Porto Bay Falesia 6 km. fra Albufeira på Algarvekysten er et fantastisk hotel, primært i kraft af sin paradisiske beliggenhed direkte ud til Atlanterhavet, samt det fine køkken og et utrolig sødt personale, der står på pinde for en døgnet rundt. Dertil ro og fred både ude og inde, fordi der er meget få børn - og dem der er, er overvejende spædbørn og op til 1-2 år.
Maden på stedet er af meget høj kvalitet både morgen, middag og aften, og hotellets have er en lille perle i sig selv, delt op i mange forskellige sektioner med hver deres særpræg, så man kan altid finde en hyggelig krog, næsten alle med en vidunderlig udsigt ud over de røde klipper og Atlanterhavet.
Kort sagt det perfekte sted for en lille romantisk ferie eller som udgangspunkt for en golftur. Banerne ligger som perler på en snor ganske kort fra hotellet.