Hvis du går og pønser på, hvilke danske byer du skal lægge vejen forbi denne sommer, er Aarhus et rigtig godt bud. Smilets By er spækket med en masse forskellige sommeraktiviteter til dem, der elsker et pulserende byliv, dem, der sætter pris på naturen, og dem, der godt kan lide film og musik.
Uanset om det bliver en regnfuld sommer med ustadigt vejr og få solskinstimer eller en overvejende varm sommer med lange, solskinsfyldte dage, tilbyder den jyske hovedstad et hav aktiviteter. Her kan du blandt andet opleve vikinger klædt i spraglede dragter slås til hest, se spændende film under åben himmel eller lade dig rive med af stemningen, når byens hold scorer en kasse i verdensklasse.
- 1
Fed Fredag-koncerter i Tivoli Friheden
Få en fed musikoplevelse under åben himmel
- Familier
- Natteliv
Læs mereHver fredag i løbet af sommeren forvandles Tivoli Friheden til én stor koncert, hvor fantastiske kunstnere primært fra den danske musikscene frekventerer den aarhusianske forlystelsespark. Koncerterne går under det meget sigende navn ”Fed Fredag”, og stemningen er mildest talt også fed, når både unge og gamle samler sig under åben himmel i Tivoli Frihedens magiske omgivelser.
Omkring 20 forskellige musikere indtager i løbet af sommermånederne den store udendørsscene i Tivoli Friheden, så forventningsfulde koncertgæster kan få en stemningsfuld musikoplevelse. I løbet af årene har sangere og bands som Poul Krebs, Gnags, Mads Langer og The Minds of 99 fået folk til at flytte fødderne i takt og skråle i kor.
Adresse: Skovbrynet 5, 8000 Aarhus, Danmark
Telefon: +45 86 14 73 00
Kort - 2
ZULU Sommerbio Aarhus
Få en anderledes biografoplevelse i Botanisk Have
- Lavt budget
- Usædvanlige oplevelser
Vær med, når ZULU Sommerbio ruller det helt store lærred ud i Botanisk Have, så lokale aarhusianere og andre interesserede kan se film helt gratis under åben himmel. ZULU Sommerbio viser typisk to forskellige film på to forskellige, men sammenhængende dage. Filmene kan være både danske og udenlandske titler, og genren kan variere fra hårrejsende gysere, der får dig til at gemme dig under picnictæppet det meste af filmen, til romantiske sjælevarmere, der giver dig lyst til at holde i hånd med hvem end, der sidder nærmest.
Husk at pakke en taske med kolde dåsebajere og snacks samt et tæppe til at sidde på og tage om jer, når solen går ned – filmen starter nemlig først, når mørket falder på.
Adresse: Eugen Warmings Vej 27, 8000 Aarhus, Danmark
Kort - 3
Den Uendelige Bro
Nyd den spektakulære udsigt over Aarhus Bugt fra broen uden ende
- Oplevelser
- Lavt budget
Læs mereFor foden af de vidtstrakte Marselisborgskove finder du Den Uendelige Bro. Denne cirkelformede bro var oprindeligt del af kunstmuseet ARoS’ kunstudstilling ved navn Sculpture By The Sea i 2015 og blev da også taget ned efter udstillingen som planlagt. Men Den Uendelige Bro viste sig at have været mere populær end først antaget og kom hurtigt tilbage som en permanent udstilling på den smukke sandstrand et par kilometer syd for Aarhus centrum.
Når du bevæger dig ud på broen, forstår du hurtigt, hvorfor Den Uendelige Bro ikke kunne andet end at blive et hit hos lokalbefolkningen. Den cirkulære form indbyder til den ene runde efter den anden, mens du nærmest i trance beundrer den smukke udsigt over Aarhus Bugt.
Adresse: Ørneredevej 3, 8000 Aarhus C, Danmark
Kort - 4
Is på Mammis Gelato
Frisklavet italiensk is, der smager af Italien
- Mad
Hvis du går og drømmer om frisklavet italiensk is, er det bare at tage forbi Mammis Gelato på Rosensgade eller Jægergårdsgade i Aarhus C. Ja, du hørte rigtigt: Det er ikke nødvendigt at tage helt til Italien for at nyde en lækker sorbet eller cremet mousse. Hos Mammis Gelato kan du købe ægte, italiensk gelato fremstillet af nogle af de bedste råvarer – og selvfølgelig masser af kærlighed og passion til det håndværk, det er at fremstille god is.
Mammis Gelato er en familiedrevet isbutik startet af mor og datter, der efter at have været på et halvanden måneds langt iskursus i Italien kom hjem med drømmen om at udbrede frisklavet italiensk is og give aarhusianerne en smagsoplevelse uden sammenligning.
Adresse: Rosensgade 34, st.tv, 8000 Aarhus C, Danmark
Telefon: +45 81 72 10 48
Kort - 5
Moesgård Vikingetræf
Oplev hæsblæsende kampe, flotte ryttershows og et marked uden lige
- Lavt budget
- Historie
For knap 50 år siden mødtes de første vikinger i et stort og drabeligt slag i skovene og på markerne omkring Moesgaard. Med ryttere og krigere udrustet og væbnet til tænderne udkæmpes der hvert år i august en hæsblæsende kamp til fryd for et jublende publikum til Moesgaard Vikingetræf.
Når det storslåede vikingeslag er blevet udkæmpet, kan krigere, ryttere og publikum drikke mjød af lerkrus og skåle i store ølhorn eller spise mad lavet over bål ligesom de gamle vikinger. Du kan også gå på opdagelse i de spændende boder, der sælger alt fra spraglede vikingedragter, smykker og lædervarer solgt af købmænd fra hele verden. Vikingetræffet på Moesgaard er det største i Norden og tiltrækker vikinger fra nær og fjern.
Adresse: 8270 Højbjerg, Danmark
Kort - 6
Tangkrogen
Hank op i picnickurven, og find en plads i solen ved vandet
- Oplevelser
- Lavt budget
Aarhus er ligesom resten af Danmark nu en gang skønnest om sommeren, hvor dagene er lange og aftenerne lune. Et af den jyske hovedstads særligt populære sommerspots er Tangkrogen, der på solskinsrige dage lokker de lokale væk fra udendørsserveringer på de mange restauranter langs åen. Når det danske sommervejr for en gangs skyld arter sig, vil det grønne græsareal ned til vandet nemlig være fyldt med aarhusianere, der har pakket de store picnickurve med kolde drikkevarer og lækre snacks.
På Tangkrogen finder du desuden et lille, men ikke desto mindre populært ishus, der sælger alt fra sodavandsis til softice. Køb dig en ispind eller en vaffelis, og gå en tur ud på lystbådehavnen eller langs vandet, indtil du rammer Marselisborgskoven.
Adresse: Marselisborg Havnevej 1, 8000 Aarhus, Danmark
Telefon: +45 24 27 20 39
KortBillede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret
- 7
Restaurant Anker
Det mindst franske franske brasserie ved lystbådehavnen i Aarhus
- Mad
I den nye bydel på Aarhus Ø ligger Restaurant Anker, et fransk brasserie med udsigt til hav og lystbåde. På trods af sit franske repertoire stritter Restaurant Anker bestemt ikke med lillefingeren, og der er højt til loftet i den luksuriøst indrettede restaurant – både i overført betydning og bogstaveligt talt.
På Restaurant Anker kan du nemlig bestille fransk mad, der er helt nede på jorden. Det betyder absolut ingen ting, om du kan udtale ”foie gras” eller ”croque madame” korrekt. Det, der betyder noget, er, at du sætter pris på en velsmagende madoplevelse, der taler for sig selv. Her kan du bestille nogle af de mest karakteristiske franske specialiteter, herunder blandt andet snegle og crème brûlée.
Adresse: Fiskerivej 12, 8000 Aarhus C, Danmark
Telefon: +45 89 80 78 98
Kort - 8
Ceres Park & Arena
Skrål med på stadionsange fra tribunen i en hyldest til “de hvi’e”
- Oplevelser
Velkommen til en hjemmekamp på Ceres Park & Arena! Ud af højtalerne flyder tonerne af ”Lav sol over Aarhus”, en Gnags-klassiker, der mere end noget andet kendetegner starten på en medrivende fodboldkamp med ”de hvi’e”. Fra boderne med øl, pølser, pommes og snacks finder duften af den legendariske stadionpølse vej til dine næsebor. Under skosålerne kan du mærke, hvordan de omkring 150.000 tilskuere stamper i jorden af begejstring på tribunerne over og omkring dig.
Fodboldfan eller ej – det er altid en oplevelse at overvære det aarhusianske fodboldhold AGF spille en hjemmekamp på Ceres Park & Arena. Især hvis de formår at sætte kuglen i krydset og score nok kasser til, at hele stadion bryder ud i sang og uendelige bølger.
Adresse: Stadion Allé 70, 8000 Aarhus, Danmark
Telefon: +45 89 38 60 00
KortBillede taget af RhinoMind (CC BY-SA 3.0) Redigeret
- 9
Bellevue Strandpark
Tag på stranden uden at komme hjem med en halv sandkasse
- Oplevelser
På varme sommerdage valfarter aarhusianerne til Bellevue Strandpark for at tilbringe en solrig dag ved vandet. Bellevue Strand ligger ikke andet end et par kilometer nord for Aarhus centrum og er derfor en oplagt badedestination for solhungrende vandhunde.
På stranden finder du hele to badebroer, hvorfra du kan kaste dig ud i det forfriskende vand, der sjældent bliver varmere end 16 grader. Når du har været i vandet, kan du brede dit håndklæde ud på det fine sand og lade solens varme stråler tørre dig. Hvis du er en af dem, der hader at komme hjem med sand i tasker, badetøj og ører, kan du også lægge dig op det grønne græsareal, der ligger blot en spytklat fra vandet.
Adresse: Fortevej 113, 8240 Risskov, Danmark
KortBillede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret
- 10
Sheltertur i Hørhaven
Tag hele familien med på friluftstur ved skov og strand
- Oplevelser
- Lavt budget
I de smukke Marselisborgskove ligger Hørhaven, hvor friluftsmennesker kan få deres drøm om et ægte udendørseventyr opfyldt. Hørhaven byder på et væld af fantastiske friluftsaktiviteter for store såvel som små. Der er plads til helt op til 18 overnattende naturelskere på shelterpladsen ved Hørhaven, så du kan tage hele familien med på tur.
De tre sheltere i Hørhaven ligger i en gammel bøgeskov med udsigt over bugten, så du kan sidde til langt ud på aftenen samlet omkring bålstedet og spotte lys fra skibene ude på det åbne hav. Hvis de blå bølger frister, er det bare at tage turen ned ad den nærliggende trappe, der fører til stranden, hvorfra du kan hoppe i det forfriskende vand.
Adresse: 8270 Højbjerg, Danmark
Kort