællevende tradition helt tilbage fra middelalderen

    Stegte sild
    • Mad

    I Danmark har man spist sild lige siden middelalderen, hvor man saltede og eddikemarinerede fisken for at sikre en længere holdbarhed. Hen mod slutningen af 1700-tallet begyndte man at stege de eddikemarinerede sild, og i dag er den stegte sild en fast bestanddel på menuen til enhver dansk julefrokost. Stegt sild spises dog ikke kun til jul. I mange traditionelle hjem vil du altid kunne finde stegt sild på det kolde smørrebrødsbord. Her nyder lokale familier det sprøde skind og den let krydrede sild på en bund af rugbrød og smør.

  • 6

    Krebinetter

    Sæt tænderne i et smørstegt mirakel

    Krebinetter
    • Mad

    Krebinetter eller karbonader? Kært barn har mange navne, og dette barn er ekstra kært i mange danske hjem, hvor de smørstegte krebinetter ofte ender på aftensbordet. Det bliver regelmæssigt diskuteret, hvad forskellen mellem en krebinet og en karbonade er. Nogle påstår, at krebinetter og karbonader er det samme, men blot kaldes to forskellige ting, alt afhængigt af hvor i Danmark du er vokset op. Andre mener, at der er en reel forskel på de smørstegte vidundere. Krebinetter består eksempelvis af en blanding af grise- og kalvekød, mens karbonader kun består af én slags kød. Både krebinetter og karbonader vendes i rasp, steges i (rigeligt) smør på panden og serveres med kartofler samt stuvede ærter og gulerødder.