Vi havde fire overnatninger på La Sonrisa, og var på forhånd lidt spændte på stedet. Vi havde nemlig læst her på siden, at hotellet havde sine bedste dage i 80'erne. Ved ankomsten blev vi helt overvældede af hotellet og omgivelserne. Hotellet er indrettet i en villa fra 1717, og det kan ses overalt i den rokoko-agtige stil. Hotellet virker lidt slidt, men det skal dog ikke fjerne fokus fra det faktum, at det er en kæmpe oplevelse at bo på hotellet. Både de ydre og indre omgivelser er helt enestående, og så er der faktisk et utroligt venligt og serviceminded personale (flere af dem er dog ret dårlige til engelsk). Vi brugte hotellet som udgangspunkt for udflugter til Capri, Pompeji og Vesuv, og dertil er det rigtigt velegnet. Det største minus er dog de umiddelbare omgivelser. Området virker ret fattigt, og man skal køre lidt for at finde et spisested (hvilket er helt unormalt i Italien). Morgenmaden er i øvrigt et overflødighedshorn af bl.a. kager og frugt - men kom tidligt, for hen på morgenstunden bliver der ikke puttet så meget nyt på bordene.