Min veninde og jeg har lige holdt en uges ferie på Hotel Soho Los Naranjos.
Vi er rigtig godt tilfredse med vores ophold. Hotellet er lille og hyggeligt og ligger kun et stenkast fra stranden, hvor der er meget smukt. Fra mange af værelserne kan man se havet og også byen, og der er virkelig en dejlig sydlandsk stemning. Værelserne er rigtigt pæne, og rengøringen er bare i orden – også på badeværelserne, der er rigtigt nydelige. Alle fællesarealer er også fine og rene. Der er stille og roligt, så nattesøvnen var sikret.
Det er meget nemt at komme ind til byen fra hotellet – bybus nr. 11 har stoppested lige uden for hotellet, og de kører hyppigt.
Personalet er meget venlige og servicemindede – de var bla. behjælpelige med at sørge for, at der holdt en taxa og ventede på os præcist på det tidspunkt, vi havde bestilt den til – og dette gjorde vi to gange – begge gange meget tidligt om morgenen, da vi skulle på tur til hhv. Gibraltar og Tanger. Der var heller ingen problemer med at få en madpakke med, da vi bad om det (vi havde betalt for morgenmad hele ugen), og den var også parat, da vi skulle afsted, og havde vi spørgsmål, blev de besvaret meget venligt og imødekommende.
Hotellets morgenbuffet er rigtig god – der manglede absolut ingenting, og personalet sørgede hele tiden for, at der blev fyldt op.
Alt i alt en rigtig god oplevelse.