Paris er et overflødighedshorn af vigtige monumenter, som du kan besøge. Faktisk er det svært at komme i tanke om andre byer end Paris, hvor koncentrationen er så høj af ikoniske seværdigheder pr. kvadratkilometer, som endda er kendt verden over.
Det er bare at kaste dig ud på sightseeingturen til de mange overdådige palæer, elegante parker og spændende museer. Du finder fantastisk arkitektur nærmest uanset hvor i byen, du vender og drejer dig. Her får du derfor vores oversigt over de vigtigste monumenter i Paris.
- 1
Triumfbuen
Mærk historiens vingesus ved en af byens mest kendte seværdigheder
- Lavt budget
- Historie
- Billeder
Få monumenter er så ikoniske som Triumfbuen i Paris. Det 50 meter høje bygningsværk blev opført for at fejre Napoléon Bonapartes og den franske hærs sejr ved Austerlitz i 1806. I dag kan du også se den ukendte soldats grav på stedet som et minde om de franske soldater, der har mistet livet.
Det er muligt at komme helt tæt på den enorme konstruktion på Place Charles de Gaulle for enden af en af byens mest kendte gader, Champs-Élysées. På den måde bliver du en del af den franske tradition med at samles her ved Triumfbuen, hvor cykelløbet Tour de France slutter, og militærparaden på nationaldagen Bastilledagen begynder. Tag turen op ad de 280 trin, hvis du vil opleve den fantastiske udsigt over Paris derfra.
Adresse: Place Charles de Gaulle, 75008 Paris, Frankrig
Åbningstider: Dagligt fra kl. 10.00 til kl. 22.00
Kort - 2
Notre Dame
Kig nærmere på dette helt særlige symbol på Frankrig
- Lavt budget
- Historie
- Billeder
Notre Dame er et imponerende gotisk bygningsværk i Paris' 4. arrondissement. Bygningsarbejdet på katedralen blev påbegyndt i 1163, og der gik næsten 200 år, før den stod færdig. På Notre Dames ydre kan du se en række fascinerende skulpturer, gargoiler og smukke glasmalerier. Den karakteristiske konstruktion, hvor katedralen støttes af stræbebuer, er typisk for gotisk arkitektur.
Interessen for Notre Dame steg efter udgivelsen af Victor Hugos Klokkeren fra Notre Dame i 1831. Det førte til en større fransk stolthed over katedralen, som siden er blevet et symbol på Paris og Frankrig. Desværre udbrød der en omfattende brand i Notre Dame i 2019, men genopbygningsarbejdet er i gang, og det er stadig muligt at opleve den berømte katedral udefra.
Adresse: 6 Parvis Notre-Dame - Pl. Jean-Paul II, 75004 Paris, Frankrig
Telefon: +33 (0)1 42 34 56 10
Kort - 3
Panthéon
Besøg et nyklassicistisk mausoleum, der er farvet af historiens gang
- Lavt budget
- Historie
- Billeder
I Paris' Latinerkvarter ligger det nyklassicistiske monument Panthéon med sin karakteristiske kuppel på taget. Bygningen blev opført mellem 1758 og 1790 og var oprindeligt tænkt som en kirke, men Den Franske Revolution kom imellem, så Panthéon blev siden omdannet til et mausoleum. Facaden er, som navnet også antyder, inspireret af det antikke tempel Pantheon i Rom med enorme korintiske søjler og en frontgavl udsmykket med skulpturer af David d'Angers.
Inde i kuplen hænger en replika af det pendul, som den franske fysiker Léon Foucault brugte til at bevise, at Jorden drejer om sig selv. Du kan også besøge krypten, hvor en række vigtige personligheder i den franske historie er begravet, blandt andre Voltaire, Rousseau og Victor Hugo.
Adresse: Place du Panthéon, 75005 Paris, Frankrig
Åbningstider: Dagligt fra kl. 10.00 til kl. 18.30
Telefon: +33 (0)1 44 32 18 00
Kort - 4
Pyramide du Louvre
Oplev moderne design som en kontrast til det historiske renæssancemuseum
- Par
- Familier
- Historie
- Billeder
Pyramide du Louvre er den store glas- og metalpyramide, der fungerer som hovedindgang til Louvre-museet. Hvis du skal ind at se kunsten, kommer du automatisk forbi. Det er den kinesisk-amerikanske arkitekt I.M. Pei, der står bag konstruktionen, som står i den tidligere slotsgård og blev skabt for at gøre det nemmere at komme ind at se museet.
Omkring den 21,6 meter høje Pyramide du Louvre kan du iagttage tre mindre pyramider, der også er udført i glas og jern. Pyramiden stod færdig i 1989 og er siden blevet et af de mest kendte og vigtigste monumenter i Paris. Det moderne design udgør en virkelig interessant kontrast til det tidligere kongelige slots klassiske arkitektur, og efter mørkets frembrud er glaskonstruktionen smukt oplyst.
Adresse: Rue de Rivoli, 75001 Paris, Frankrig
Åbningstider: Onsdag til mandag fra kl. 09.00 til kl. 18.00
Telefon: +33 (0)1 40 20 50 50
Kort - 5
Sainte-Chapelle
Udforsk en mindre kendt gotisk perle
- Historie
- Billeder
På øen Île de la Cité midt i Seinen ligger kirken Sainte-Chapelle, der tidligere var en del af middelalderslottet Palais de la Cité, hvor de franske konger havde residens frem til 1300-tallet. Selv om stedet er mindre kendt end andre parisiske kirker, skal du næsten lægge vejen forbi Sainte-Chapelle, som blev indviet helt tilbage i 1248 og anses for at være et gotisk mesterværk.
Bygningen blev opført af Ludvig den Hellige til at huse Kristi tornekrone, og det er især de 15 meter høje spektakulære glasmosaikker, som gør kirken helt enestående. De 15 farvestrålende vinduesfag afbilder blandt andet bibelscener fra Det Nye og Gamle Testamente og udgør en fantastisk oplevelse, når solens stråler trænger igennem.
Adresse: 10 Boulevard du Palais, 75001 Paris, Frankrig
Telefon: +33 (0)1 53 40 60 80
Kort - 6
Opéra Garnier
Kom tæt på et prægtigt operahus fra Napoleon 3.s tid
- Par
- Historie
- Luksus
- Natteliv
- Billeder
Blandt de vigtigste monumenter i Paris finder du Opéra Garnier i det 9. arrondissement, der er det ældste af byens to operahuse. Det blev bygget mellem 1861 og 1875 på foranledning af Napoleon 3. til at huse Pariseroperaen og er en særdeles imponerende bygning.
Det er svært at overse de mange søjler og skulpturer på facaden under et besøg i det berømte shoppingområde Haussmann-Opéra. Interiøret er lige så storslået med en enorm trappe, der fører til en elegant sal med smukt udsmykket loft og vinrøde sæder. Opéra Garnier går også under navnet Palais Garnier og anvendes i dag til balletopsætninger, så det er muligt at overvære en forestilling her. Du kan dog også besøge det gamle operahus på en rundtur på egen hånd.
Adresse: Place de l'Opéra, 75009 Paris, Frankrig
Telefon: +33 (0)1 71 25 24 23
Kort - 7
Sacré-Cœur
Tag turen op til denne berømte kirke på toppen af Montmartre
- Lavt budget
- Historie
- Billeder
Vi kommer ikke uden om Sacré-Cœur, når snakken falder på Paris' vigtige monumenter. Kirken kan ses langvejs fra, som den knejser over bydelen Montmartres charmerende brolagte gader på Paris' højeste punkt. Den imponerende hvide facade og den nyromanske-byzantinske arkitektur får sammen med beliggenheden Sacré-Cœur til klart at skille sig ud fra byens andre religiøse monumenter.
Den blev bygget som en bodshandling efter Frankrigs nederlag i den fransk-tyske krig i 1870 og blev indviet i 1919. I dag er den hvide kirke både et berømt udflugtsmål og et vigtigt religiøst symbol, hvor der bedes døgnet rundt. Slut dig til de mange besøgende, som enten går op ad trapperne eller tager kabelbanen de 130 meter op for at opleve den storslåede arkitektur og den lige så fantastiske udsigt over Paris.
Adresse: 35 Rue du Chevalier de la Barre, 75018 Paris, Frankrig
Åbningstider: Dagligt fra kl. 06.00 til kl. 22.30
Telefon: +33 (0)1 53 41 89 00
Kort - 8
Cimetière du Père-Lachaise
Gå på jagt efter kendisgravsteder på byens største kirkegård
- Lavt budget
- Par
- Historie
- Billeder
- Usædvanlige oplevelser
Kirkegården Cimetière du Père Lachaise er Paris' største og mest besøgte af slagsen. Det enorme område strækker sig over mere end 40 hektar, hvor du kan gå rundt og kigge nærmere på de mere end 70.000 gravsteder. Der er en lang række berømte kulturpersonligheder begravet her, blandt andet Frédéric Chopin, Edith Piaf, Oscar Wilde og Jim Morrison fra The Doors.
Der er gravstene og gravkamre i en lang række stilarter på Père-Lachaise, blandt andet med inspiration fra gotikken, antikken og byplanlæggeren Haussmann. Det kan måske virke lidt makabert at besøge en kirkegård, men på en solskinsdag er det faktisk ret flot at gå ad de brolagte stier med træer på begge sider.
Adresse: 16 Rue du Repos, 75020 Paris, Frankrig
Åbningstider: November til midt i marts: mandag til fredag fra kl. 08.00 til kl. 17.30, lørdag fra kl. 08.30 til kl. 17.30 og søndag fra kl. 09.00 til kl. 17.30. Midt i marts til oktober: mandag til fredag fra kl. 08.00 til kl. 18.00, lørdag fra kl. 08.30 til kl. 18.00 og søndag fra kl. 09.00 til kl. 18.00.
Telefon: +33 (0)1 55 25 82 10
Kort - 9
Conciergerie
Træd ind i et uhyggeligt kapitel i landets historie
- Historie
- Billeder
Bygningen Conciergerie ligger på øen Île de la Cité og har spillet en vigtig rolle i Frankrigs historie gennem tiderne. Oprindeligt var den en del af kongeslottet Palais de la Cité, hvor de franske konger boede frem til 1300-tallet, da Karl 5. af Frankrig flyttede den kongelige residens til Louvre. Men Conciergerie er mest kendt for at have været et berygtet fængsel under Den Franske Revolution, hvor tusindvis af politiske fanger sad, mens de ventede på at blive ført til guillotinen.
Den mest berømte af disse fanger var dronning Marie-Antoinette, hvis celle du kan besøge under en rundtur i Conciergerie, der i dag er omdannet til museum. Her på dette skæbnesvangre sted kan du blive klogere på Frankrigs spændende og blodige historie.
Adresse: 2 Boulevard du Palais, 75001 Paris, Frankrig
Telefon: +33 (0)1 53 40 60 80
Kort - 10
Flamme de la Liberté
Se et venskabsmonument, der er blevet en hyldest til prinsesse Diana
- Historie
- Billeder
Flamme de la Liberté, frihedens flamme, er en replika i fuld størrelse af Frihedsgudinden i New Yorks fakkel. Det 3,5 meter høje monument står ved nedkørslen til en vejtunnel og markerer det venskab mellem Frankrig og USA, som Frihedsgudinden også repræsenterer.
Den skinnende gyldne flamme blev doneret til Paris i 1986 af International Herald Tribune i forbindelse med avisens 100-års jubilæum og som en tak til en gruppe franske håndværkere ved et restaureringsarbejde af statuen i USA. Når du kommer helt tæt på, vil du kunne se, at Flamme de la Liberté også har udviklet sig til et mindesmærke for prinsesse Diana, der døde efter en trafikulykke i den underliggende tunnel.
Adresse: 7 Place de l'Alma, 75008 Paris, Frankrig
Kort