Møllestien i Aarhus er en lille, charmerende gade, der befinder sig i hjertet af Smilets By, nærmere betegnet Indre By. Dette kvarter er særligt kendt for sine små huse og brostensbelagte gader, og Møllestien sætter et eksemplarisk eksempel, som ingen andre gader i området formår at leve op til i samme grad. Her kan du udforske en gade, der har eksisteret siden det 13. århundrede, med små, hyggelige og farverige huse, hvoraf de fleste blev bygget i slutningen af 1800-tallet.
Den lille brostensbelagte gade, der løber fra Møllegade og ned til Vester Allé, er velbesøgt af turister. Møllestien har nemlig skabt sig et eftertragtet ry som Aarhus’ smukkeste gade. Men bag de idylliske små huses facader og lyserøde stokroser gemmer sig en benhård historie, der fortæller om fattigdom, slum og nød, der stod på helt frem til 1960’erne.
Møllestien i Aarhus - et af højdepunkterne ved "De 11 bedste oplevelser i Aarhus". Læs alt om Aarhus her.
Højdepunkter på Møllestien
Når du træder ind på Møllestien og mærker de ujævne brosten under fødderne, mens du går forbi det ene gamle, lavloftede byhus efter det andet, er det slet ikke til at forstå, at du befinder dig midt i Aarhus. Den rolige og idylliske stemning på Møllestien tager dig tilbage til svundne tider, og gaden med sine mange lyserøde stokroser, der indhyller de skæve, farverige huse, inviterer til en længere billedserie. Hvis du som turist i byen er ude efter en autentisk oplevelse, har du mulighed for at overnatte i to af Møllestiens mindste huse.
Helt tilbage i 1818 lå der en stor firelænget gård på hjørnet af Møllestien. I 1819 blev den ene længe af gården lavet om til seks små lejeboliger, der i dag står som nr. 41-45 på Møllestien. Møllestien 53 er et levn fra den daværende gårds vestlige længe og huser i dag et værksted.
Møllestiens historie
Møllestien kan med sikkerhed dateres tilbage til 1200-tallet, men der er meget, der tyder på, at gaden trækker tråde helt tilbage til vikingetiden. Selve navnet ”Møllestien” optrådte for første gang i 1600-tallet, og navnet stammer sandsynligvis fra den mølle, der lå der, hvor Mølleparken ligger i dag. Selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, var livet på Møllestien ikke ligefrem en dans på stokroser, som det tydeligvis er i dag.
I 1600-tallet lå Møllekirkegården, som var et sidste hvilested for kriminelle, fattigfolk og uidentificerede lig, nær ved Møllestien, og i 1688 blev to kvinder, der boede på gaden, dømt for hekseri. Op gennem 1900-tallet tog fattigdommen til, og Møllestien blev et rigtigt slumkvarter, som ingen på trods af den alvorlige boligmangel havde lyst til at slå sig ned i. Men i 1960’erne blev gaden invaderet af kunstnere og studerende, der satte de faldefærdige huse i stand og plantede stokroser.
Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 3.0) Redigeret
Godt at vide om Møllestien
Møllestien forbinder Vester Allé mod vest med Grønnegade mod øst og krydser Møllegade, der ligger mere eller mindre midt for. Det er dog ikke hele Møllestien, der er lige værd at besøge. På den del, der går fra Møllegade mod Grønnegade, finder du en ordinær gade med normal bebyggelse. Den brostensbelagte del af gaden, der strækker sig fra Møllegade mod Vester Allé, er til gengæld beriget med små, farverige huse og yndige stokroser, der kravler op ad de skæve vægge med lavt til loftet.
Den billedskønne gade ligger i gåafstand fra Aarhus Hovedbanegård i det smukke Latinerkvarter, der ligeledes rummer mange andre hyggelige og historiske gader med gamle huse og skæve brosten. Parallelt med Møllestien løber Vestergade, hvor du finder et stort udvalg af hippe kaffebarer og små restauranter, som serverer god mad til studievenlige priser.
Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret
Møllestien i Aarhus
Adresse: 8000 Aarhus C, Danmark