Brug sommeren på eventyr i Europa, og gør turen mod destinationen til en del af oplevelsen. Der venter dig et væld af seværdigheder i og omkring Europas historiske storbyer, så pak bilen, og sæt kursen mod både nye og gamle fortællinger. Nyd den frihed, det giver selv at være bag rattet, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvor du ender.

Kør nordpå, og tag på øhop i de svenske skærgårde, eller tag til Verdens Ende syd for Oslofjorden. Du kan også stikke af sydpå og snuse til det toscanske vinland, opleve flodlandskabet i Tysklands Spreewald eller lade dig forkæle i de varme kilder i den tjekkiske kurby Karlovy Vary. Læs videre for at få inspiration til de 10 bedste roadtrips fra Danmark om sommeren.

  • 1

    Berlin

    Mærk kontrasten mellem storbyliv og landidyl i det nordtyske Brandenburg

    Berlin
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Du finder mange oplagte udflugtsmål i Berlin og de omkringliggende hyggelige byer og naturskønne områder. Besøg f.eks. den oversete perle Spreewald. Flodlandskabet, der spinder et net af vandveje gennem frodige skove, inviterer til aktiv ferie enten til vands eller til lands på en travetur langs de mange vandrestier. Området er på UNESCOs verdensarvsliste og ligger blot 100 kilometer fra Berlin.

    Slå vejen forbi Potsdam, og oplev den helt særlige stemning blandt de historiske røde teglstenshuse, der gemmer på butikker, restauranter og gallerier på gaden og i de hyggelige baggårde. Byen ligger i et landskab af søer og skove, og slottet og parkanlæggene udgør sammen med kvarteret med teglstenshusene det største samlede kulturlandskab i Tyskland, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

    Kort
  • 2

    Hamborg

    Nordtysk storbyliv og roadtrip til omkringliggende byer og seværdigheder

    Hamborg
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    I Hamborg kan du opleve teaterkvarteret St. Pauli, Reeperbahn, shopping i området Jungfernsteig og de snoede gyder i kvarteret Treppenviertel. Sæt så kursen mod den gamle Hansestad Lübeck, blot 68 kilometer fra Hamborg. Byen er omgivet af vand, og på en slentretur ad middelaldergaderne kan du mærke den særlige stemning af livlig, mangfoldig storby blandt fredede, historiske bygninger.

    Når du har fået nok af storbyarkitektur, kan du fortsætte din roadtrip til Altes Land sydvest for Hamborg. Millioner af frugttræer byder dig velkommen til en dag på landet i smukke omgivelser. Det giver et lille pusterum, før du fortsætter turen til Buxtehude til frokost på en af de hyggelige restauranter langs kanalerne i landsbyens gamle bydel.

    Kort
  • 3

    Stockholm

    Tag på roadtrip gennem Sveriges smukke natur på vejen mod Nordens Venedig

    Stockholm
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Gør noget ekstra ud af køreturen til Stockholm med et stop i den gamle, brostensbelagte by Lund. Her dominerer domkirken og det historiske Lunds Universitet – Sveriges næstældste, der i høj grad bidrager til den unikke stemning i byen. Kør derefter nordvest på til naturreservatet Hovs Hallar og Bjärehalvöns smukke klippekyst, hvor havet i årtusinder har formet klipperne og grotterne.

    Nyd naturen på vejen videre mod Röttle i Småland. Bebyggelsen består af en håndfuld klassiske røde træhuse og to næsten tusind år gamle vandmøller og ligger i smuk natur ved bredden af Vättern. Her får du klassisk svensk idyl for alle pengene, inden du tilbagelægger den sidste del af turen mod Stockholm og alt, hvad den svenske hovedstad har at byde på.

    Kort
  • 4

    Oslo

    Oplev Norges dramatiske og smukke landskaber i dit helt eget tempo

    Oslo
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Vejen mod Oslo er dækket af bjergtagende natur, uanset om du vælger at sejle fra Jylland eller køre gennem Sverige fra Sjælland. Området omkring Oslo overrasker med en række små, historiske bymiljøer, der ligger som perler på en snor langs Oslofjorden. Besøg badebyen Drøbak, hvor de smukke træhuse i de hyggelige brostensbelagte gader inviterer inden for i restauranter, butikker og gallerier.

    Kør sydpå til Norges ældste by, Tønsberg, hvor ruinerne af vikingeborgen Tunsberghus ligger. Det livlige miljø langs havnen byder på hyggelige spisesteder i de gamle pakhuse. Fortsæt sydpå til Verdens Ende, sydspidsen af øen Tjøme i Færder Nationalpark. Foruden en fantastisk udsigt ud i det uendelige byder området på mange aktiviteter i naturen. Kom med på vandretur, cykeltur, ridetur eller endog alpakatur.

    Kort
  • 5

    Göteborg

    Betagende kyststrækninger langs den svenske vestkyst

    Göteborg
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    For at komme til Göteborg kan du sejle fra Frederikshavn eller tage turen over Øresundsbroen. Se seværdighederne under en sejltur rundt på Göteborgs kanaler. Der er kunst og kultur i særklasse på Göteborgs Konstmuseum, og i bydelen Haga kan du slå dig ned på en af de mange hyggelige cafeer, når du har været på shopping i de små butikker.

    Din roadtrip kan fortsætte på øhop rundt i Göteborgs skærgård. Læg så vejen over øen Orust mod Smögen – kyststrækningen her er en af Sveriges smukkeste. Den lange havnekaj i Smögen bugner af små restauranter og cafeer, et glimrende sted til en bid mad, før du fortsætter turen nordpå til Fjällbacka for at opleve gåturen gennem kløften Kungsklyftan.

    Kort
  • 6

    Amsterdam

    Nyd friheden ved at rejse i dit helt eget tempo

    Amsterdam
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Sommer i Amsterdam er lig med et væld af blomster, der i alle regnbuens farver pryder kanaler, gader og stræder. Parker bilen uden for byen, så du ikke skal spilde tiden med at finde parkering i verdens cykelhovedstad. Mange hoteller tilbyder cykeludlejning, så gør som de lokale, og tag den tohjulede rundt til byens seværdigheder.

    Hvis ikke du har mod på at tilbagelægge de otte timer til Amsterdam i ét stræk, kan du med fordel gøre ophold i Bremen. Byen er præget af en afslappet stemning, og med de fleste seværdigheder placeret centralt, kommer du nemt rundt til både folkelige biergartens og finkulturel arkitektur til fods. Bliv en dag eller to, før du fortsætter mod Amsterdam.

    Kort
  • 7

    Prag

    Mærk historiens vingesus på eventyr blandt smuk natur og lokale perler

    Prag
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Få en anderledes ferieoplevelse i og omkring Prag, hvor du kan nyde godt af vin, natur, enorme borge og slotte samt levn fra jerntæppets dage. Nyd sommersolen på øen Kampa – Prags Venedig – som du finder lige ved Karlsbroen. Få en bid mad og en god tjekkisk øl i kvarteret Staré Mesto. Tag på shopping omkring Václav-pladsen, og gå en tur på den stemningsfyldte gamle jødiske kirkegård.

    Besøg også kurbyen Karlovy Vary, og oplev de varme kilder og farverige historiske bygninger. Syd for Prag finder du det UNESCO-bevarede Lednice-Valtice-område, hvor det smukke vinland breder sig. Og tæt på grænsen til Østrig kan du opleve nationalparken Thayatal, som har ligget beskyttet af jerntæppets spærrezone og derfor byder på et fantastisk og uforstyrret naturlandskab.

    Kort
  • 8

    Toscana

    Charmerende middelalderbyer og stor gæstfrihed i det italienske vinland

    Toscana
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Toscana er lig med billedskønne landskaber og rustik charme, hvor sanserne forkæles med italiensk gastronomi og vin i særklasse. Oplev renæssancebyen Firenze og den storslåede katedral Il Duomo, fra hvis kuppel du får en fantastisk udsigt over byen. Herfra kan du spotte, hvor du skal smage ægte italiensk gelato, finde de bedste shoppinggader, og hvilke andre historiske bygninger der er et besøg værd.

    Tag så på eventyr ud ad de snoede veje i Chianti, hvor vinrankerne dækker landskabet i det uendelige. Besøg en af vingårdene langs Strada di Chianti, og læg vejen forbi den smukke landsby Montefioralle. Kun en smuttur derfra ligger byen Greve in Chianti, som du også bør opleve, før du kan vende snuden mod Toscanas kyst til et par dages badeferie.

    Kort
  • 9

    Wien

    Maleriske bjergbyer og storslået natur kombineret med kultur og historie

    Wien
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Nyd den friske bjergluft på turen gennem Alperne til Wien, og oplev, hvordan det storslåede, dramatiske bjerglandskab byttes ud med vinranker gennem bølgende bakker og dale, før du når storbyvrimmel og højkultur i særklasse. Wien imponerer med arkitektur, kunst og design, og så er den østrigske hovedstad berømt for sin cafékultur. Find en plads i solen på en af de mange fortovscaféer, og nyd en klassisk omgang kaffe og kage.

    På roadtrip i Østrig er det helt oplagt at bevæge dig ud på ruten Österreichische Romantikstrasse. Denne rute består af en række charmerende byer, der ligger som perler på en snor fra Wien til Salzburg. Her venter paladser, slotte og klostre i det eventyrlige landskab af spejlblanke bjergsøer og idylliske bjerglandsbyer.

    Kort
  • 10

    Paris

    Tag på eventyr gennem Europa til byernes by

    Paris
    • Oplevelser
    • Par
    • Familier
    • Mad
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping

    Byt turen på den tyske autobahn ud med charmerende landsbyer og uforglemmelig natur på turen til Paris. Ikke langt fra Hamborg ligger Altes Land – et naturskønt område dækket af frugttræer og et idyllisk stop på vejen mod den franske hovedstad. Her kan du besøge den lille by Stade og gå en tur i den gamle bydel langs kanalerne. Fortsæt turen gennem Münster, hvor bindingsværkshusene charmerer, og det kreative miljø ved havnen Kreativkai giver fornyet energi.

    Når du har krydset grænsen til Frankrig, bør du opleve det elegante Champagne. Nyd et glas verdensberømte bobler i Reims, og besøg byens UNESCO-beskyttede domkirke, Notre-Dame de Reims, før du tilbagelægger den sidste del af turen til Paris og alt, hvad byernes by har at byde på.

    Kort