Latinerkvarteret i Aarhus er et romantisk kvarter med smalle, brostensbelagte gader og små, farverige huse. Det charmerende kvarter er byens ældste, og mange af de historiske bygninger kan dateres helt tilbage til 1600-tallet. I dag rummer det aarhusianske Latinerkvarter hyggelige caféer, spændende nichebutikker med designertøj og brugskunst samt anmelderroste restauranter.

Om morgenen kan du se travle forretningsfolk stikke hovedet forbi caféerne for en kop varm mokka to-go, mens de små kaffebarer i løbet af dagen fyldes af Aarhus’ mange nationale og internationale studerende, der læser til eksamen eller holder studiegruppemøder i hjemlige, kaffeduftende omgivelser. Om aftenen kommer kvarteret til live, når de kringlede gader fyldes med sultne lokale og turister, der er ivrige efter at prøve nogle af kvarterets populære spisesteder. De ujævne brosten i Latinerkvarteret i Aarhus byder dermed på et rigt kulturliv, der omfatter alt fra festlige begivenheder med livemusik til budgetvenlige museer og trendy gallerier.

Latinerkvarteret i Aarhus - et af højdepunkterne ved "De 10 mest romantiske byer i Danmark" og "De 10 mest populære kvarterer i Aarhus". Læs alt om Aarhus her.

Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 3.0) Redigeret

Højdepunkter i Latinerkvarteret

Besøg kvarteret sidst på sommeren, når Aarhus Festuge løber af stablen, eller deltag i den årlige høstfest, der for alvor vækker kvarteret til live, når aarhusianerne indtager de skæve gader med bataljoner af efterårsstemning, nyhøstet frugt og livemusik i massevis. Det charmerende og historiske kvarter er ligeledes kendt for sin usædvanlige biograf, Øst for Paradis, der viser håndplukkede filmperler fra hele verden. Biografen blev grundlagt tilbage i 1978 med det formål at sætte fokus på anderledes film, der fortjener et større publikum.

I Latinerkvarteret finder du to interessante museer: Kvindemuseet og Besættelsesmuseet. Begge museer ligger i den gamle rådhusbygning, der under anden verdenskrig var hovedkvarter for Gestapo, det tyske sikkerhedspoliti. Derfor er det heller ikke helt tilfældigt, at du her finder et museum, der skildrer Aarhus’ historie under besættelsen. Kvindemuseet beretter om en anderledes, men ikke desto mindre interessant fortælling om kønsdiskrimination, ligestilling og seksualitet fra et kulturhistorisk perspektiv.

Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret

Latinerkvarterets historie

Latinerkvarteret er Aarhus’ ældst bevarede kvarter og kan dateres helt tilbage til 1400-tallet, hvor man besluttede sig for at rive de gamle befæstninger fra vikingetiden ned for dermed at skabe plads til et nyt byrum. Mange af kvarterets gader har historiske navne, der stammer fra netop denne tid, for eksempel Klostergade, Munkegade, Borggade og Volden.

Området har ikke altid været kendt som Latinerkvarteret. Det var ikke før omkring 1990, at man blev enige om, at dette historiske område med sine brostensbelagte gader, den gamle kirke og det dertilhørende kloster samt små, velholdte huse skulle gå under navnet Latinerkvarteret. Der er flere teorier om navnets oprindelse, men de fleste synes at hælde til forklaringen om, at området er opkaldt efter det parisiske latinerkvarter, der minder en del om det aarhusianske.

Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret

Godt at vide om Latinerkvarteret

De historiske gader, der snor sig ud og ind mellem farverige bindingsværkshuse og skæve byhuse, inviterer besøgende inden for til unikke shoppeoplevelser og gastronomiske eventyr. Men frygt ej, for selvom det charmerende kvarter rummer luksuriøse designerbutikker og Michelin-restauranter, er der et hav af budgetvenlige spisesteder. I Aarhus finder du nemlig den højeste koncentration af studerende i forhold til antallet af indbyggere, og det er bestemt en målgruppe, som mange af caféerne og restauranterne sætter en ære i at tiltrække med ungdommelige atmosfærer og studievenlige priser.

Uanset hvornår på året du bestemmer dig for at besøge Aarhus’ Latinerkvarter, vil du blive mødt af et pulserende og hyggeligt byliv. Du finder Latinerkvarteret for enden af gågaden i området bag Store Torv og Domkirken. Det er nemt at komme til området til fods, men hvis vejret ikke indbyder til spadsereture, stopper de fleste bybusser på Klostertorvet i hjertet af Latinerkvarteret.

Billede taget af Tanya Dedyukhina (CC BY 3.0) Redigeret

Latinerkvarteret i Aarhus