Vi havde to værelser i tre nætter på dette hotel.
Det ene værelse var superfint - stort, velindrettet og med egen balkon. Der var mulighed for at lave kaffe og te på værelset + der var et lækkert badeværelse med brus og toilet. Det andet værelse var MEGET lille og ikke på nogen måde noget vi vil kalde 4-stjernet (værelse 407). Man skulle kante sig rundt for at være der - der var ikke plads til to kabinekufferter på gulvet, så lille var værelset. Skrivebordet var en hylde man kunne slå ned, der var ikke en stol på værelset. Toilettet var i et lille separat rum - bruser og håndvask var i et andet rum bag en skydedør. Man kunne ikke lave kaffe og te på værelset.
Personalet i receptionen var ENORMT søde og imødekommende - rengøringen havde den ene dag glemt at gøre rent på det ene af værelserne, og vi blev i den forbindelse tilbudt vin og andre ting som undskyldning. Der var også kage til os på ankomstdagen, da vi havde en fødselar blandt os - det var en meget fin gestus.
Morgenmaden var ikke noget at skrive hjem om. Vi spiste morgenmad på hotellet den første dag, de to sidste dage købte vi morgenbrød hos bageren på hjørnet (den kan virkelig anbefales).
Hotellets beliggenhed er god - der er mange gode restauranter og cafeer i nærheden + flere metrostationer.
Fordi vi har haft så forskellige værelsesoplevelser, giver vi den ene oplevelse 5 stjerner og den anden oplevelse 3, så derfor lander vi på 4...