Danmarks hovedstad byder på et hav af spaoplevelser til dig, som elsker varmt eller koldt vand, en dampende sauna og beroligende olier. Vi har fundet 10 af de bedste spasteder i København, hvor der blandt andet står afslapning og wellness på programmet. 

    I bydelen Kastrup og Fristaden Christiania finder du saunaer og opvarmede bassiner. Hvis du har brug for en opkvikkende oplevelse, kan du tage i et friskt søbad og få renset tankerne. Der er selvfølgelig også rig mulighed for at få genopladet batterierne med massage, ansigtsmasker og saltscrubs med lavendel og grape til hele kroppen. Og uanset om du vælger spaoplevelser på Refshaleøen eller Amager, vil du med garanti føle dig lettere, når du vender snuden hjem igen.

    1

    Kastrup Søbad

    Tag en frisk svømmetur i søbadet, og oplev den magiske stemning i Øresund

    Denne arkitektoniske perle af et søbad er bestemt et besøg værd, for Kastrup Søbad har en smuk udsigt til både Saltholm Ø og Sverige. Formet som en konkylie byder søbadet på hav og strand. Havvandsbassinet er oplyst, og der er siddepladser hele vejen rundt, så du kan sidde og nyde den friske luft og en kop varm kaffe fra termokanden. Er du en badenymfe med hang til udspring, kan du også hoppe fra både tre og fem meters højde ud i bassinet. Når aftenens mørke falder på, lyser indbyggede spotlys i trædækket op og skaber en magisk atmosfære i havnebadet. 

    Der er gratis adgang til omklædningsrum, toiletmuligheder og selve søbadet. Badning og færdsel er på eget ansvar.

    Adresse: Amager Strandvej 301, 2770 Kastrup, Danmark

    Åbningstider: Alle dage fra kl. 11.00 til kl. 20.00

    Telefon: +45 30 76 02 35

    Kort

    Billede taget af RhinoMind (CC BY-SA 3.0) Redigeret

    2

    Helgoland Badeanstalt

    Hop i vandet fra en badeanstalt med sin helt egen turkise farvekode

    Lad dit spaeventyr gå til Amager Strandpark, hvor du kan besøge den nyopførte Helgoland Søbadeanstalt. Den er opkaldt efter øen Helgoland, og selvom badeanstalten kun har haft adresse på Øresundsstien siden 2008, efter den blev flyttet fra Svanemølle Bugt, er søbadet mere end 90 år gammelt. 

    Det eneste, du skal bekymre dig om, er at hoppe i badetøjet og forberede krop og sjæl på velvære – og et koldt gys, der har lagt navn til Helgolands vinterbaderforening Det Kolde Gys, som blev stiftet i 1929. Badeanstalten, der er tegnet af arkitekten Carsten Hoff, har både separate bassiner til kvinder og mænd samt et fællesbassin. Helgoland er desuden kendt for sin unikke, turkise farve, som de faktisk har taget patent på.

    Adresse: Øresundsstien 11, 2300 København S, Danmark

    Telefon: +45 33 66 33 70

    Kort
    3

    Sofiebadet

    Spa, wellness og økologiske lækkerier under samme tag

    Blot 200 meter fra Christianshavn Metrostation ligger den skønneste badeanstalt, Sofiebadet, der inviterer til ren afslapning, forkælelse og velvære for både krop og sjæl. 

    Sofiebadet, der passende ligger på Sofiegade, er noget af en gammel frue. Badeanstalten er fra 1909 og tilbyder både kurbad og spa, hvor du kan tilkøbe opstrammende algemasker og massage. Sofiebadets signaturbehandlinger er de to hamambehandlinger, Hamam Treatment og Hamam Luxus, der er inspireret af den mellemøstlige hamamtradition. Hvis du trænger til endnu mere afslapning, kan du forkæle dig selv med en hjemmelavet saltscrub med grape og lavendel og dernæst blive masseret med velduftende olier i 45 minutter. I Sofiebadets café er der bagefter mulighed for at nyde økologiske lækkerier.

    Adresse: Sofiegade 15, 1418 København, Danmark

    Åbningstider: Tirsdag fra kl. 11.00 til kl. 21.00, onsdag til fredag fra kl. 11.00 til kl. 20.00, lørdag fra kl. 10.00 til kl. 15.00 og søndag fra kl. 10.00 til kl. 16.00. Lukket om mandagen.

    Telefon: +45 28 68 98 29

    Kort

    Billede taget af Ramblersen (CC BY-SA 4.0) Redigeret

    4

    Badehuset på Christiania

    Få en uforglemmelig saunatur på det frie Christiania

    • Usædvanlige oplevelser

    Besøg Badehuset på Christiania, og få en på opleveren. Christiania (eller Fristaden eller bare Staden, som området også kaldes) blev grundlagt i 1971 og ligger i bydelen Christianshavn midt i København. Det er byens fjerdestørste turistattraktion, som årligt tiltrækker omkring en halv million besøgende. 

    Christiania er kendt for sit frisind og sin mangfoldighed, der ligeledes afspejles i Christianias Badehus, hvis ydermur er beklædt med graffiti. Badehuset spiller en central rolle for de lokale christianitter, der mødes og bader i spafaciliteter med bassin og sauna. I sommerperioden bliver halvdelen af det varme vand i badehuset leveret fra tagets solfangere, og en centreret brændeovn i badstuen står for varme til saunaen.

    Adresse: Ulrik, Fabriksområdet, 1440 København, Danmark

    Åbningstider: Tirsdag til søndag fra kl. 12.00 til kl. 21.00. Lukket om mandagen.

    Telefon: +45 70 20 19 71

    Kort

    Billede taget af Steffen Hillebrand (CC BY-SA 3.0) Redigeret

    5

    Sandkaj Badezone

    Tag en svømmetur ved den romantiske promenade i Nordhavn

    Riv en eftermiddag ud af kalenderen, og forbered dig på urban afslapning ved Badezone Sandkaj, der ligger i det nye Nordhavnskvarter. Her vil du opleve en romantisk promenade med caféer fuld af liv og badegæster, der slikker sol, imens pulsen kommer helt ned. Der er også en sauna at finde på stedet samt omklædningsfaciliteter, du kan benytte dig af, hvis du er medlem af Nordhavn IF. 

    Sandkajen er åben for badning året rundt, og det er især populært i de kolde vintermåneder, hvor vinterbaderne flittigt hopper i den kolde havn. Det er tilladt at bade inden for det afmærkede område i vandet. Vær blot opmærksom på, at Sandkaj er et havnebad, og derfor er der ikke livreddere.

    Adresse: Sandkaj 27, 2150 Nordhavn, Danmark

    Kort
    6

    Øbro Kurbad

    Gør dig klar til lækker budgetvenlig wellness og spa midt i København

    • Oplevelser

    Trænger du til ekstra afslapning og forkælelse til både krop og sjæl? Så kan du med fordel finde dit badetøj frem og besøge Øbro Kurbad – Københavns første offentlige svømmehal, der befinder sig på Østerbro. Her kan du opleve det fineste hvælvede loft med ovenlys og en hel afdeling med kurbad. 

    Øbro-Hallen åbner op til et hav af spaoplevelser. Med én billet får du adgang til alle kur- og spafaciliteter. Det omfatter blandt andet et dejligt boblende spabassin, et romersk caldarium-dampbad med både dampbad og strålevarme i sæderne, et lysterapirum og en infrarød sauna. Til sidst kan du lægge dig i en af mahognivarmestolene og komme helt ned i gear. Med andre ord: Du vil med garanti gå afslappet fra Østerbro.

    Adresse: Gunnar Nu Hansens Pl. 3, 2100 København Ø, Danmark

    Åbningstider: Mandag, tirsdag og fredag fra kl. 07.00 til kl. 20.00, onsdag fra kl. 08.00 til kl. 20.00, torsdag fra kl. 06.30 til kl. 20.00 og lørdag fra kl. 09.00 til kl. 15.00

    Telefon: +45 33 66 33 70

    Kort
    7

    Sjællandsgade Bad

    Et kulturbadehus med dejlige spaoplevelser og croquis

    • Oplevelser

    Tæt på Nørrebros metrostation ligger Sjællandsgade Bad i København N. Området byder op til en wellnessdans med både frisør, bager og denne badeanstalt. Tag turen til den mere end 100 år gamle fine badeanstalt, som siden 2012 har været fredet af Kulturarvsstyrelsen. Stedet er drevet af frivillige kræfter, som føjer kærlighed til omgivelserne. 

    I Sjællandsgade Bad har du mulighed for at nyde brusebade, sidde i den varme sauna eller opleve saunagus og aromaterapi. Badeanstalten afholder også månedlige arrangementer såsom fodbad, fællessang og croquistegning. Tjek blot deres kalender ud på hjemmesiden, og sæt et kryds i din egen.

    Adresse: Sjællandsgade 12A, 2200 København N, Danmark

    Åbningstider: Onsdag fra kl. 12.00 til kl. 18.00, fredag fra kl. 17.00 til kl. 20.00 og lørdag fra kl. 09.00 til kl. 15.00

    Telefon: +45 35 39 06 06

    Kort

    Billede taget af Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0) Redigeret

    8

    DGI Byen Saunagus

    Her får du saunagus med et stort S

    • Oplevelser

    Hvis du leder efter en god saunagusoplevelse, bør du tage forbi Vandkulturhuset i DGI Byen. DGI Byens mission er at være hjemsted for byens aktive foreninger, og de arrangerer blandt andet en dejlig wellnessdag med saunagus. Det foregår hos CPH Hotel og svømmehallen Vandkulturhuset, som ligger to minutters gang fra selve DGI Byen. Hver tirsdag og torsdag er der en såkaldt “Velværeaften”, hvor belysningen dæmpes, og gusmestre laver saunagus i 45 minutter. 

    Hvis du er et morgenmenneske, kan du også komme til korte sessioner med saunagus hver torsdag morgen, hvor der vil være lækre olier og kolde skyl. Nyd følelsen af velvære, og husk at drikke rigeligt med vand.

    Adresse: Ingerslevsgade, 1704 København V, Danmark

    Telefon: +45 33 29 80 00

    Kort
    9

    Bavnehøj Friluftsbad

    Nyd en eftermiddag med ungerne i friluftsbad og legebassin

    Bavnehøj Friluftsbad er et dejligt, børnevenligt friluftsbad i København SV til dem, der måske ikke orker sand mellem tæerne, men gerne vil svømme nogle baner og plaske med ungerne. Her får du et 25 meter langt bassin med seks baner, et legebassin og et græsareal med legeplads til de små. Tag rigeligt med magasiner og bøger med under armen, for Bavnehøj Friluftsbad rummer også faciliteter, hvor du kan ligge og solbade. 

    Der er mulighed for både omklædning og opbevaring i skabe. Du skal bare huske egen lås, badetøj, håndklæde og ikke mindst solcremen på de sjældne solrige dage. Der er gratis adgang for alle i friluftsbadet. God tur!

    Adresse: Enghavevej 90, 2450 København SV, Danmark

    Åbningstider: Åbningstiderne varierer efter sæson

    Telefon: +45 33 66 33 70

    Kort
    10

    La Banchina

    Få en kold dukkert og en varm saunatur på Refshaleøen

    La Banchina er en italiensk restaurant med plads til 16 siddende gæster, som dufter af god kaffe og bugner med lækre kvalitetsråvarer. Lad dig ikke narre af den hvide og blå skurvognslignende restaurant og bar, der med garanti vil fortrylle dig, når du træder indenfor. Den italienske stemning er autentisk med sine rå omgivelser, og restaurantens menukort tilbyder få, simple og indbydende retter, hvortil du kan drikke naturvin fra små selvstændige vingårde. 

    La Banchina ligger lige ned til vandet, som du kan hoppe i fra en badebro og derefter direkte ind i en varm sauna. Du kan ikke bestille bord i restauranten, men reserver din saunasession i god tid, da det er et populært sted. Og man forstår godt hvorfor!

    Adresse: Refshalevej 141, 1432 København, Danmark

    Åbningstider: Mandag til onsdag fra kl. 08.00 til kl. 20.00, torsdag til lørdag fra kl. 08.00 til kl. 16.00 og fra kl. 18.00 til kl. 22.00 samt søndag fra kl. 08.00 til kl. 20.00

    Telefon: +45 31 26 65 61 

    Kort

    Billede taget af Nicolas Makropoulos (CC BY 2.0) Redigeret

    Planlæg din næste rejse

    Gå til toppen af siden

    Maps