Det var en temmelig blandet oplevelse at besøge hotel Zehnthof i Cochem. Vi havde booket og forudbetalt et superior dobbeltværelse med balkon men blev anvist et standard 3-sengs værelse uden balkon. Det var baseret på en fejl fra hotellets side og desværre havde de ikke et ledigt superior værelse. Selvom vi først fik at vide, det ikke var muligt, lykkedes det alligevel at tilbyde os det bestilte værelse til den anden af vores 2 overnatninger, så efter første nat pakkede vi vores ting og flyttede over i det rigtige værelse.
Værelset til den første nat lå i en anden opgang lidt nede ad gaden, hvor hotellets gratis wifi ikke kunne nå. Standarden var langt lavere end det bestilte værelse (hvilket blev tydeligt, da vi jo blev flyttet efter den første nat) og trods kompensationen med en flaske sekt, er det ikke tilfredsstillende. Det rigtige værelse var derimod super fint med en hyggelig, lille møbleret balkon med udsigt til Cochem slottet. Det var det, vi havde bestilt og glædet os til og derfor selvsagt rigtig ærgerligt, det ikke var det værelse, vi fik fra starten.