På en rejse i februar kan du slippe for at kæmpe om pladsen, når du tager på sightseeing. Selv en velbesøgt by som Paris oplever færre turister i løbet af denne måned, hvor også valentinsdag falder. Så selvom vejret måske ikke er det allerbedste, bliver det udlignet af de kortere køer og bedre priser uden for højsæsonen.

Hvis du trænger til luftforandring for at komme igennem den sidste del af vinteren, er en tur til det lille kongerige Bhutan i Himalayabjergene også en mulighed. Eller hvad med en varm solskinsferie på de caribiske San Blas-øer? Februar er også sæson for karneval, og du kan deltage i festlighederne fra New Orleans til Rio de Janeiro.

  • 1

    San Blas-øerne, Panama

    Udforsk over 300 caribiske bountyøer

    San Blas-øerne, Panama
    • Oplevelser
    • Par
    • Billeder

    San Blas-øerne ligger langs kysten ved den nordøstlige del af Panama og frister med solskin, palmer og mulighed for at surfe i det omgivende Caribiske Hav. Øerne hedder officielt Guna Yala-øgruppen efter det oprindelige gunafolk, som bor her på stedet. Prøv et traditionelt måltid med friskfanget fisk, og oplev et af de naturlige vandbassiner, hvor du kan bade i det lave vand.

    Blandt de populære øer er Isla Perro. Her kan du snorkle ved vraget af en kanonbåd, der ligger ganske tæt ved kysten. På San Blas-øerne kommer du i det hele taget godt ned i gear, for der er meget begrænset elektricitet og internet. Til gengæld kan du gå til ro i en enkel hytte med udsigt til stjernerne og til lyden af bølgerne.

    Kort
  • 2

    Paris, Frankrig

    Kærlighedstur med færre turister i byernes by

    Paris, Frankrig
    • Par
    • Mad
    • Historie
    • Billeder

    Paris er altid en god idé, men februar kan være en rigtig god måned at komme afsted til kærlighedens og lysenes by. Den parisiske arkitektur er smukt oplyst og ser imponerende ud, selv i gråvejr. Derudover kan du gå på opdagelse blandt landets mest ikoniske vartegn uden at skulle tænke på store menneskemængder og lange køer, lige fra Eiffeltårnet til Louvre. Hvis du rejser til Paris med din bedre halvdel for at fejre valentinsdag, er der også mulighed for at komme på romantisk sejltur med middag på Seinen.

    Bliver du fanget af et regnskyl, så søg tilflugt i en af byens tusindvis af caféer. Her kan du sidde og kigge ud på gaden med en varm kop kaffe i hånden og nyde synet af for eksempel Champs-Élysées.

    Kort
  • 3

    New Orleans, Louisiana, USA

    Vær med til den verdenskendte Mardi Gras-karnevalsfejring

    New Orleans, Louisiana, USA
    • Par
    • Mad
    • Historie
    • Natteliv
    • Billeder

    I New Orleans er der fest hver dag, men i februar bliver der skruet endnu mere op for festlighederne end normalt. Her afholdes nemlig det årlige karneval ved navn Mardi Gras. Festlighederne varer to uger, men kulminerer tirsdagen efter fastelavn, der på dansk kaldes hvide tirsdag eller "fede tirsdag", som det franske navn betyder. Inden det går løs, kan du besøge parken Jackson Square i hjertet af det historiske kvarter French Quarter og deltage i en af New Orleans' verdensberømte kirkegårdsture. På den traditionelle Café du Monde kan du tanke op til dagen med de friturestegte beignetkager med flormelis. Der er optog over hele byen, men et af de mest kendte steder at deltage i festen er på Bourbon Street. Fang nogle af de nipsgenstande, som de forskellige grupper, kaldet krewes, kaster fra vognene, og tag dem med hjem som souvenir.

    Karnevallet slutter officielt ved slaget midnat. Så begynder fasten og askeonsdag, hvor rengøringsholdet og politiet møder frem for at rydde gaden.

    Kort
  • 4

    Thimphu, Bhutan

    Klosterliv og markeder med udsigt til Himalayabjergene

    Thimphu, Bhutan
    • Historie
    • Billeder
    • Shopping
    • Usædvanlige oplevelser

    Februar er den helt rette tid på året at rejse til Bhutans hovedstad Thimphu i Himalaya, hvor du kan udforske historiske klostre, vandre gennem det imponerende bjerglandskab, se på fugle og afprøve rafting på landets floder. Tag godt med varmt tøj på, inden du drager mod Thimphus weekendmarkeder, ser statuen af Buddha Dordenma, det buddhistiske kloster Tashichho Dzong og tempelkomplekset Changangkha Lhakhang. Hvis du vil lidt uden for byen, er der også mulighed for at gå på opdagelse efter gedeantilopen takin, som er Bhutans nationaldyr, i Motithang Takin Reservat.

    Vejret i februar er ideelt til sightseeing og gør det muligt at udforske dette mystiske, bjergrige land i et mere afslappet tempo, mens du nyder at lære indbyggernes smittende, afslappede charme at kende.

    Kort
  • 5

    Rio de Janeiro, Brasilien

    Oplev det berømte karneval med sambarytmer og farver i massevis

    Rio de Janeiro, Brasilien
    • Par
    • Natteliv
    • Billeder

    Der bliver festet overalt i den brasilianske by Rio de Janeiro, når lokale og turister mødes for at fejre en af verdens største fester, nemlig det berømte Karneval i Rio de Janeiro. På en rejse hertil i februar kan du derfor slutte dig til de sprudlende gadefester, som afholdes i de forskellige nabolag – kendt som blocos – og danse i menneskemængden til lyden af sambarytmerne. Hvis du trænger til lidt at drikke, kan du bestille den typiske brasilianske cocktail caipirinha, mens du beundrer de smukt udførte kostumer.

    Rio de Janeiro ligger ud til vandet, så du kan sagtens kombinere karnevalsfesten med lidt badeferie på den kendte Ipanema Strand. Husk endelig også at købe billet til paradeområdet Sambódromo, hvor sambaskolerne konkurrerer foran tusindvis af tilskuere. Hvad end du vil kaste dig ud i dansen og deltage i en parade eller se med fra tribunen, vil du sent glemme karnevalsoplevelsen i Brasiliens næststørste by.

    Kort
Geri Mileva | Freelanceforfatter