Der er både smukke strande og undervandsaktiviteter at finde i Malta, hvis du leder efter en europæisk destination til en badeferie. Denne historiske østat ligger i Middelhavet mellem Italien og Tunesien og byder på smukke stranddestinationer, der er oplagte til eventyrlystne rejsende, vennegrupper og familier med børn.

Malta er kendt for sine mange solskinstimer året rundt, hvor badegæster kan slå sig ned i sandet på stranden, bade i krystalblåt vand og dyrke en lang række vandsportsaktiviteter. Hvis der skal være lidt mere gang i den på strandferien, har Malta også nogle af de bedste dykkersteder i Europa, så du kan komme helt tæt på det fantastiske liv under havoverfladen. Trænger du til sol og strand på din rejse, får du her vores oversigt over de bedste strande i Malta.

  • 1

    Riviera Beach

    Panoramaudsigt over havet og blødt sand

    Riviera Beach
    • Lavt budget
    • Par
    • Billeder

    Riviera Beach kaldes også Għajn Tuffieħa på maltesisk og er en af de mest populære strande på grund af den skønne udsigt og det krystalblå vand. Stranden ligger på hovedøens nordvestlige kyst og har normalt færre besøgende end mange af Maltas andre strande, da turen til Riviera Beach begynder med en trappe på omkring 100 trin ned til vandet. Når du først er nået ned, kan du til gengæld nyde godt af det røde, bløde sand og panoramaudsigten.

    Stranden byder på en dejlig kombination af uberørt natur og menneskeskabte faciliteter – det er muligt at leje liggestole og parasoller samt købe mad og drikkevarer i snackbaren.

    Kort
  • 2

    Daħlet Qorrot

    Nyd en snack og snorkling ved klipperne

    Daħlet Qorrot
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Billeder

    Daħlet Qorrot er en lille, klippefyldt strand ved øen Gozos nordøstlige kyst, hvor du kan snorkle i det lave vand og kigge nærmere på det eksotiske liv under havoverfladen. Stranden har en lille snackbar, der holder åbent om sommeren. Selv i de koldere og mere blæsende måneder kan du lægge vejen forbi Daħlet Qorrot, hvor du kan slappe af og nyde bølgerne.

    Kort

    Billede taget af Larsvr6 (CC BY-SA 4.0) Redigeret

  • 3

    Fomm ir-Rih

    Nyd udsigten fra en naturlig stenstrand

    Fomm ir-Rih
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    Fomm ir-Rih er en af Maltas vildeste og mest afsondrede strande. Der er kun adgang via en stejl sti ned til stranden, men den skønne udsigt er besværet værd. Fra stranden kan du nemlig kigge ud over de omkringliggende klipper, dale og det azurblå Middelhav.

    Hvis du vil dykke eller snorkle, er der bestemt også noget at komme efter på denne strand. Det er dog noget af en gåtur fra den nærliggende parkeringsplads, og det er heller ikke den blødeste strand at flade ud på. Derudover kan bølgerne ved Fomm ir-Rih blive ret kraftige, når det blæser fra nord eller nordvest.

    Kort
  • 4

    Golden Bay

    Læg vejen forbi denne populære sandstrand

    Golden Bay
    • Lavt budget
    • Par
    • Billeder

    Stranden Golden Bay er blevet tildelt udmærkelsen Blå Flag, hvilket betyder, at vandkvalitet og faciliteter i top. Det er også en af øgruppens mest populære stranddestinationer, så der kan godt blive rimelig fyldt på travle dage. Med sin beliggenhed på hovedøen Maltas nordvestkyst er det nemt at komme til Golden Bay, der på maltesisk hedder Ir-Ramla tal-Mixquqa. Stranden besøges både af familier og andre strandgæster, der ønsker at slappe af i sandet.

    Kort
  • 5

    Ramla Bay

    Slå dig ned i det røde sand

    Ramla Bay
    • Lavt budget
    • Familier
    • Historie
    • Billeder

    Ramla Bay ligger på øen Gozo og er kendt som en af Maltas smukkeste strande. Sandet her er mørkegult og nærmest rødt, hvilket passer meget godt til det maltesiske navn Ir-Ramla l-Ħamra, der betyder "det røde sand". Det klare blå lave vand er oplagt til en svømmetur, især for familier med små børn.

    På den vestlige del af stranden kan du se ruinerne af en villa fra romertiden. Ved Ramla Bay finder du også den såkaldte Kalypsos hule, den græske nymfe, der i Odysseen holder Odysseus fanget i syv år. Der er dog ikke adgang til hulen.

    Kort
  • 6

    Ħondoq ir-Rummien

    Krystalklart vand og lavvandede huler til snorkelturen

    Ħondoq ir-Rummien
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    En af Maltas bedste strande er Ħondoq ir-Rummien, som er populær til snorkling i det klare vand og de små huler, som er spændende at udforske. Stranden ligger på øen Gozos sydkyst og byder på en smuk udsigt til den tredjestørste ø, Comino. I nærheden af Ħondoq ir-Rummien ligger en række saltbassiner spredt langs den glitrende kystlinje, hvorfra der stadig bliver høstet salt om sommeren.

    Kort
  • 7

    Mellieħa Bay

    Tag børnene med på denne lavvandede sandstrand

    Mellieħa Bay
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    Mellieħa Bay, der også er kendt som Għadira, er Maltas længste sandstrand og ligger på den nordlige del af hovedøen. Det er en af de bedste strande i Malta og et populært valg for familier og andre besøgende, der drømmer om blødt sand på strandturen. Det lave vand går kun til anklerne, helt indtil du når omkring 50 meter ud i havet.

    Du finder en række faciliteter ved Mellieħa Bay, heriblandt liggestole, parasoller og forskellige steder at få noget at drikke og spise. Afprøv også mulighederne for kajaksejlads, vandski, windsurfing og en sejltur på en bananbåd. Stranden ved Mellieħa Bay er ligeledes et godt sted at besøge uden for højsæsonen, da det lave vand holder længere på varmen end andre strande i området.

    Kort
  • 8

    St George's Bay

    Kombiner badeferien med natteliv

    St George's Bay
    • Lavt budget
    • Natteliv
    • Billeder

    St George's Bay er et ideelt sted, hvis du er på udkig efter både strand om dagen og byliv om natten på ferien til Malta. Denne strand ligger nemlig lige i nærheden af kvarteret Paceville, Maltas festcentrum i byen St. Julian's nord for hovedstaden Valletta.

    St George's Bay var den allerførste af Maltas strande, der fik tildelt udmærkelsen Blå Flag. Stemningen er god på stedet, hvor der altid er gang i den, og strandturen kan nemt føre til nye bekendtskaber og fortsætte på en nærliggende natklub.

    Kort

    Billede taget af Fly Drone World (CC BY-SA 2.0) Redigeret

  • 9

    Dwejra Bay

    Udforsk de spændende klippeformationer

    Dwejra Bay
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Billeder

    Dwejra Bay er en fantastisk bugt på den næststørste ø Gozos sydvestlige kyst. Den består af små naturlige bassiner, hvor vandet har udhulet klipperne, hvilket har medført nogle fascinerende klippeformationer.

    Hvis du vil snorkle eller dykke, er der også adskillige huler, du kan udforske ved Dwejra Bay. Det er muligt at bade her ved stenstranden, men der kan opstå ret hård sø, når det blæser, så det anbefales kun for erfarne svømmere.

    Kort
  • 10

    St. Peter’s Pool

    Hop fra klipperne ud i det glitrende vand

    St. Peter’s Pool
    • Lavt budget
    • Par
    • Billeder
    • Usædvanlige oplevelser

    St. Peter's Pool er en smuk bugt på østkysten af hovedøen Malta, nær en charmerende fiskerby. Denne strand er sjældent overfyldt, da der ikke er noget sand her. Til gengæld er den hesteskoformede klippeformation god til solbadning med et håndklæde under.

    Det allerbedste ved St. Peter's Pool er, at du ikke behøver at kæmpe om pladsen med de andre turister, for der er overraskende få mennesker her. Der kommer dog ofte lokale forbi for at tage en kølig dukkert i det naturlige svømmebassin. Hvis du har mod på det, kan du endda hoppe fra klippeformationen og ned i det blågrønne vand. Sørg dog for at tjekke, at der er dybt nok.

    Kort

    Billede taget af zoetnet (CC BY 2.0) Redigeret

Geri Mileva | Freelanceforfatter