Min søn og jeg boede her 3 nætter i forbindelse med en fodboldkamp mellem Barcelona og Valencia. Det var en perfekt beliggenhed til dette formål. Der var kun ca 5 min gang til stadion. Metroen lå lige udenfor døren og vi købte et 2-dages kort så vi let kunne komme rundt i byen. Og det er en super metro, hvor man ikke skal vente og ikke går forkert!
Morgenmaden var inkluderet i overnatningen, og den var over forventning med frisk frugt, mange slags brød, mysli, cornflakes, oste, kaffeautomaten med alt muligt og lidt sødt i form af croissanter m.m. Vi spiste ikke frokost nogle af dagene da morgenbordet var meget righoldigt. Receptionen havde åbent hele døgnet og vi mødte meget stor hjælpsomhed (kort, vejledning, oplader blev lånt etc). Området var ikke noget at råbe hurra for i sig selv. Men ikke snusket og ubehageligt. Bare ikke specielt charmerende.