Leder du efter måder at se Paris som de lokale på, fordi du allerede har taget hele turistruten? Det kan også være, at du aldrig har besøgt byen før, men gerne vil se noget andet end de klassiske turiststeder. Under alle omstændigheder er Paris en livlig by. Det kan føre til en hel masse at sætte sig på en udendørs café og kigge på mylderet eller åbne døren til en lillebitte butik, som tilsyneladende ser helt forladt ud.

Hvis du lader dig rive med af byens særlige stemning, kan du opleve en række bydele, som slet ikke bliver nævnt i guidebøgerne. Har du brug for inspiration, har vi samlet en håndfuld usædvanlige steder til dig, hvor du kan lade dig fascinere, komme ud i det grønne, blive klogere, more dig, slappe af og opleve nogle af de mere ukendte sider af Paris. Her får du vores liste over måder at se Paris som de lokale på.

  • 1

    Île de la Cité Arkæologiske Krypt

    Besøg et underjordisk arkæologisk område i hjertet af Paris

    Île de la Cité Arkæologiske Krypt
    • Historie
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    I Île de la Cité Arkæologiske Krypt kan du komme ned under jorden og udforske den franske hovedstads fortid syv meter under menneskemylderet ovenfor. Her under øen Île de la Cité midt i Seinen kan du opleve de arkæologiske fund fra udgravninger, hvoraf nogle bygninger er mere end 2.000 år gamle. Det er en rejse tilbage i tiden med mulighed for at lade dig opsluge af denne underjordiske labyrint af historie.

    Følg den bymæssige og arkitektoniske udvikling i Paris gennem udstillingen, der blandt andet fremviser havnen i den galliske by Lutetia, der var forløber for Paris, gallo-romerske bade, termalbade, ruiner af romerske villaer, brønde og volde. Du kan også blive klogere på byplanlæggeren Baron Haussmanns renovation af kloaksystemet. Hvis du vil have hele historien med, er der desuden mulighed for at komme på en guidet rundvisning i Île de la Cité Arkæologiske Krypt.

    Adresse: 7 Parvis Notre-Dame - Pl. Jean-Paul II, 75004 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Tirsdag til søndag fra kl. 10.00 til kl. 18.00

    Telefon: +33 (0)1 55 42 50 10

    Kort

    Billede taget af Jean-Pierre Dalbéra (CC BY 2.0) Redigeret

  • 2

    Butte-aux-Cailles

    Nyd godt af landsbystemning og gadekunst

    Butte-aux-Cailles
    • Natteliv
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    Bydelen Butte-aux-Cailles er sjældent at finde i guidebøgerne om Paris, og det er måske godt det samme. Dette kvarter i det 13. arrondissement har nemlig formået at bevare sin helt egen charme og stemning. Her i de kuperede, smalle brostensbelagte gader finder du hyggelige huse, masser af grønt og mure udsmykket med streetart af blandt andet den berømte kunstner Miss.Tic.

    Kig nærmere på bindingsværkshusene La Petite Alsace, tag en dukkert i en af Paris' ældste svømmehaller i art nouveau-stil, eller slå dig ned til frokost på et af de mange spisesteder. Om aftenen kan du lade dig opsluge af Butte-aux-Cailles' natteliv, hvilket nok er en af de sjoveste måder at se Paris som de lokale på.

    Kort

    Billede taget af Mbzt (CC BY-SA 3.0) Redigeret

  • 3

    Petite Ceinture

    Gå langs skinnerne på en forladt jernbane

    Petite Ceinture
    • Oplevelser
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    Petite Ceinture er en tidligere banelinje, som blev brugt til at transportere gods og mennesker rundt i den franske hovedstad. I dag er det også en virkelig spændende måde at opleve Paris som de lokale, fordi du kan gå langs dele af de forladte skinner, der er tilgroet med blomster og planter og omdannet til parker. Derudover er der åbnet en række initiativer i de tidligere jernbanestationer, som for eksempel caféen La Gare i det 16. arrondissement og den bæredygtige kantine La REcyclerie i det 18. arrondissement, ligesom der er lavet byhaver, en økosti, cykelstier og sportsfaciliteter med mere.

    Der er adgang til Petite Ceinture flere steder, blandt andet via Rue de la Mare og Rue de Ménilmontant i det 20. arrondissement, mellem Rue Rottembourg og Rue de Montempoivre i det 12. arrondissement og mellem Place Balard og Rue Olivier-de-Serres i det 15. arrondissement.

  • 4

    Museum for Markedskunst

    Træd ind i en farverig verden af underholdning

    Museum for Markedskunst
    • Familier
    • Historie
    • Usædvanlige oplevelser

    Latter, fest og underholdning er i centrum på Museum for Markedskunst. Her finder du en herlig vintagesamling af karruseller, historiske seværdigheder som det såkaldte tjenervæddeløb, course des garçons de café, og andre sjældne og finurlige genstande fra den franske Belle Époque.

    Modsat mange andre museer i Paris er der på dette sted liv og glade dage, og skuespilleren, der står for den guidede rundvisning, tænder karrusellerne, så gæsterne kan prøve dem. Der anvendes moderne lyd- og projektorteknologi for at gøre den magiske og farvestrålende oplevelse endnu større for både børn og voksne. Vær opmærksom på, at der kun er adgang til museet med forhåndsreservation til de guidede rundvisninger.

    Adresse: 53 Avenue des Terroirs de France, 75012 Paris, Frankrig

    Telefon: +33 (0)1 43 40 16 22

    Kort

    Billede taget af Laika ac (CC BY-SA 2.0) Redigeret

  • 5

    Rue Crémieux

    Oplev en af byens mest farverige gader

    Rue Crémieux
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    Rue Crémieux er ikke sådan en gade, du lige tilfældigvis kommer forbi. Men denne brostensbelagte gågade er supercharmerende med sine rækkehuse i klare farver lige fra turkis og magentarød til æblegrøn og pastelblå. På en gåtur i Rue Crémieux kan du nyde synet af de mange blomsterkrukker på fortovene langs husene og måske hilse på en kat.

    Den 144 meter lange gade ligger i det 12. arrondissement tæt på togstationen Gare de Lyon, og bygningerne er oprindeligt bygget som arbejderboliger.

    Adresse: Rue Crémieux, 75012 Paris, Frankrig

    Kort
  • 6

    Passage Brady

    Kom på en rejse til Indien uden at forlade Paris

    Passage Brady
    • Mad
    • Usædvanlige oplevelser

    I den overdækkede butiksgade Passage Brady kan du komme på en kulinarisk rejse til Sydasien midt i den franske hovedstad. Det begyndte med en indisk restaurant i 1972, og siden har det udviklet sig til en række grønthandlere, restauranter og frisører med rødder i Indien, Sri Lanka, Pakistan og Bangladesh.

    Spis et måltid her på stedet, hvis du da ikke vælger at shoppe lidt ris, linser og krydderier for selv at gå i køkkenet. Der sælges også skønhedsprodukter, farverigt tøj og røgelse. Her i denne stemningsfyldte arkade af glas og smedejern finder du en lille lomme af sydasiatisk kultur, som er sjov at gå på opdagelse i.

    Adresse: Passage Brady, 75010 Paris, Frankrig

    Kort

    Billede taget af koronis.at (CC BY-SA 2.0) Redigeret

  • 7

    Sainte-Chapelle

    Opdag en lille kirke med smukke glasmosaikker

    Sainte-Chapelle
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    Sainte-Chapelle er meget mindre kendt end den nærliggende Notre Dame, men det er faktisk lidt ufortjent. Denne gotiske kirke fra 1200-tallet byder nemlig på et betagende indre, der kan imponere de fleste. Det er især de 15 meter høje farverige glasmalerier i det øvre kapel, der får de besøgende til at stoppe op.

    Den bedste måde at opleve Sainte-Chapelle på er en solskinsdag, hvor solens stråler gennem glasset skaber et fascinerende farvespil i rummet. Hvis du ønsker at beundre kapellet med musik til, afholdes der også regelmæssigt koncerter med klassisk musik på stedet om aftenen.

    Adresse: 8 Boulevard du Palais, 75001 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Januar til marts og oktober til december: dagligt fra kl. 09.00 til kl. 17.00. April til september: dagligt fra kl. 10.00 til kl. 17.00.

    Telefon: +33 (0)1 53 40 60 80

    Kort
  • 8

    Deyrolle

    Dyk ned i et univers fra en svunden tid

    Deyrolle
    • Shopping
    • Usædvanlige oplevelser

    Deyrolle er en butik med speciale i udstoppede dyr, som blev grundlagt i 1831 og ligger på Rue du Bac i det 7. arrondissement. Her kan du komme på besøg i et helt særligt univers, når du går rundt i den mere end 200 år gamle butik med et udstillingsrum med udstoppede, vilde dyr og et raritetskabinet. Tag trappen op på første sal, og kom tæt på zebraer, løver og næsehorn, ligesom du også kan blive klogere på insekter og se udstillede sommerfugle, skaldyr, sten og endda koraler i montrer.

    Dette magiske sted var også med i filmen "Midnight in Paris", hvor der bliver afholdt en fest mellem de udstoppede dyr. Og det vilde ved det hele er, at alle dyrene er til salg, så hvis du drømmer om at få en giraf med hjem, kan det sagtens lade sig gøre, hvis du har spenderbukserne på.

    Adresse: 46 Rue du Bac, 75007 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Mandag fra kl. 10.00 til kl. 13.00 og fra kl. 14.00 til kl. 19.00 og tirsdag til lørdag fra kl. 10.00 til kl. 19.00

    Telefon: +33 (0)1 42 22 30 07

    Kort

    Billede taget af flightlog (CC BY 2.0) Redigeret

  • 9

    Den Store Moské i Paris

    Lad tankerne flyve i moskéens smukke have

    Den Store Moské i Paris
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    At der er åbent for besøg i Den Store Moské i Paris og den tilhørende have er det faktisk de færreste, der er klar over. Den smukke moské i spansk-maurisk stil ligger i det 5. arrondissement og blev opført i 1920'erne til ære for de muslimske soldater, der kæmpede i den franske hær under 1. verdenskrig. Den 33 meter høje minaret knejser over moskéens have Jardin des Délices, der strækker sig over 3.500 kvadratmeter.

    Her kan du gå rundt ad de flisebelagte stier og nyde de små søer, springvand, mosaikker, blomstrende blåregn og palmetræer. Der skal betales en beskeden entré for at få adgang, hvorefter du også kan besøge gårdhaven, biblioteket og mødesalen.

    Adresse: 2bis Place du Puits de l'Ermite, 75005 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Lørdag til torsdag fra kl. 09.00 til kl. 18.00

    Telefon: +33 (0)1 45 35 97 33

    Kort

    Billede taget af Zairon (CC BY-SA 4.0) Redigeret

  • 10

    Butte Bergeyre

    Udforsk en landsby midt i storbyen

    Butte Bergeyre
    • Usædvanlige oplevelser

    Butte Bergeyre er et charmerende kvarter og en parisisk høj, som sagtens kan konkurrere med det mere kendte Montmartre. Herfra er der nemlig også en skøn udsigt over Paris, hvor du kan se både Sacré-Cœur og byens hustage i fugleperspektiv. På en gåtur rundt i Butte Bergeyres brolagte gader føles det som at være i en lille landsby ude på landet, hvor du er omgivet af efeuklædte facader, rosenbuske, små, fine huse, fælleshaver og legende børn.

    Alligevel ligger dette område lige i nærheden af den travle Place Colonel Fabien, og der er adgang til fods via to trapper, som er svære at se, hvis du ikke lige ved, at de er der. Den ene trappe ligger på Avenue Simon Bolivar og den anden på Rue Manin. Der er også en sti for enden af Rue des Chaufourniers, som fører til Butte Bergeyre.

    Kort

    Billede taget af Guilhem Vellut (CC BY 2.0) Redigeret