Paris er et fantastisk sted at holde ferie med hele familien. Mange af byens berømte museer og vartegn er måske ikke videre spændende set fra børnehøjde, men heldigvis findes der også masser af sjove og børnevenlige aktiviteter i byernes by. Og her taler vi altså ikke kun om de berømte forlystelsesparker i udkanten af byen.

    Glæd jer til at udforske spændende aktiviteter såsom interaktive videnskabsmuseer, zoologiske haver og fortryllende parkanlæg, der ikke kan undgå at gøre familieferien i Paris til en fest. Tag med på en virtuel tur rundt til Paris' bedste familievenlige steder og oplevelser.

    1

    Disneyland Paris

    Mærk magien i en af Europas mest populære forlystelsesparker

    • Familier
    • Billeder

    Denne verdensberømte forlystelsespark 32 kilometer nord for Paris kombinerer Disneyland Park og Walt Disney Studios Park i et gigantisk parkkompleks på 19 kvadratkilometer. Disneyland Paris er inddelt i fem temaområder eller lande ved navn Discoveryland, Main Street U.S.A., Frontierland, Fantasyland og Adventureland. Hvert eneste land byder på spændende forlystelser og vilde rutsjebaner. De mest populære attraktioner i parken omfatter Pirates of the Caribbean, It’s a Small World, Big Thunder Mountain og Star Wars Hyperspace Mountain, for nu bare at nævne et par stykker. Spredt i parken med rund hånd finder I både hoteller, restauranter og butikker.

    Adresse: Disneyland Paris, 77777 Marne-la-Vallée, Frankrig

    Åbningstider: Dagligt fra kl. 10.00 til kl. 23.00

    Kort
    2

    Parc de la Villette

    Spændende park med masser af aktivitetsmuligheder

    • Familier
    • Lavt budget

    Parc de la Villette fem kilometer nordøst for centrum af Paris byder på mange forskellige aktiviteter for hele familien. De 2 største attraktioner er uden tvivl Cité des Sciences et de l'Industrie (videnskabs- og industribyen) og den kugleformede IMAX-biograf Géode. Det er gratis at besøge parken, og på varme sommerdage indbyder det store grønne område til dejlige gåture. Familiens yngste vil desuden elske at boltre sig på den store legeplads med det dragende navn Dragens Hule. Hertil kommer kulturelle seværdigheder såsom en friluftsbiograf og koncerter.

    Adresse: 211 Avenue Jean Jaurès, 75019 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Dagligt fra kl. 06.00 til kl. 01.00

    Kort
    3

    Parc Astérix

    Udforsk jernalderen på den sjove måde i denne populære forlystelsespark

    • Familier
    • Billeder

    35 kilometer nord for Paris finder I den stort anlagte Parc Astérix, hvor I kan udforske det spændende univers kendt fra tegneserierne om Asterix og hans venner. Kom med på en rejse tilbage til jernalderen i denne flotte forlystelsespark med ca. 40 forlystelser, herunder seks rutsjebaner og fire forlystelser med vand. De mange kørende forlystelser får selskab af trylleshows, gladiatorkampe og en bondegård med husdyr fra gamle dage. Trænger I til at tanke energidepoterne op, er der seks forskellige restauranter at vælge imellem. Faktisk kan I også vælge at overnatte direkte i parken – den huser nemlig også fire hoteller.

    Adresse: Parc Astérix, 60128 Plailly, Frankrig

    Åbningstider: Åbningstiderne varierer efter sæson

    Kort
    4

    Naturhistorisk Nationalmuseum

    Glæd jer til at beundre en af byens største samlinger af dyreskeletter

    • Familier
    • Billeder
    • Lavt budget

    Naturhistorisk Nationalmuseum i Paris er et spændende og lærerigt udflugtsmål for børnefamilier. Museet blev grundlagt helt tilbage i 1793, breder sig over tre etager og ligger lige ved siden af byens botaniske have. Museet rummer diverse udstillinger med dinosaurusskeletter, planter, insekter og meget mere. Indretningen og stemningen leder tankerne hen på filmen Nat på museet. Den nærliggende park er ligeledes et dejligt bekendtskab og huser en lille zoo. Sulten kan stilles på den hyggelige restaurant med udendørsservering lige ved siden af museet.

    Adresse: 57 Rue Cuvier, 75005 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Onsdag til mandag fra kl. 10.00 til kl. 18.00. Lukket om tirsdagen.

    Kort
    5

    Playmobil FunPark

    Velkommen til en magisk verden for de 2-12-årige

    • Familier
    • Lavt budget

    Lad ungerne udforske det eventyrlige og kæmpestore legeunivers Playmobil FunPark fyldt med Playmobil-figurer og inddelt i forskellige temaverdener. Parken er en del af et stort shoppingkompleks 12 kilometer syd for centrum af Paris. Entrébilletten er absolut rimelig i pris, og trænger mor og far til en kort Playmobil-pause, er det bare at indtage parkens café eller restaurant. Ungerne vil dog nok være mere interesserede i den lille gaveshop med Playmobil-legetøj. Ikke overraskende er Playmobil FunPark et særdeles populært udflugtsmål, så det er en god ide at komme tidligt på dagen. Undgå om muligt at besøge parken i weekenden.

    Adresse: 24 Allée des Jachères, 94260 Fresnes, Frankrig

    Åbningstider: Tirsdag til søndag fra kl. 10.00 til kl. 19.00. Lukket om mandagen.

    Kort
    6

    Parc Zoologique de Paris

    Nyd en eventyrlig dag i denne flotte og velholdte zoo

    • Familier
    • Billeder

    Parc Zoologique de Paris ligger seks kilometer sydøst for centrum og kaldes i daglig tale ofte for Vincennes Zoo. Parken nås nemt med metro. Den zoologiske have breder sig over hele 14,5 hektar og rummer bl.a. et væksthus med tropisk regnskovsklima på 4.000 kvadratmeter. Parken er yderst ren, velholdt og nem at finde rundt i. Samme forbilledlige forhold gør sig gældende for dyrenes indhegninger og bure. Glæd jer til at hilse på klassiske zoo-beboere som løver, giraffer og aber, men også mere sjældne dyrearter såsom søkoen og bladskærermyren. Sulten kan stilles i parkens restaurant, mens gavebutikken er leveringsdygtige i sjove minder og souvenirs.

    Adresse: Avenue Daumesnil, 75012 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Dagligt fra kl. 09.30 til kl. 20.30

    Kort
    7

    Jardin d'Acclimatation

    Masser af sjov og klassiske forlystelser

    • Familier
    • Billeder

    Jardin d’Acclimatation er en hyggelig forlystelsespark syv kilometer vest for Paris centrum. Haven stammer helt tilbage fra 1860 og oser af historisk charme. De 40 forlystelser kan måske nok ikke måle sig med de nyeste og vildeste forlystelser i andre parker, men ikke desto mindre er haven bestemt stadig et besøg værd. Forlystelserne omfatter en lille bondegård, ponyridning, minirutsjebaner, hurlumhejhus og to museer (et videnskabsmuseum og et kunstmuseum for børn). Parken breder sig over 19 hektar og rummer udover forlystelser og museer også fem restauranter og seks gourmetmadboder. Hvis afstandene bliver for store for de mindste, er det bare at stige ombord på det lille børnetog.

    Adresse: Rue du Bois de Boulogne, 75116 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Mandag til tirsdag og torsdag til fredag fra kl. 11.00 til kl. 18.00, onsdag og lørdag til søndag fra kl. 10.00 til kl. 18.00

    Kort
    8

    La Tête dans les Nuages

    Giv venner og familie kamp til stregen i et af Europas største gamingcentre

    • Familier

    La Tête dans les Nuages (kan oversættes direkte med "hovedet i skyerne") er et gamingcenter på 1.500 kvadratmeter midt i Paris. Her er der masser af arkadespil at vælge mellem for gamere og adrenalinjunkier, men også analogt tidsfordriv såsom bordfodbold, minibowling og pool. Gamingcentrets centrale placering gør det nemt at snuppe en bid mad før, under eller efter besøget.

    Adresse: 5 Boulevard des Italiens, 75002 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Mandag til torsdag fra kl. 11.00 til kl. 00.30, fredag fra kl. 11.00 til kl. 02.00, lørdag fra kl. 10.00 til kl. 02.00, søndag fra kl. 10.00 til kl. 00.30

    Kort
    9

    Palais de la Découverte

    Fra palads til videnskabsmuseum: Glæd jer til en unik museumsoplevelse

    • Familier
    • Billeder

    Palais de la Découverte lægger beslag på 25.000 kvadratmeter af det storslåede Grand Palais i centrum af Paris. Videnskabsmuseet byder inden for til spændende udstillinger om blandt andet astronomi, biologi og kemi i form af både permanente udstillinger og interaktive eksperimenter. Museet rummer også et planetarium i en 15 meter høj kuppel. Det er det perfekte udflugtsmål for alle videbegærlige børn og voksne, omend diverse præsentationer og liveforsøg desværre kun foregår på fransk.

    Adresse: Avenue Franklin Delano Roosevelt, 75008 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Tirsdag til lørdag fra kl. 09.30 til kl. 18.00, søndag fra kl. 10.00 til kl. 19.00. Lukket om mandagen.

    Kort
    10

    Parc des Buttes-Chaumont

    Nyd en hyggelig gåtur i en offentlig park

    • Familier
    • Billeder
    • Lavt budget

    Parc des Buttes-Chaumont ligger højt hævet over byen og byder af samme grund på en fantastisk udsigt over Paris. Parken breder sig over ca. 25 hektar og er hjem for mange forskellige planter og træer, der flankeres af menneskeskabte strukturer fra det 19. århundrede. En kunstig sø og en stor grotte med vandfald fuldender den eventyrlige stemning. Parken egner sig perfekt til en god gammeldags omgang gemmeleg, men lokker også med bl.a. dukketeater, ponyridning, skydebod med mere. Melder sulten sig, har I hele tre forskellige restauranter at vælge imellem direkte i parken.

    Adresse: 1 Rue Botzaris, 75019 Paris, Frankrig

    Åbningstider: Dagligt fra kl. 07.00 til kl. 21.00

    Kort
    Stephan Audiger | Rejseentusiast

    Planlæg din næste rejse

    Gå til toppen af siden

    Maps