Der er så meget at se i Granada. Der er naturligvis Alhambra, som jeg oplevede på en guidet tur. Jeg kan varmt anbefale en guidet tur, men sørg for at købe ekstra billet, da billetten til turen kun giver 1 indgang til hvert af de særlige steder(eks. Generalife, selve sommerpaladset, eller Nazrid paladserne), og der er ikke nok tid på den guidede tur til at opleve eller nyde alt, der fanger en.
Der er også San Jeronimo klosteret med dens fantastiske kirke. Jeg tror det er første gang jeg har følt mig en smule overvældet af at være i en kirke. I San Juan Basilikaen, der også er utrolig smuk, kan man komme ind og se relikvierne. Indgangsprisen var vist 4 euro begge steder, og de få mønter er virkelig godt givet ud for så fantastiske oplevelser. Jeg vil anbefale at få fingre i et 360 graders kamera, hvis der skal tages billeder. Intet andet vil have mulighed for at yde disse steder nogen retfærdighed.
Sacremonte var lidt af en skuffelse. Ved ikke, hvad jeg havde forventet, men forventningerne blev ikke indfriet. Det minder lidt om frilandsmuseet, bare meget mindre i skala. Og i huler.
Katedralen var også en smule skuffende. Den er helt sikkert storslået og flot, men den er bare ikke nær så prangende og overvældende som klosteret og basilikaen. Jeg kom ind en halv time før lukketid, så det kan godt have farvet min oplevelse, da det skulle hurtigt. Men den er altså mere "anonym" end jeg havde forventet.