ARoS Aarhus Kunstmuseum troner på en bakketop midt i Aarhus og kan ses på lang afstand – det er ikke til at tage fejl af den firkantede murstensbygning med en farvestrålende cirkel på toppen, som nærmest er blevet et symbol på Aarhus. Det fascinerende museum åbner dørene op til kunstoplevelser i verdensklasse fra den moderne guldalder til modernisme og international samtidskunst. Gå på opdagelse i de mange gallerier med alt fra moderne installationskunst til klassiske malerier fra 1800-tallets guldalder, og se Aarhus gennem en farvestrålende linse højt til vejrs i Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama. Kunstværkerne her spiller kort sagt på alle dine sanser.

Udover de permanente samlinger lægger museet også lokaler til unikke særudstillinger, der tidligere har omfattet store navne som Edvard Munch og Claude Monet. ARoS er desuden kendt for at tilbyde nogle lidt anderledes udstillinger, der skubber grænser, provokerer og udfordrer med titler som Art&Porn og Women Without Men.

ARoS Aarhus Kunstmuseum - et af højdepunkterne ved "Top 10 ting at opleve i Danmark" og "De 10 mest Instagram-venlige steder i Aarhus". Læs alt om Aarhus her.

Billede taget af Teake Oppewal (CC BY-SA 3.0) Redigeret

Højdepunkter på ARoS Aarhus Kunstmuseum

ARoS’ permanente og skiftende udstillinger byder som regel på noget lidt udover det sædvanlige. Se eksempelvis nærmere på den gigantiske drengeskulptur Boy, som imponerer med helt utrolige livagtige detaljer, eller tag ned på Niveau 0, og gå på opdagelse i de mange rum med lys-, video- og installationskunst, der er en helt særlig og fordybende kunstoplevelse.

Det største højdepunkt på ARoS finder du dog ikke inden for i udstillingslokalerne, men derimod oppe på bygningens tag – i form af kunstværket Your Rainbow Panorama. Værket består af en 150 meter lang cirkelformet gang med glasvægge, og på din tur rundt i cirklen skifter glasset mellem alle regnbuens farver – deraf navnet. Det er en helt unik oplevelse at se ud over byens tage gennem det farvede glas. Mange besøger ARoS udelukkende for at gå en runde i panoramagangen og nyde udsigten – og måske for at knipse et billede eller to til Instagram.

Arrangementer på ARoS Aarhus Kunstmuseum

Udover den traditionelle museumsoplevelse byder ARoS også på forskellige events, arrangementer og aktiviteter for både børn og voksne. Der tilbydes kreative og inspirerende workshops for hele familien med udgangspunkt i konkrete værker, og det er endda også muligt at holde børnefødselsdag på ARoS, hvor de små kan glæde sig til en sjov og anderledes dag i kunstens tegn.

Vil du gerne dykke endnu dybere ned i kunstens verden, kan du booke en privat rundvisning på museet eller endda få en session med en privat kunsttræner. Vedkommende fortæller om lige præcis de værker og perioder, du gerne vil blive klogere på – hvad enten du er til samtidskunst eller surrealisme. Endelig har museet også flere sociale tiltag og indsatser for at fremme sundhed og fællesskab og samarbejder blandt andet med Alzheimerforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen.

Billede taget af Colin (CC BY-SA 4.0) Redigeret

Godt at vide om ARoS Aarhus Kunstmuseum

Når sjæl og sind er blevet mættet af kunst og kultur, og kroppen trænger til mere fast føde, kan du kigge forbi museets café og orangeri, som serverer alt fra brunch og velduftende hjemmebag til en treretters aftenmenu i hyggelige omgivelser. Du kan sagtens stille sulten her, selvom du ikke skal ind på museet. Der er også en flot museumsbutik på stedet, som har et stort udvalg af dansk design, kunstbøger og mange andre spændende sager. Ligesom med caféen er det bestemt værd at kigge indenfor, selv hvis du ikke skal på museumsbesøg.

Det er nemt at finde frem til ARoS Aarhus Kunstmuseum, som kun ligger et stenkast fra Aarhus Hovedbanegård. Rundt om museet finder du også et overflødighedshorn af kulturelle udbud i blandt andet eventhuset Ridehuset og Musikhuset Aarhus, hvor der afholdes et væld af koncerter, teaterforestillinger og andet godt til en aften i Aarhus.

ARoS Aarhus Kunstmuseum

Adresse: Aros Allé 2, 8000 Aarhus, Danmark

Åbningstider: Åbningstiderne varierer efter sæson

Telefon: +45 87 30 66 00