
Drag fordel af vores insiderviden
Trendy ophold i syv storbyer
Hvor skal du tage hen på ferien? Find svaret i vores insiderguide til de mest spændende og kreative kvarterer lige nu – og selvfølgelig de mest populære hoteller.
Oplev en anden side af Paris i bohemekvarteret Belleville
Paris, Frankrig
Det multikulturelle og livlige kvarter Belleville udgør en forfriskende kontrast til Paris' brede boulevarder og mere turistede områder. Området er præget af flere generationers immigration fra Vietnam, Nordafrika, Kina, Grækenland og Tyrkiet. Her finder du byens pulserende Chinatown-kvarter, kreative fællesskaber som Ateliers d'Artistes de Belleville, der blev grundlagt i 1989, og den 25 hektar store Buttes-Chaumont Park, hvor folk strømmer til på solrige dage. Det er oplagt at tage et smut forbi parkens bar, Rosa Bonheur, hvor du kan nyde et glas rosé, mens solen går ned. Book overnatning på Babel Belleville – et stemningsfuldt og miljøcertificeret hotel, der er indrettet med vintagemøbler og en elegant bar, som tiltrækker mange folk til fyraften. Den franske sangerinde Édith Piaf boede og levede her i det 19. arrondissement, og gentrificeringen har heldigvis ikke dæmpet kvarterets energi og livsglæde.
Shimokitazawa rummer Tokyos bedste street style
Tokyo, Japan
Ikke langt fra travle kvarterer som Shibuya and Shinjuku kan du hurtigt mærke, hvordan tempoet kommer lidt ned i gear i dette bohemeagtige kvarter. Tilbage i 60'erne og 70'erne boede japanske avantgarde-kunstnere som forfatteren Kōbō Abe og pianisten Ingrid Fujiko Hemming i dette område, og den kunstneriske ånd lever endnu. Oplev den over en drink i Upstairs Records & Bar, eller mens du nyder den berømte karrysuppe med de lokale hipstere på Ponipirika eller Magic Spice. Shimokitazawa er også kendt for sine mange butikker med genbrugstøj og streetwear som Stick Out og et nyt kulturelt shoppingområde ved navn Reload. Overnat på Mustard Hotel – et stilfuldt og elegant hotel, der afspejler områdets ungdommelige og afslappede atmosfære.
Tag syd for Themsen til historiske Bermondsey
London, Storbritannien
Bermondsey er i dag et af Londons mest omtalte kulinariske og kulturelle kvarterer, kun en kort gåtur fra Borough Market, Tate Modern og andre kulturinstitutioner på Southbank. Sådan har det dog ikke altid været. I århundreder var Londons Docklands domineret af fabrikker og lagerbygninger, mens Bermondseys gader blev udødeliggjort i Charles Dickens' roman Oliver Twist. I dag ligger kunstgalleriet White Cube og Fashion and Textile Museum blot et stenkast fra Maltby Street Market, der byder på alskens kulinariske lækkerier. Lyder det alt sammen attraktivt? Book overnatning på lejlighedshotellet Bermonds Locke, som både råder over et moderne kontorfællesskab og en café.
Kultur, farver og smagsoplevelser i Colonia Roma
Mexico City, Mexico
Sammen med det tilstødende kvarter Condesa er Roma fyldt med trendy restauranter, barer, shopping og kultur. Kvarteret blev udpeget som "Barrio Mágico" i 2011, og den betagende art nouveau- og neoklassiske arkitektur daterer sig tilbage til starten af 1900-tallet. Efter et begivenhedsrigt 20. århundrede er Roma blevet fornyet og har fået sin tidligere storhed tilbage. Det mærkes på fiskerestauranten Contramar, der ofte er at finde på lister over verdens bedste spisesteder – men i Mexico er måltider et demokratisk foretagende, og tacos samt dagens suppe hos Taquería Álvaro Obregón kan være en lige så fantastisk oplevelse. Drik mezcal hos La Botica, udforsk boderne på madmarkedet Mercado Roma, og find dig godt til rette i en serviceret lejlighed hos UTOPIC Roma Norte by ULIV.
Se på flot gadekunst i Wynwood
Wynwood, Miami
Miami har længe været kendt som en solbeskinnet kulturel smeltedigel med latinamerikanske indflydelser og smuk art deco-arkitektur, men i løbet af de sidste årtier har byen også erobret den internationale kunstscene, primært takket være messen Art Basel. Miamis ægte kreative kerne findes dog stadig i det tidligere tekstil- og industrikvarter Wynwood, hvor de etablerede puertoricanske og cubanske fællesskaber blomstrer. Wynwood Walls repræsenterer noget af verdens bedste graffiti, Rubell Museum udstiller alt fra popkunst til konceptkunst, og Pan American Art Projects arbejder på at bygge bro mellem nord og syd. Mellem museumsbesøgene kan du stille sulten og tørsten hos det uafhængige bryggeri Veza Sur Brewing Co., madhallen 1-800-Lucky (find Jeepney med moderne filippinske retter) og isbutikken Morelia Gourmet Paleta. Hotellet Arlo Wynwood Miami har en moderne indretning med vægmalerier samt en fantastisk tagterrasse med pool, hytter og barservice.
Logan Square har alt inden for musik, mad og shopping
Chicago, Illinois
I kvarteret Logan Square blandes Chicagos latinoer og østeuropæiske indbyggere med en ung og kreativ generation, mens det kulinariske udbud efterhånden sagtens kan måle sig med West Loop. Start med brunch på Lula Café, som serverer innovative retter baseret på lokale råvarer. Til aftensmad anbefales de hjemmelavede pastaretter hos Daisies, mexicanske klassikere hos Mi Tocaya Antojería eller det spændende New American-køkken hos Giant. Er du på udkig efter lokale gaver og souvenirs, kan du kigge forbi Wolfbait & B-Girls efterfulgt af smykkeforretningen Adornment + Theory. City Lit Books og Bric-a-Brac Records er også et besøg værd. På Milwaukee Avenue finder du alternative spillesteder og et uendeligt udvalg af indbydende barer som The Whistler, Best Intentions og Estereo. I det tilstødende kvarter Wicker Park ligger en perle af et hotel i art deco-stil, nemlig The Robey, der byder på en tagterrassepool og betagende udsigt over Chicagos berømte skyline.
Udforsk vinylbarer og uafhængige butikker i Williamsburg
New York City, New York
Williamsburg har været et af de mest spændende kvarterer i det postindustrielle Brooklyn siden slutningen af 80'erne, hvor den kreative bevægelse Brooklyn Immersionists satte gang i omdannelsen af de gamle industribygninger. Bydelen er siden blevet kendt for sine mange unikke og uafhængige forretninger og et musikalsk miljø, der er præget af 00'ernes electroclash og indie-rock, samtidig med at de italienske, jødiske, spanske, polske, puertoricanske og dominikanske samfund stadig lever her. Tag på en historisk rundtur til Brooklyn Brewery, Brooklyn Winery eller Brooklyn Roasting Company, før du slår dig ned hos Please Tell Me, som serverer fremragende cocktails til et LP-soundtrack. Du kan måske være heldig at finde en pop op-butik fra smykkefirmaet Mo.Na., der sælger biologisk nedbrydelige smykker. Der er mange skønne steder at overnatte, men vi er vilde med boutique-hotellet The Hoxton, som oser af sofistikeret og eksklusiv charme.