I Aarhus er det ikke nødvendigt at bevæge sig langt fra byen – hvis overhovedet – for at kunne være aktiv i naturen. Her kan du sejle på det, der svarer til vikingernes E45, tage på gå-, cykel- eller løbetur i naturskønne omgivelser og ride på islandske heste under grønne bøgetræer eller på langstrakte sandstrande. Du kan endda prøve at sove under åben himmel og lave mad på bål, som man gjorde det i jernalderen! 

Da Aarhus ligger ved vandet, byder Smilets By naturligvis på en lang række udendørsaktiviteter, der rimer på vand. Prøv eksempelvis kræfter med vandski, eller kast dig ud i en svømmetur i åbent hav. Her får du vores bud på nogle af de bedste udendørsaktiviteter i Aarhus.

  • 1

    Kano- eller kajaktur på Aarhus Å

    Tag på sejltur på vikingetidens E45

    Kano- eller kajaktur på Aarhus Å
    • Oplevelser
    • Familier
    • Billeder

    Lej en kano eller kajak, og oplev Danmarks næststørste by fra en anderledes, men ikke mindst spændende side, når du stille og roligt glider op og ned ad Aarhus Å. Den lange å, der bugter sig gennem Smilets By fra det pulserende centrum til det rolige område omkring Brabrand Sø, er oplagt til både kano- og kajakture med venner eller familie, både store som små. 

    Du kan enten sætte din egen kano eller kajak i vandet eller leje en kano hos Den Blå Rambla Kanoudlejning. Med en sejltur på Aarhus Å føler du hurtigt, at du befinder dig midt i naturen, selvom du faktisk er midt i byen.

  • 2

    Cykeltur rundt om Brabrand Sø

    Tag den pukkelryggede med på en idyllisk cykeltur på Brabrandstien

    Cykeltur rundt om Brabrand Sø
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier
    • Billeder

    Omkring Brabrand Sø finder du et smukt naturområde, hvor du kan opleve et unikt fugleliv, sjældne dyr og charmerende kolonihaveområder. Søen ligger blot et stenkast fra Aarhus centrum og er altså nem at komme til uden at skulle være afhængig af bil eller offentlig transport. Der er anlagt en cirka 20 kilometer lang asfalteret sti (Brabrandstien) rund om hele søen, hvilket gør, at området hyppigt frekventeres af blandt andet cyklister og rulleskøjteløbere. 

    Eftersom ruten er forholdsvis flad, kan langt de fleste være med på en cykeltur rundt om søen. Pak eventuelt cykelkurven med en lille madpakke, som I kan nyde ved søens bred – men pas på de sultne ænder!

    Læs mere

    Adresse: 8220 Aarhus, Danmark

    Kort

    Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret

  • 3

    Aarhus Watersports Complex

    Medbring badetøj, håndklæde og højt humør!

    Aarhus Watersports Complex
    • Oplevelser

    Aarhus Watersports Complex betegner sig selv som byens bedste legeplads – og der er noget om snakken! Her kan vilde vandhunde i alle aldre nemlig få lov til at prøve kræfter med forskellige slags vandsportsaktiviteter. Du kan udfordre dine evner på vandet, idet du bliver trukket rundt i et kabelsystem på vandski, wakeboard eller siddende på et kneeboard. 

    Det 195 meter lange kabelsystem fungerer som en form for skilift, der trækker dristige gæster henover vandet i forskellige hastigheder alt efter niveau. Du finder Aarhus Watersports Complex ved Bassin 7 i Havnebadet på Aarhus Ø.

    Adresse: Irma Pedersens Gade, 8000 Aarhus, Danmark

    Åbningstider: Åbningstiderne varierer efter sæson

    Telefon: +45 28 25 26 71

    Kort
  • 4

    Guidet byvandring i centrum

    Oplev Aarhus’ historiske knudepunkter, og nyd guidernes små anekdoter

    Guidet byvandring i centrum
    • Oplevelser
    • Historie
    • Billeder

    Aarhus er en gammel by, hvis historie trækker tråde helt tilbage til vikingetiden, hvor Harald Blåtand byggede en kæmpe vold omkring vikingebyen Aros for at beskytte den mod tyske fjender. Langt senere i Aarhus’ historie måtte byen overgive sig til tyske tropper, der under anden verdenskrig besatte den jyske hovedstad i fem år. 

    Alt dette og meget mere kan du dykke ned i på en guidet byvandring i Aarhus centrum, der tager dig forbi nogle af byens vigtigste historiske knudepunkter. De fleste ture starter på Banegårdspladsen og tager dig forbi byens arkitektoniske rådhus, den brostensbelagte og billedskønne Møllesti samt Vor Frue Kirke, hvis krypt gemmer på Nordens ældste bevarede stenkirke.

    Adresse: Banegårdspladsen 1, 8000 Aarhus, Danmark

    Kort
  • 5

    Sheltertur i Lisbjerg Skov

    Sov under åben himmel på en shelterplads inspireret af jernalderen

    Sheltertur i Lisbjerg Skov
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Familier

    I den nye del af Lisbjerg Skov finder du fem sheltere og en legeplads inspireret af jernalderen. Hele området er indrettet som et gammelt landsbysamfund med bålpladser, palisadehegn, voldgrav og indgangsport. På det højeste sted finder du et udkigstårn, som du kan klatre op i og få en fænomenal udsigt over Lisbjerg Skov med sine åbne sletter, mystiske søer, dybe grusgrave og bugtende stier. 

    Hvis du har lyst til at udforske skoven, kan du følge en af de to afmærkede vandrestier, der tager dig på eventyr gennem krat og buskads. Der er opstillet affaldsstativer på shelterpladsen, og der er endda installeret et primitivt toilet. Der er dog ikke noget vand på pladsen, så sørg for at have rigeligt med hjemmefra.

    Adresse: Lisbjerg Skov, 8200 Aarhus, Danmark

    Kort

    Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 3.0) Redigeret

  • 6

    Mountainbiketur på Marselisborg-sporet

    25 kilometer med varierende sværhedsgrader og smuk natur tæt på vandet

    Mountainbiketur på Marselisborg-sporet
    • Oplevelser
    • Lavt budget

    I Marselisborgskovene finder du et 25 kilometer langt vejnet bestående af forskellige spor til mountainbikeryttere. Sporene tager dig gennem forskellige typer af skov med varierende underlag, der tæller alt fra løs jord og grus til skovbunde dækket med rødder og større sten. 

    Det betyder med andre ord også, at sværhedsgraden undervejs ændrer sig betydeligt, og indimellem vil du støde på forhindringer i form af væltede træstammer, vandløb og stejle stigninger på op til 600 meter. Ved de helt svære udfordringer vil der være mulighed for at tage en alternativ rute. Faktisk kan du i MTB Marselis’ app se, hvilke spor der er ideelle til dig alt efter dit niveau og tempo.

    Adresse: Marselisborg Skoven, 8000 Aarhus C, Danmark

    Kort
  • 7

    Rid på islandske heste på Møllegaard

    Oplev Aarhus fra hesteryg

    Rid på islandske heste på Møllegaard
    • Oplevelser
    • Billeder

    Cirka 10 kilometer uden for Aarhus i den lille landsby Ormslev ligger stutteriet Møllegaard. Dette lille landsted, der er opført helt tilbage i 1860, har en unik beliggenhed på Ormslevbakken midt i en smuk natur med grønne enge, dybe skove og rislende bække. 

    Møllegaard tilbyder turridning på islandske heste året rundt. Alt efter hvor erfaren en rytter du er, kan du sammen med en lille flok ride til naturskønne områder som eksempelvis Brabrand Sø, Årslev Engsø, den gamle Hammelbane eller True Skov. De fleste ture varer mellem halvanden og to timer, men hvis du er en øvet rytter, har du også mulighed for at tilmelde dig heldagsture, der går til Fløjstrup og Moesgaard skov og strand.

    Adresse: Ormslevvej 325, 8260 Viby J, Danmark

    Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 08.00 til kl. 22.00 samt lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 22.00

    Telefon: +45 23 30 16 50

    Kort
  • 8

    Gå eller løb en tur i Riis Skov

    Løberuter for alle og magiske udsigtsposter over Aarhus Bugt

    Gå eller løb en tur i Riis Skov
    • Oplevelser
    • Lavt budget
    • Billeder

    Tæt på Aarhus’ centrum finder du den lille byskov, Riis Skov. På trods af sin beskedne størrelse rummer skoven et utal af vandrestier, der inviterer til timelange vandreture på kryds og tværs af skoven. Du kan også hoppe i løbetøjet og begive dig ud på skovens to anbefalede løberuter, der er henholdsvis 3,3 kilometer og 4,7 kilometer. 

    Hvis vi bliver i det aktive hjørne, finder du rekreative områder med fitnessudstyr i begge ender af skoven. Uanset om du bestemmer dig for at løbe eller gå en tur i Riis Skov, må du endelig ikke glemme at stoppe op og indtage den enestående udsigt over Aarhus Bugt, Mols Bjerge og Aarhus Ø.

    Adresse: 8240 Risskov, Danmark

    Kort

    Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret

  • 9

    Aarhus Havbane

    For habile svømmere, der elsker det salte, åbne hav

    • Oplevelser

    Helt ude for enden af Aarhus Ø finder du Aarhus Havbane, en svømmebane dedikeret til habile vandhunde, der sætter pris på at kunne kaste sig ud i et par runder crawl på åbent hav. Den 500 meter lange havsvømmebane er markeret med gule og orange bøjer, der opfylder to formål: De markerer over for svømmerne, hvor banen går til, og fortæller samtidigt skibe, at det er et forbudsområde. 

    Selvom banen er åben for alle, anbefales det, at kun personer med en vis erfaring benytter sig af den, eftersom svømning på åbent hav ikke kan sammenlignes med at svømme fra stranden. Hvis du bliver træt af at svømme baner, kan du udforske området under vand, der rummer en masse liv.

    Adresse: Jette Tikjøbs Pl., 8000 Aarhus, Danmark

    Kort
  • 10

    Havnerundfart med MS Tunø

    Oplev Aarhus fra vandet ombord på et gammelt træskib med masser af historie

    • Historie
    • Billeder

    Hop om bord på det kulturhistoriske skib MS TUNØ, og sejl tilbage i tiden til dengang, sejlskibene lagde til i Aarhus Å og blev lastet med varer fra Toldboden. På denne usædvanlige havnerundfart kan du høre den erfarne guide fortælle interessante historier om Aarhus fra gamle dage til lyden af skibets tocylindrede Callesen-motor fra 1965. 

    Turen tager dig rundt i inderhavnen og derfra videre til Bassin 7, hvor du finder det populære havnebad. Herfra runder MS TUNØ Aarhus Ø, hvor du vil blive indviet i planerne for den nye bydel. Til sidst går turen forbi den gamle træskibshavn og helt ind i bunden af den stemningsfyldte lystbådehavn.

    Adresse: Ester Aggerbos Gade 80A, 8000 Aarhus, Danmark

    Åbningstider: Åbningstiderne varierer efter sæson

    Kort