Danmark har et væld af spændende vandreruter, som du kan bevæge dig ud på. Det meste af den danske natur er fuldt ud tilgængelig, og det kræver ikke meget andet end godt fodtøj og en god stedsans at udforske den. Uanset hvor i landet, du bor, findes der smukke vandreture, der kan føre dig ud på nye eventyr, som du sent vil glemme. Oplev lange kystrækninger, imponerende klippelandskaber, flade heder og fortryllende urskove, og lad dig fascinere af landskabets historie og de idylliske landsbyers charme. Danmarks natur ligger åben for dine fødder!

    1

    Camønoen (175 km)

    Tag 250.000 skridt gennem nogle af Danmarks smukkeste naturområder

    Camønoen er en 175 kilometer lang vandrerute, der strækker sig over Møn, Nyord og Bogø. Turen tager dig forbi imponerende klinter, gennem vildtbevoksede urskove, ud på frodige marker og over lange sandstrande. Du kommer med andre ord til at opleve alle sider af Danmarks smukkeste natur. På Camønoen finder du en lang række overnatningsmuligheder, der matcher forskellige størrelser af grupper og forskellige budgetter. Du kan for eksempel sove under åben himmel i et shelter, slå et telt op på en campingplads eller i en privat have eller overnatte på Bed & Breakfast. Hvis du leder efter noget, der er en kende anderledes, er der også mulighed for at sove på Møns Museum eller Liselund Slot.

    Beliggenhed: Storegade 75, 4780 Stege, Danmark

    Kort
    2

    Kyst til Kyst Stien (120 km)

    Oplev et unikt landskab skabt af smeltevandsfloder fra istiden

    Tag på vandretur tværs over Jylland fra Vejle til Blåvands Huk, og oplev en enorm variation af dansk natur på din vej. Vandreturen tager dig gennem flade ådale og vide sletter, der er skabt af smeltevandsfloder fra den sidste istid for omkring 16.000 år siden. Mellem de mange ådale i det ellers flade landskab titter der enkelte steder små bakkeøer og forhøjninger frem, der stammer fra forrige istid, som fandt sted for omkring 140.000 år siden. Men selvom du ikke går op i geologi, byder ruten på en masse spændende oplevelser for naturelskere. Du kan for eksempel være heldig at se et krondyr, Danmarks største pattedyr, eller den folkekære odder, der er relativt udbredt i Varde Å.

    Beliggenhed: Baldersbækvej 21a, 6682 Hovborg, Danmark

    Kort
    3

    Bornholms Kyststi (115 km)

    Oplev Bornholms smukke klippelandskaber og charmerende kystbyer

    Langs med hele Bornholms kyst finder du en sti, der snor sig gennem et billedskønt landskab og tager dig med på en tur gennem nogle af øens mest charmerende byer, hvor du blandt andet kan fylde depoterne op og slå lejr for natten. Langt det meste af vandreturen foregår dog i Bornholms uforstyrrede natur. Her kan du opleve på tæt hold, hvorfor Bornholm har fået kaldenavnet ”klippeøen”. Turen både starter og slutter i Rønne, så det er en god måde at få set hele øens kystområde på. Du kan selvfølgelig også vælge kun at gå dele af ruten, hvis 115 kilometer er for stor en mundfuld, eller tiden simpelthen bare ikke er til det.

    Beliggenhed: Antoinettevej, 3700 Rønne, Danmark

    Kort
    4

    Mols Bjerge-stien (60 km)

    Tag på en middelalderlig vandretur fra Kalø Slotsruin over Mols Bjerge

    I Nationalpark Mols Bjerge finder du en skøn vandrerute, der både tager dig med langs vandet, op i bjergene og gennem mindre byer. Mols Bjerge-stien kan opdeles i tre etaper à 20 kilometer: 1) Kaløetapen, der starter ved middelalderborgen Kalø Slotsruin og snor sig langs med kysten forbi beroligende mølledamme og gamle bøgeskove, 2) Bjergetapen, der bugter sig gennem Mols Bjerge og derfor kræver nogle gode benmuskler, og 3) Ebeltoftetapen, der går gennem gamle plantager til Stubbe Sø, hvor du kan være heldig at se havørnen.

    Beliggenhed: Ebeltoftvej, 8410 Rønde, Danmark

    Kort
    5

    Hærvejen (280 km)

    Gå i de gamle hæres fodspor fra hav til hede op gennem Jylland

    Hærvejen er med sine 280 kilometer en af de længere vandreture, du kan komme på i Danmark. Hærvejen har fået sit navn på grund af sit historiske formål, som har været at transportere hære op gennem Jylland. Af samme grund er det også muligt at finde gamle fæstningsværker og diger langs vejen. Dog er vejen mere kendt for sine karakteristiske stenbroer, som vandrende skal krydse undervejs. Udover gamle fæstninger og broer tager turen dig også gennem Danmarks natur, når den er bedst: Du møder både hav, kyst, hede, skov og åbent land. Hvis du er mere til at gå end at cykle, er Hærvejen også oplagt til en cykelferie med familien.

    Kort

    Billede taget af Paulusburg (CC BY-SA 4.0) Redigeret

    6

    Sjællandsleden (400 km)

    Tag Sjælland rundt, og oplev alt fra kyst og klint til idylliske fiskerbyer

    Sjællandsleden er er stort net af vandreruter, der dækker Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Den primære rute gør det muligt for friske ben at kaste sig ud på en kystnær vandretur hele vejen rundt om Sjælland. Her kan du både opleve Stevns Klint mod øst, som står på UNESCOs verdensarvsliste, og de mange fjorde mod syd og sydvest. Hvis du ikke er interesseret i at vandre hele Sjælland rundt, kan du bryde det store net af ruter op i mindre etaper. Du kan for eksempel ”nøjes med” at gå Camønoen (175 km) på Møn eller Lagunestien (83 km), der tager dig gennem idylliske fisker- og havnebyer langs Sydvestsjællands kyst.

    Beliggenhed: Jernbane Allé, 4660 Store Heddinge, Danmark

    7

    Gendarmstien (74 km)

    Følg den samme sti som de gamle grænsepatruljer ved den dansk-tyske grænse

    Gendarmstien strækker sig 74 kilometer fra Padborg ved den dansk-tyske grænse til Als, nærmere betegnet Høruphav. Stien har fået sit navn fra de grænsegendarmer, der patruljerede den gamle landegrænse mellem Tyskland og Danmark. På nogle strækninger er det derfor også muligt at finde nummererede grænsesten. Turen kan med fordel opdeles i fem mindre etaper. Du kan blandt andet vælge kun at tage den 15 kilometer lange Bjergetape fra Padborg til Sønderhav eller den 19 kilometer lange Strandetape fra Gammelmark til Høruphav.

    Beliggenhed: Molevej 24, 6340 Kruså, Danmark

    Kort
    8

    Himmelbjergruten (40 km)

    Lad dig fortrylle af en magisk udsigt over det midtjyske søhøjland

    Midt i det midtjyske søhøjland bugter der sig en fortryllende vandrerute. Den cirka 40 kilometer lange gåtur kommer omkring det smukke sølandskab omkring Ry og tager dig med op på toppen af Himmelbjerget. Herfra får du en smuk udsigt over de mange søer og grønne skove, der strækker sig, så vidt øjet rækker. Himmelbjergruten er ideel for familier, så både de mindste og de ældste kan være med. Det er nemlig muligt både at hoppe på et tog og stige ombord på en soldreven færge undervejs.

    Beliggenhed: Klostervej 3, 8680 Ry, Danmark

    Kort

    Billede taget af Gerben Jacobs (CC BY 2.0) Redigeret

    9

    Trækstien (70 km)

    Kom helt tæt på Gudenåen på Danmarks længste træsti

    Trækstien er en cirka 70 kilometer lang rute, der følger Gudenåen fra Silkeborg til Randers. Stien har med stor sandsynligt eksisteret i al den tid, man har sejlet med pramme på åen, hvilket kan dateres helt tilbage til begyndelsen af det 15. århundrede. Stien er bogstaveligt talt anlagt langs Gudenåens bredder, så du kommer helt tæt på den omkringliggende natur. Det giver mulighed for nogle enestående naturoplevelser. Grundet det danske, regnfulde vejr kan dele af stien være utilgængelige på grund af mudder og regn. Nogle steder er stien dog blevet løftet på pæle, og i dag finder du faktisk Danmarks længste træsti på omkring 22 kilometer på Trækstien.

    Beliggenhed: Tørvebryggen 11, 8900 Randers, Danmark

    Kort
    10

    Vejle Ådal og Fjord

    Oplev en varieret natur fra spektakulære udkigsposter

    Vejle Ådal og Fjord er blevet formet under de sidste istider af isens bevægelse, fremstød og nedsmeltning, og sporene fra istiden ses stadigvæk tydeligt i området. Naturen er varieret og har meget at byde på for friluftsentusiaster. Du finder blandt andet store områder med hedeland og nåleskovsplantager lige så vel som bakket moræneland bevokset med frodige løvskove. En af de bedste måder, du kan opleve området og naturen på, er ved at trække i dine bedste vandresko og følge en eller flere af de mange afmærkede vandrestier. Du kan for eksempel gå til nogle af de mest spektakulære udsigtspunkter såsom Andkær Vig med udsigt over Vejle Bugt eller udsigtstårnet Østengård, hvorfra du kan se hele Vejle Ådal.

    Beliggenhed: 7100 Vejle, Danmark

    Planlæg din næste rejse

    Maps