Øl har historisk set spillet både en økonomisk og kulturel vigtig rolle i Danmark, hvilket til dels stadigvæk gælder den dag i dag, hvor nye mikrobryggerier skyder op med jævne mellemrum og pryder den danske ølscene. I sin kraft af Danmarks hovedstad kan København invitere tørstige humlekendere og maltentusiaster inden for på et hav af forskellige ølbarer, der inkluderer alt fra socio-innovative barer drevet af autister til store ølbarer med mere end 20 forskellige øl fra fad og mange flere øl på flaske. 

    Læs med her, og få vores bud på de ti bedste ølbarer i København, så du altid ved, hvor du skal gå hen, når øltørsten melder sin ankomst.

    1

    Søernes Ølbar

    En fuldblodsølbar på Østerbro med 20 slags humle på fad

    • Natteliv

    Med sin smukke placering på Sortedams Dosseringen ned til Sortedam Sø finder du Søernes Ølbar. Denne relativt store ølbar tilbyder gæster et fornemt udvalg bestående af 20 forskellige øl på fad og omkring 100 forskellige flaskeøl fra både danske og internationale bryggerier. 

    Ølbaren er rustikt indrettet med rå træmøbler og sandblæste murstensvægge, der er pyntet med gamle emaljeskilte og fire store fladskærme, hvorpå sportsinteresserede kan følge med i alt fra fodbold til skiskydning, alt imens de nyder en iskold fadbamse. Om sommeren kan ølbarens gæster tilbringe de lune sommeraftener udenfor ved fremstillede borde og stole og indtage den smukke udsigt over Sortedam Sø.

    Adresse: Sortedam Dossering 83, 2100 København, Danmark

    Telefon: +45 32 19 63 80

    Kort
    2

    People Like Us

    Nyd en velsmagende øl fra et socio-innovativt bryggeri med fokus på autisme

    • Natteliv

    Midt på det pulserende Nørrebro finder du en lille lyserød perle af en ølbar, hvor du kan nyde fadøl og flaskeøl i særklasse, mens du lytter til nye, lovende artister og veletablerede navne fra den danske musikscene. Baren hedder People Like Us, og udover at være en bar, et spillested og et bryggeri, er People Like Us også en socio-innovativ virksomhed, hvis mål er at skabe en masse arbejdspladser til socialt marginaliserede personer. 

    Deres idé om at drive et bryggeri med hjælp fra autister er støttet af det danske mikrobryggeri Mikkeller, der bidrager til People med deres store viden inden for den fagre verden af øl samt deres erfaring med, hvordan man udvikler og driver et succesfuldt verdensomspændende bryggeri og brand.

    Adresse: Jagtvej 135, 2200 København, Danmark

    Telefon: +45 31 32 18 63

    Kort
    3

    Mikkeller Bar Viktoriagade

    Få stillet din humletørst på den første Mikkeller Bar i verden

    • Natteliv

    På Vesterbro midt i København finder du en lille kælderbar, der ikke umiddelbart ser ud af meget, men som huser den første Mikkeller Bar af sin slags. Mikkeller er navnet på et dansk mikrobryggeri, der med deres bar i Viktoriagade er godt på vej til at opfylde deres drøm om at skabe den bedste ølbar i verden. 

    Men Mikkeller Bar i Viktoriagade tilbyder ikke kun en bar i verdensklasse med lækkert design og en hyggelig atmosfære – her finder du også mange forskellige ølvarianter, alle sammen i en klasse for sig. Uanset om du er en humletørstig ølentusiast eller blot kan lide at nyde en god og velsmagende øl fra tid til anden, byder Mikkellers menukort på alt fra IPA til stout.

    Adresse: Viktoriagade 8 B-C, 1655 København, Danmark

    Telefon: +45 33 31 04 15

    Kort

    Billede taget af Bernt Rostad (CC BY 2.0) Redigeret

    4

    Nørrebro Bryghus

    Kunne du tænke dig at smage øl fra et fyrtårn i dansk ølkultur?

    • Mad
    • Natteliv

    Kom inden for, og smag på unikke og eksperimenterende øl i Nørrebro Bryghus på Ryesgade på Nørrebro. Bryghuset er stiftet i 2003 og er dermed Danmarks første mikrobryggeri. Den store succes, Nørrebro Bryghus fik, satte for alvor gang i bølgen af små, danske bryggerier. 

    Nørrebro Bryghus ligger i en gammel fabriksbygning fra 1857, der huser en økologisk restaurant på første sal og en tørstslukkende ølbar i kælderen, der indgår i en smukt forenelig symbiose. Maden i restauranten er nemlig ikke bare inspireret af det nordiske køkken og dertilhørende råvarer, men tager også udgangspunkt i bryghusets øl, og øllen er ligesom maden i restauranten økologisk.

    Adresse: Ryesgade 3, 2200 København, Danmark

    Telefon: +45 35 30 05 30

    Kort

    Billede taget af Bernt Rostad (CC BY 2.0) Redigeret

    5

    Charlie's Bar

    Den eneste bar i Danmark med øllets svar på Michelin-stjernen

    • Natteliv

    Er du en af dem, der nyder at gå på engelske pubber, når du er på storbyferie i London? Så vil du med garanti elske Charlie’s Bar! Denne lille ølbar emmer af vaskeægte britisk pubstemning i en sådan grad, at ”skål!” helt naturligt bliver udskiftet med ”cheers, mate!”, når du løfter glasset. 

    Ølbaren – eller nærmere bodegaen – er udsmykket efter bedste britiske evne, og der er mindst lige så meget variation i klientellet, som der er i de 18 forskellige øl, der serveres fra fad. Sørg for at prøve deres ”cask ale”, inden du smutter. Charlie’s Bar er nemlig den eneste bar i Danmark, der har modtaget den hæderfulde ”Cask Marque”-pris, der er Storbritanniens svar på en Michelin-stjerne til ølbarer.

    Adresse: Pilestræde 33, 1112 København, Danmark

    Telefon: +45 51 21 22 89

    Kort

    Billede taget af Karri Huhtanen (CC BY 2.0) Redigeret

    6

    Frederiksberg Ølbar

    Vælg mellem 23 forskellige øl på fad og 140 forskellige øl på flaske

    • Natteliv

    Midt i Frederiksbergs bankende hjerte finder du Frederiksberg Ølbar. Med sine rummelige lokaler har denne bodega fortjent sin titel som Frederiksbergs første store ølbar, og med sine 23 forskellige slags øl på fad er der nok at vælge mellem. Baren tilbyder desuden 140 forskellige flaskeøl og er især kendt for sine mange specialøl. Hvad siger du eksempelvis til en chili-lakrids-porter? Hvis det bliver lige en tand for spændende, kan du altid bestille en stille og rolig Tuborg Classic. 

    Frederiksberg Ølbar er ikke kun for ølentusiaster, men også sportsnørder, der kan se engelsk og dansk fodbold i den stemningsrige sportslounge. Om sommeren åbner baren op for et hyggeligt udendørsområde, hvor du kan sidde i skyggen og nyde en kold pils.

    Adresse: Falkoner Alle 79, 2000 Frederiksberg, Danmark

    Telefon: +45 33 22 01 71

    Kort
    7

    Brewpub

    En bar centreret omkring en stærk passion for øl og gastronomi

    • Mad
    • Natteliv

    Tæt på Rådhuspladsen i Københavns Indre By finder du mikrobryggeriet Brewpub beliggende i en smuk og charmerende historisk bygning fra det 17. århundrede. Udover at være et mikrobryggeri er Brewpub også en bar og restaurant centreret omkring en stærk passion for øl og gastronomi. Det er muligt at købe små måltider i baren, der er inspireret af smagene fra den lokalt bryggede øl. 

    Udover at servere 11 forskellige fadøl, der tappes direkte fra Brewpubs eget bryggeri, tilbyder baren ligeledes et udvalg af øl fra andre mikrobryggerier samt importerede kvalitetsøl fra verden over.

    Adresse: Vestergade 29, 1456 København K, Danmark

    Telefon: +45 33 32 00 60

    Kort
    8

    BRUS

    Et ølbryggende spisehus startet af to gymnasieelever

    • Mad
    • Natteliv

    Midt på hotte Nørrebro finder du BRUS, der ikke bare rummer en ølbar i verdensklasse, men også en eksperimenterende restaurant, der kan stille sulten og tørsten hos enhver. Den lange, rustikke bar gemmer på et overvældende udvalg af 32 øl og hjemmebryggede cocktails fra fad, der tæller alt fra amerikanske portere, pale ales, IPA’er og lyse hvedeøl til æblecider, old fashioned og gin & tonic. Med andre ord: Der er uden tvivl noget for enhver smag – og helt sikkert også noget, du ikke har smagt før. 

    Bag BRUS’ mange forskellige øl står bryggeriet To Øl, der blev stiftet af to elever fra gymnasiet på den anden side af gaden under kyndig vejledning fra manden bag mikrobryggeriet Mikkeller.

    Adresse: Guldbergsgade 29, 2200 København, Danmark

    Telefon: +45 75 22 22 00

    Kort

    Billede taget af Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0) Redigeret

    9

    1420

    Besøg en belgisk oase midt på det multikulturelle Nørrebro

    • Natteliv

    Belgiske øl, pubquizzer, livemusik, comedy og brætspil. Synes du også, det lyder som opskriften på en god aften? Så slå et smut forbi ølbaren ved navn 1420 på det multikulturelle og hippe Nørrebro, der specialiserer sig i belgiske ”lambic”-øl. En ”lambic” er en spontangæret øl, der også i daglig tale kendes som en ”sur” øl. 1420 har et eksklusivt udvalg af 10 fadøl samt et par håndpumpede specialøl og omkring 300 flaskeøl. 

    Baren ligger i en kælder med vinduer i gadeniveau, og interiøret bærer præg af en gennemtænkt og charmerende vintagestil. Med stearinlys, kolde øl og brætspil på bordene er der lagt i kakkelovnen til mange timers hygge i dejligt samvær.

    Adresse: Griffenfeldsgade 20, 2200 København, Danmark

    Telefon: +45 31 72 25 43

    Kort
    10

    Fermentoren Beer Bar

    En omfattende ølbar bemandet med ekspertise og venligt personale

    • Natteliv

    På Fermentoren Beer Bar bliver du mødt af et yderst venligt og kompetent personale, der står klar til at hjælpe dig med at finde den rette øl for dig. Ølbaren er udstyret med intet mindre end 24 forskellige øl fra fad. Nogle af fadøllene bliver skiftet ud fra tid til anden for at gøre plads til nye smage, der kan lokke de mere seriøse ølkendere til. Fermentoren har selvfølgelig også brygget sin egen pale ale. 

    Fermentoren Beer Bar ligger i en hyggeligt indrettet kælder med stearinlys på tøndeborde og bløde lædermøbler. Foran indgangen har man indrettet en patio i stil med en tysk biergarten, hvor du kan sidde og nyde den sjældne sommersol.

    Adresse: Halmtorvet 29C, 1700 København, Danmark

    Telefon: +45 23 98 86 77

    Kort

    Billede taget af Bernt Rostad (CC BY 2.0) Redigeret

    Planlæg din næste rejse

    Derfor bør du reservere på Hotels.com

    Find inspiration

    Europa

    Rejsevarsel

    Se COVID-19-restriktioner.

    Se mere
    Gå til toppen af siden

    Maps