Genbrug er blevet mere og mere moderne, i takt med at der er kommet mere fokus på klima og bæredygtighed. Og Aarhus er en fantastisk by at gå på genbrugsrov i, da denne skønne by gemmer på et sandt mekka af genbrugsbutikker, der kan imødekomme mange forskellige shoppingbehov. 

    Leder du efter møbler til en budgetvenlig opgradering af din bolig, eller trænger du til at pifte din garderobe op uden at skulle bruge halvdelen af din opsparing på det? Læs med her, og få vores bud på nogle af Aarhus’ bedste genbrugsbutikker. 

    1

    Secondhand Bazar på Studenterhuset

    Forny din garderobe til SU-venlige priser

    • Shopping
    • Lavt budget

    Hvad siger du til at bytte nogle af dine gamle klæder i garderobeskabet ud med noget nyt? Til Secondhand Bazar i Studenterhus Aarhus kan du pifte din garderobe op, uden at det vælter budgettet, og du skal leve af havregrød og spaghetti med pasta de sidste 14 dage i måneden.

    Gå på opdagelse i de mange boder med genbrugstøj, -sko, -tasker og andet i god stand, og gør dig et godt kup, som dine venner med sikkerhed vil misunde dig. Slut dagen af med en lækker kop kaffe i caféen – som du nemt kan have råd til, når nu du har sparet penge på udvidelsen af din garderobe.

    Adresse: Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C, Danmark

    Telefon: +45 86 18 30 21

    Kort
    2

    REUSE

    Giv, hvad du har, og tag, hvad du kan bruge

    • Shopping
    • Lavt budget

    ”Giv, hvad du har, og tag, hvad du kan bruge” – sådan lyder sloganet for den innovative genbrugsstation REUSE i Aarhus. Her indleverer privatpersoner brugsgoder og møbler fra hjemmet, de ikke længere har brug for, så det kan få nyt liv i et andet hjem. Og voilà! På den måde bliver der bundet en fin sløjfe på den cirkulære økonomi. 

    På REUSE finder du primært ting og møbler til boligen. Så husk at pakke målestokken i tasken, inden du tager afsted hjemmefra! Du skulle jo gerne være sikker på, at det fine genbrugsmøbel, du slæber med hjem fra REUSE, passer som fod i hose i dit hjem.

    Adresse: Jægergårdsgade 170, 8000 Aarhus C, Danmark

    Åbningstider: Dagligt fra kl. 12.00 til kl. 17.00

    Telefon: +45 41 85 79 76

    Kort
    3

    Mö & Flös

    En utraditionel genbrugsbutik med kreativiteten i højsædet

    • Shopping
    • Lavt budget

    Mö & Flös er en ungdommelig genbrugsbutik drevet af unge medlemmer fra Kirkens Korshær. Butikkens koncept går ud på at være med på de nyeste trends via upcycling og redesign af genbrugstøj, der er nøje udvalgt af butikkens modekyndige frivillige. Du kan altså være garanteret at finde unikke nyheder til din garderobe, eftersom det meste tøj og de fleste ting i Mö & Flös er blevet piftet op. 

    Den utraditionelle genbrugsbutik Mö & Flös ligger på Mejlgade i hjertet af Aarhus, og når du handler ind i butikken, gør du ikke bare dig selv en tjeneste, men også de udsatte i Aarhus, der nyder godt af overskuddet. 

    Adresse: Mejlgade 19, 8000 Aarhus C, Danmark

    Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 11.00 til kl. 16.00

    Telefon: +45 25 66 35 24

    Kort
    4

    Prag

    Få dig en garderobe lidt ud over det sædvanlige

    • Shopping

    Drømmer du om en unik garderobe? Hos secondhandbutikken PRAG i Aarhus kan du skabe dig en helt unik og personlig stil med genbrugstøj i overordentligt god kvalitet. Alt deres tøj og alle deres accessories er inspireret af vintagemode fra storbyer som Berlin og New York – noget af det er endda købt i udlandet og fragtet til Danmark.

    Hvis du leder efter et sæt tøj ud over det sædvanlige til den næste store festlige begivenhed, har PRAG alt, hvad hjertet begærer – hvad end du er mand eller kvinde eller alt derimellem. Her finder du farverige og mønstrede skjorter, ekstravagante kjoler og velassorterede sko til det store festskrud.

    Adresse: Nørregade 55, 8000 Aarhus C, Danmark

    Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 11.00 til kl. 18.00, lørdag fra kl. 10.00 til kl. 18.00 og søndag fra kl. 11.00 til kl. 17.00

    Telefon: +45 48 42 00 00

    Kort
    5

    Soul Shine

    En socialøkonomisk nonprofitorganisation med passion for mode

    • Shopping

    I Soul Shine i Aarhus kan du shoppe nyt (brugt) tøj og gøre noget godt for klimaet på én og samme tid – overskuddet fra Soul Shines butik går nemlig til at investere i projekter, der har til formål at fremme sundheds- og klimarelaterede tiltag. Butikken bliver drevet af passionerede ildsjæle og psykisk sårbare, der gennem Soul Shine langsomt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. 

    I denne socialøkonomiske secondhandbutik finder du lækkert vintagetøj og -tilbehør i alle afskygninger. Du kan købe alt fra farverigt hverdagstøj og enestående festkjoler til sko og tasker i forskellige størrelser og former, der kan pifte ethvert outfit op.

    Adresse: Graven 24, 8000 Aarhus C, Danmark

    Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 11.00 til kl. 17.30 og lørdag fra kl. 10.00 til kl. 16.00. Lukket om søndagen.

    Telefon: +45 86 12 12 07

    Kort
    6

    Folkekirkens Nødhjælp Genbrug - Sankt Pauls Kirkeplads

    Find ægte genbrugsguld i hjertet af Aarhus

    • Shopping
    • Lavt budget

    Hvis du er ude efter at gøre et godt fund, er Folkekirkens Nødhjælp Genbrug på Sankt Pauls Kirkeplads det helt rigtige sted at tage hen. Her finder du stakkevis af bøger i god stand, den ene bøjlerække efter den anden med nydeligt genbrugstøj, et hav af brugsting og pyntegenstande til hjemmet og meget, meget mere. Et sandt mekka for tilbudsjægere!

    Denne ualmindeligt hyggelige genbrugsbutik er drevet af venlige og imødekommende frivillige og er med sin supercentrale placering i hjertet af Aarhus lettilgængelig for besøgende, hvad end de kommer med bus eller gående.

    Adresse: Sankt Pauls Kirkeplads 17, 8000 Aarhus C, Danmark

    Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 10.00 til kl. 17.00. Lukket lørdag og søndag.

    Telefon: +45 22 56 52 28

    Kort
    7

    Rodekassen (Kirkens Korshær)

    Opgrader din bolig eller garderobe med genbrugsfund fra Rodekassen

    • Shopping
    • Lavt budget

    På Frederiks Allé i hjertet af Smilets By finder du en lille hyggelig Kirkens Korshær Genbrug, der også går under navnet ”Rodekassen”. Og selvom navnet giver sig selv, når du træder ind i butikken, så er der altså organiseret rod, blandt hvilket du nemt kan gøre et godt fund. 

    På hylder, bøjler og i kasser finder du tøj til garderoben, legetøj til børneværelset, bøger til bogreolen, pynt til bordet, service til køkkenet og glas til vitrineskabet – for bare at nævne noget af udvalget. Kig selv forbi, og gør et godt kup!

    Adresse: Frederiks Allé 117, 8000 Aarhus C, Danmark

    Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 10.00 til kl. 17.00. Lukket lørdag og søndag.

    Telefon: +45 86 12 62 37

    Kort
    8

    Lions Bagagerumsmarked på Ingerslevs Boulevard

    Giv aflagte sager et nyt liv, når privatpersoner sælger ud af gemmerne

    • Shopping
    • Lavt budget

    Hvis der er noget, Ingerslevs Boulevard på Frederiksbjerg i Aarhus er kendt for, så er det sine populære bagagerumsmarkeder – og Lions Bagagerumsmarked er absolut ingen undtagelse. Her sælger privatpersoner ud af gemmerne fra mere end 150 stadepladser, så du kan næsten være sikker på at gøre et godt kup. 

    Har du brug for at pifte din bolig, have, garderobe eller andet op, uden at det koster dig kassen? Så kig forbi Lions Bagagerumsmarked, hvor du har mulighed for at give aflagte ting og sager et nyt liv. 

    9

    SecondLux

    Shop budgetvenligt mærkevaretøj, der fortjener et nyt liv

    • Shopping
    • Luksus

    Det er ikke ligefrem billigt at købe nyt mærkevaretøj, men hos SecondLux på Trøjborg i Aarhus finder du secondhand mærkevaretøj til gode priser, som de fleste kan være med på. Du finder selvfølgelig også moderigtige sko, tasker og andet tilbehør til at fuldende dit outfit. 

    I SecondLux kan du være sikker på, at det tøj, du køber, er i god stand og af høj kvalitet, selvom det er brugt. Det venlige personale tager nemlig kun imod sæsonaktuelt tøj, der er maksimalt to år gammelt og ikke har nogen fejl eller mangler på den ene eller anden måde.

    Adresse: Tordenskjoldsgade 59, 8200 Aarhus N, Danmark

    Åbningstider: Tirsdag til fredag fra kl. 11.00 til kl. 17.30 og lørdag fra kl. 10.00 til kl. 14.00. Lukket mandag og søndag.

    Telefon: +45 40 44 46 68

    Kort
    10

    Frelsens Hær Genbrug

    Støt en genbrugsbutik med en stærk social profil

    • Shopping
    • Lavt budget

    Frelsens Hær Genbrug i Aarhus ligger med en central placering i et af byens mest hyggelige og charmerede kvarterer, der frekventeres af både unge og gamle – og det samme gælder for genbrugsbutikken, hvis sortiment imødekommer alle aldersgrupper. Butikken bugner med alt fra tøj og sko til service og nipsting, alt sammen til budgetvenlige priser, som både studerende og pensionister kan være med på.

    Overskuddet går til Frelsens Hærs sociale arbejde, der i høj grad går ud på at værne om et fællesskab, hvor folk opmuntres til at forfølge deres drømme. 

    Adresse: Nørregade 46, 8000 Aarhus C, Danmark

    Åbningstider: Mandag til fredag fra kl. 10.00 til kl. 17.00 og lørdag fra kl. 11.00 til kl. 15.00. Lukket om søndagen.

    Telefon: +45 86 19 32 12

    Kort

    Planlæg din næste rejse

    Derfor bør du reservere på Hotels.com

    Find inspiration

    Europa

    Rejsevarsel ifm. COVID-19

    De seværdigheder og oplevelser, der anbefales i vores guides, kan være påvirket af coronasituationen. Sørg for at tjekke lokale retningslinjer, før du rejser.

    Gå til toppen af siden

    Maps