La Fiancée Du Pirate er et hyggeligt, familie-drevet hotel beliggende ved Col Du Villefranche - altså lidt oppe af bjerget fra havnebyen Villefranche.
Vi valgte hotellet dels grundet prisen og dels for at undgå de meget turistede hoteller med mange mennesker i Nice centrum.
Hotellet har kun 15 værelser, så der er aldrig et mylder af mennesker til morgenmad, ved poolen osv. Vi boede på værelse 2; et fint værelse med havudsigt. Udsigten var det hele værd, selvom værelset ved første øjekast så lidt slidt ud. Dog var det velholdt, rent og havde alle de ting, vi havde behov for.
Udover den flotte udsigt var det bedste ved hotellet servicen. Alle vi mødte var venlige, hjælpsomme, snakkede godt engelsk og i højt humør. De hjalp os med alt fra busruterne til Nice (bus 33) og Monaco (bus 112) til at holde øje med vores tasker i et par timer efter vi tjekkede ud.
Poolen havde en fin størrelse i forhold til mængden af værelser.
Alt i alt havde vi et super dejligt ophold. Dog skal man være opmærksom på, at hotellet ligger lidt oppe af bjerget. Ønsker man at spare sine ben for nogle trapper og kilometer og vil man ikke tage bussen, så skal man måske vælge et andet hotel. Har man bil med, er det perfekt.