Et weekendophold i Danmark kan gå til rigtig mange forskellige hyggelige destinationer. Det er en god lejlighed til at komme lidt væk fra hverdagen og se noget nyt i et par dages tid, inden du vender hjem med fornyet energi.

    Nogle af de største byer er selvfølgelig selvskrevne, fordi de rummer en række spændende seværdigheder, og det er nemt at komme dertil, hvis du vil have lidt inspiration fra storbyen. Men en række små og mellemstore byer er naturligvis også at finde på vores liste over populære destinationer til et weekendophold i Danmark.

    1

    København

    Tilbring et par dage i hovedstaden

    København er uden tvivl en af de mest populære destinationer i Danmark til et weekendophold, og der er også masser af muligheder, hvad angår overnatning. Her finder du både billige hoteller, hvis det skal være budgetvenligt, og kæledyrsvenlige hoteller, hvis du vil have din firbenede ven med på tur.

    Herefter gælder det bare om at suge til dig af storbystemning, mens du tilbringer en weekend i København, der byder på både arkitektur, seværdigheder og kultur i historiske og moderne omgivelser.

    2

    Aarhus

    Indtag Smilets by med egen lejlighed

    Står den på et weekendophold i det østjyske, kan du overveje at overnatte i en lejlighed i Aarhus. På den måde kan du selv stå for noget af maden, og hvis I er flere, der rejser sammen, kan I alle sammen være der og hygge på opholdsområderne.

    Danmarks næststørste by er rig på seværdigheder, moderne og historisk arkitektur og god mad, som nemt kan udfylde en hel weekend. Og hvis du hellere vil lade andre om at lave mad og gøre rent, er der selvfølgelig også en lang række hoteller i Aarhus. Herfra er det nemt at tage på museumsrundtur til kunstmuseet ARoS, Den Gamle By og Moesgaard Museum, hvis du skal have et skud kultur.

    3

    Kolding

    Kom helt tæt på kulturen i Kolding

    Kolding passer perfekt til en weekendtur, da det er en overskuelig by i Sydjylland, som samtidig har både seværdigheder og kultur at byde på. Leder du efter hoteller med handicapfaciliteter på værelset, kan det sagtens lade sig gøre, så længe du ikke er ude i sidste øjeblik.

    Selvom for eksempel Koldinghus har mange forskudte etager og trapper, er det dog alligevel muligt for kørestolsbrugere at opleve store dele af slottet. På kunstmuseet Trapholt er der slet ingen trapper, fordi der er tænkt på folk i kørestol, og stedet er tildelt tilgængelighedsmærket God Adgang.

    4

    Sønderborg

    Historisk visit i grænselandet

    En lejlighed i Sønderborg er en god base på et weekendophold i det sønderjyske grænseland. Hvis du rejser med hele den store familie, kan der være plads til jer alle på forskellige værelser under samme tag.

    Den hyggelige by Sønderborg ligger på begge sider af Als Sund, og derfor er der flere af lejlighederne, der ligger ud til havnen med udsigt over vandet. I løbet af weekenden er det oplagt at gå en tur langs havnepromenaden forbi de mange caféer til Sønderborg Slot, ligesom du kan dykke ned i historien om Sønderjylland og Krigen i 1864 ved Dybbøl Banke og Dybbøl Mølle.

    5

    Frederikshavn

    Besøg en nordjysk by med internationale forbindelser

    Frederikshavn ligger i Nordjylland ud til Kattegat og har en række hoteller i mellemklassen, der passer fint til et weekendophold her i den livlige handelsby. De fleste ligger i og omkring centrum, så du har et godt udgangspunkt for at opleve bymidten og havnen, hvorfra der sejler færger til blandt andet Sverige, Norge og Læsø.

    Hvis du er på weekend om sommeren, har Frederikshavn faktisk sin helt egen palmestrand med ægte palmer ganske tæt på byen. Der er en fantastisk udsigt over byen fra Kystmuseet Bangsbo Fort, der ligger syd for Frederikshavn i 82 meters højde.

    6

    Blåvand

    Drag mod vest til en populær turistby

    Kigger du efter et weekendophold på et hotel i Blåvand, kan det godt være, at du bliver fristet til at blive lidt længere. Det er nemlig en skøn ferieby i Sydvestjylland ved Jyllands vestligste punkt, Blåvands Huk.

    Slut dig til de mange danske og tyske sommerhusgæster i Blåvand, der bliver besøgt det meste af året. Hvis det er sommer, er det helt oplagt at indtage nogle af de mange kilometer hvid sandstrand. Vesterhavet kan dog også noget på andre tidspunkter af året, ligesom der er rig mulighed for at få gået nogle ture i den barske natur i løbet af weekenden.

    7

    Herning

    Oplev kunst, kultur og koncerter i denne handelsby

    Der er flere forskellige hoteller med handicapfaciliteter på værelset i Herning, hvis du drømmer om en weekendtur til det midtjyske.

    Herning er omdrejningspunktet for en række erhvervs- og kulturarrangementer, og måske er det i den sammenhæng, at du lægger vejen forbi. Jyske Bank Boxen tilbyder særlige billetter og toiletter til kørestolsbrugere. I Messecenter Herning er det også muligt at låne en kørestol, ligesom du kan tage din egen med, og på det imponerende arkitekttegnede museum HEART - Herning Museum of Comtemporary Art er tilgængeligheden også tænkt ind i byggeriet.

    8

    Ribe

    Udforsk historie og natur ved denne charmerende by ved Vadehavet

    Ribe ved Vadehavskysten i Sydvestjylland er en af Danmarks ældste byer og er oplagt til et weekendbesøg, hvor menneskets bedste ven kan komme med på et af de kæledyrsvenlige hoteller.

    Der er mange gode vandreture i Ribe, hvor din hund er en oplagt ledsager. For eksempel langs Skibsbroen for at se Stormflodssøjlen, der markerer, hvor udsat det flade marsklandskab omkring byen har været. Hunde må også godt komme med i snor de fleste steder i de skønne naturomgivelser i den nærliggende Nationalpark Vadehavet.

    Planlæg din næste rejse

    Find inspiration

    Europa

    Rejsevarsel ifm. COVID-19

    De seværdigheder og oplevelser, der anbefales i vores guides, kan være påvirket af coronasituationen. Sørg for at tjekke lokale retningslinjer, før du rejser.

    Gå til toppen af siden

    Maps