Tivoli Friheden i Aarhus er en eventyrlig forlystelsespark, der inviterer gæster inden for til massevis af sjov og underholdning for både store såvel som små. Her kan du jagte zombier i et anderledes spøgelseshus, lege vandkrig mod kammeraterne i vandlandet, prøve lykken i kasinoet eller mærke, hvordan det kilder i maven, når du flyver gennem luften i nogle af parkens vildeste forlystelser. Du kan selvfølgelig også nøjes med at nyde parkens enestående udsmykning, farverige blomsterbede og store springvand.
Udover at rumme et hav af forlystelser, der både kan få dig til at grine, gyse og hvine, er Tivoli Friheden også vært for en masse anden underholdning. Oplev eksempelvis magiske koncerter under åben himmel til Fed Fredag, eller mød Pjerrot, der spreder glæde og tryllebinder parkens mindste gæster. Tivoli Friheden sætter desuden en ære i at skabe uhygge for de modige til Halloween og julestemning for hele familien til jul.
Tivoli Friheden i Aarhus - et af højdepunkterne ved "De 10 mest Instagram-venlige steder i Aarhus" og "De 10 bedste aftenoplevelser i Aarhus". Læs alt om Aarhus her.
Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 3.0) Redigeret
Højdepunkter i Tivoli Friheden
Et af de vigtigste højdepunkter i Tivoli Friheden er den lange række af udendørs koncerter, der afholdes hver sommer. Begivenheden går under navnet ”Fed Fredag”, og her indtager omkring 20 forskellige kunstnere den store udendørsscene i løbet af de (forhåbentlig) lune sommermåneder. Men det er ikke kun sommerhalvåret, der byder på magiske oplevelser for gæsterne – til Halloween åbner Tivoli Friheden dørene op til et godt gys, mens besøgende i december kan komme i julestemning med smukke lys og overdådigt pynt.
I Tivoli Friheden finder du selvsagt også en masse sjove forlystelser. Prøv eksempelvis Cobra, parkens største rutsjebane, og mærk suset i maven og håret, når du bliver skudt afsted på den 400 meter lange bane. Hvis det ikke er vildt nok, kan du kaste dig ud i 30 meters frit fald fra Sky Tower. Skal det gå mere stille for sig, kan du køre et par runder i Danmarks højeste pariserhjul.
Billede taget af Mickey Løgitmark (CC BY 3.0) Redigeret
Tivoli Frihedens historie
Tivoli Frihedens navn går helt tilbage til 1880’erne, hvor man kaldte den nordligste del af Marselisborgskovene for ”friheden”. Navnet er formentligt opstået, fordi mange byboere om søndagen tog turen fra købstaden ud i skoven for at tilbringe noget tid i ”friheden”, langt væk fra den trange storby. På grund af de mange besøgende i skoven besluttede man i 1904 at opstille en pavillon, som man af samme grund kaldte ”Friheden” samt en restaurant ved navn ”Terrassen”. I 1909 begyndte man at afholde koncerter på musiktribunen, hvilket tiltrak endnu flere besøgende.
Efter første verdenskrig blev Restaurant Terrassen samlingspunkt for mange af Aarhus’ folkefester. I den forbindelse begyndte man at opstille forlystelser som karruseller, gynger, skydetelte, minigolfbaner og vandcykler til søen. Den 2. maj 1958 slog parken dørene op til en succesfuld åbningsfest med over 400.000 gæster.
Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 3.0) Redigeret
Godt at vide om Tivoli Friheden
Med så mange aktiviteter at kaste sig over kan du godt sætte det meste af dagen af til at komme rundt i alle parkens kroge. Heldigvis tilbyder Tivoli Friheden et koncept, de kalder ”Friheden All Inclusive”, der blandt andet inkluderer entré, turbånd og buffet. Derudover får du med Friheden All Inclusive to værdikuponer: én til for eksempel en softice, candyfloss eller kaffe og én til spil og boder. Hvis du er turist i Aarhus og har købt et AarhusCARD, får du gratis entré til parken, men skal dog selv betale for et turbånd, hvis du gerne vil prøve forlystelserne.
Tivoli Friheden i Aarhus ligger i udkanten af Marselisborgskovene i gåafstand fra centrum. Hvis du hellere vil spare kræfterne i benene, til når du skal vandre rundt i parken, går der flere forskellige busser fra Aarhus Hovedbanegård.
Billede taget af Kenny Arne Lang Antonsen (CC BY-SA 4.0) Redigeret
Tivoli Friheden i Aarhus
Adresse: Skovbrynet 5, 8000 Aarhus, Danmark
Åbningstider: Åbningstider varierer efter sæson
Telefon: +45 86 14 73 00