Ballehage Strand er en smuk naturstrand med en idyllisk beliggenhed i skyggen af Marselisborgskoven, ca. fire km syd for Aarhus centrum. Den skovnære beliggenhed giver svalende skygge på varme dage, ligesom der her selvsagt hersker en helt anden ro end på populære bystrande som Den Permanente og Tangkrogen.

Tidligere var Ballehage Strand faktisk lidt af en skjult perle, men denne status fik kunstværket Den Uendelige Bro lavet godt og grundigt om på. Den cirkelformede og yderst Instagram-venlige panoramabro har nemlig gjort Ballehage Strand til et populært udflugtsmål blandt nysgerrige sommer- og badegæster, der kommer for at nyde udsigten og bade fra den spektakulære badebro.

Ballehage Strand i Aarhus - et af højdepunkterne ved "De 8 bedste strande i Aarhus". Læs alt om Aarhus her.

Hvad er højdepunkterne på Ballehage Strand?

Ballehage Strand udmærker sig ved sin alsidige profil, der både tiltrækker badegæster med hang til skyggefuld afslapning i skovens dybe stille ro, gæster som værdsætter de praktiske faciliteter som toiletter, iskiosk, omklædningsrum med bad samt parkeringspladser i skoven, og så selvfølgelig de mange fans af Den Uendelige Bro.

Faktisk var Den Uendelige Bro kun tænkt som en midlertidig kunstinstallation, da den i 2015 blev vist på ARoS-udstillingen Sculpture by the Sea. Den viste sig dog hurtigt at være en af udstillingens allermest populære værker og er siden dengang blevet et årligt tilbagevendende indslag på Ballehage Strand i sommerhalvåret.

Godt at vide om Ballehage Strand

Ballehage Strand er et yndet udflugtsmål året rundt. Om vinteren er Den Uendelige Bro ganske vist taget ned, men til gengæld rykker Vikingeforeningen Morgenbaderne ind i Ballehage Søbad til glæde for alle morgenfriske fans af det kolde gys.

Er vinterbadning ikke lige din kop te? Så kan du i stedet kombinere strandudflugten med et besøg på restauranten i det historiske Varna Palæ, der bl.a. er kendt for sin fabelagtige brunch. Her kan du i øvrigt også holde bryllupsfesten over dem alle – du kan nemlig som noget unikt blive viet på Den Uendelige Bro. Mere spektakulært bliver det vist ikke.

Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 4.0) Redigeret

Ballehage Strand i Aarhus