Latinerkvarteret betegner en central og levende bydel i København, der siden middelalderen har været centrum for højere lærdom i Danmark. I 1479 fik Danmark nemlig sit første universitet med beliggenhed netop her, hvilket gjorde latin til det dominerende sprog i kvarteret - deraf navnet Latinerkvarteret. Samtidig var kvarteret etableret omkring Vor Frue Kirke, der stadig den dag i dag fungerer som Latinerkvarterets naturlige centrum. Latin var på dette tidspunkt stadig kirkens sprog, og man kan derfor tydeligt forestille sig, hvordan det har svirret med italienske gloser fra både lærde og kirkens folk på hvert gadehjørne.

    Latinerkvarteret med sine smalle gader og toppede brosten rummer nogle af Københavns mest markante historiske bygninger, hvilket bidrager til bydelens særlige stemning og danner spektakulære historiske rammer om nutidens mange hyggelige caféer, butikker og restauranter. Latinerkvarteret er forresten ikke noget unikt københavnerfænomen, men kendes også fra mange andre byer med gamle universiteter, herunder Aarhus, Paris og London.

    Latinerkvarteret i København - et af højdepunkterne ved "De 10 bedste shoppingsteder i København". Læs alt om København her.

    Billede taget af Orf3us (CC BY-SA 3.0) Redigeret

    Hvad er højdepunkterne i Latinerkvarteret?

    Vor Frue Kirke er Københavns Domkirke og så afgjort et besøg værd. Vor Frue Kirke er tegnet af C.F. Hansen og udsmykket af Bertel Thorvaldsen, hvis apostelstatuer og kristusfigurer er kendt langt uden for Danmarks grænser. Kirken besøges årligt af ca. en halv million turister, mens københavnerne udover de faste gudstjenester blandt andet kan komme til Natkirke tre aftener om ugen med meditative indslag og elektronisk musik.

    Herudover udmærker Latinerkvarteret sig især ved den autentiske stemning og det fortættede middelaldermiljø. Bydelens kerne udgøres af de livlige gader Larsbjørnsstræde, Larslejsstræde, Sankt Peders Stræde, Studiestræde og Teglgårdsstræde, der tilsammen også går under betegnelsen "Pisserenden". Disse gader er især kendt for deres natteliv samt små caféer og alternative butikker. Her finder du alt inden for vintagegenbrug, cool streetwear, tegneserier og kitschet brugskunst. Der er med andre ord masser af farver og fart over feltet, og minimalistisk dansk design må du derfor shoppe andetsteds.

    Latinerkvarterets historie

    Latinerkvarteret har en blakket fortid og har gennem tiderne afspejlet Københavns mindre respektable side. Kvarterets ydergrænser udgøres af Nørre Voldgade, Nørregade, Vester Voldgade og Vestergade, hvoraf sidstnævnte i flere århundreder fungerede som den vigtigste indfaldsvej for bønder og andre rejsende med ærinde i storbyen. Vestergade husede derfor mange beværtninger og gæstgivergårde med et stort leben til følge. Af disse findes bodegaen Musen og Elefanten stadig i Vestergade den dag i dag.

    Spoler vi er par århundreder frem, blev kvarteret i 1960'erne tilholdssted for kunstnere med behov for en billig bolig, hvilket forårsagede et markant skifte fra ildeset drukkvarter til kunstnerisk og musikalsk centrum. I 1970’erne rykkede bohemerne så ind med deres forretninger, mens punkerne i 1980’erne kom til. Siden 00'erne har Pisserenden udviklet sig til et mondænt og trendy område, der tiltrækker både lokale og turister med hang til unikke butikker, stemningsfuld cafékultur og et pulserende natteliv.

    Godt at vide om Latinerkvarteret

    I Latinerkvarteret finder du ingen flagskibsbutikker eller kendte kæder, men til gengæld kan du få timevis til at gå med at udforske kvarterets mange små butikker. Når sulten melder sig, er det ganske vist ikke muligt at afgive din bestilling på latinsk, men til gengæld tager den ærkefranske bistro L’éducation Nationale gerne imod din bestilling på fransk. Samtidig har bistroen haft adresse på Larsbjørnsstræde i over 20 år og byder dermed inden for til en autentisk oplevelse af Latinerkvarteret. Er du først og fremmest til godt med grønt på tallerkenen, er Atlas Bar på hjørnet af Larsbjørnsstræde og Studiestræde derimod et godt bud.

    Shopping og restaurantbesøg gør træt, så hvorfor ikke vælge at overnatte direkte i Latinerkvarteret? Mens der måske er lidt for meget leben i selve Pisserenden til at sikre en god nats søvn, kan du på Hotel Kong Frederik på Vester Voldgade overnatte i rolige og royale omgivelser komplet med lysekroner og antikke møbler.

    Latinerkvarteret i København

    Planlæg din næste rejse

    Derfor bør du reservere på Hotels.com

    Find inspiration

    Europa

    Rejsevarsel

    COVID-19-restriktioner.

    Se oplysninger
    Gå til toppen af siden